
Borgerbevægelse klager til ankestyrelsen i motorvejssag. På billedet ses Aalborg Kommunes borgmester, Lasse Frimand Jensen. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Borgerbevægelse klager til Ankestyrelsen over manglende politisk behandling i Aalborg
Kommunes lovning på 600 millioner kroner til medfinansiering af motorvej har endnu ikke været direkte behandlet i byrådet. Modstandsgruppe vil have Ankestyrelsen på sagen - borgmester afviser, at der er sket fejl, og henviser til de indgåede budgetaftaler.
Udgivet: 26/04/2024
Ankestyrelsen er blevet bedt om at kigge nærmere på måden, hvorpå Aalborg Kommune har afsat penge som medfinansiering til en tredje limfjordsforbindelse over øen Egholm.
Det skriver Nordjyske.
Kommunen planlægger at bruge 600 millioner kroner på den 20 kilometer lange motorvej, der skal passere vest om centrum, men sagen har aldrig været direkte behandlet på byrådsmøder. Det er kritisabelt, synes Borgerbevægelsen mod en Motorvej i Egholmlinjen. Borgerforeningens tilknyttede offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen mener, at fremgangsmåden kan være i strid med grundlæggende regler i kommunestyret.
"Når vigtige sager skal behandles i byrådet - og det her er en særdeles vigtig sag - er det blandt andet for, at offentligheden kan se, hvad der er besluttet og på hvilket grundlag. De enkelte medlemmer har også mulighed for at sige til og fra. Så byrådsbehandlingen og -beslutningen er jo afgørende for det politiske og juridiske ansvar for de enkelte medlemmer," siger Oluf Jørgensen til Nordjyske.
Budgetforlig
Lasse Frimand Jensen (S), der har været borgmester i Aalborg siden juni 2023, afviser, at der skulle være et demokratisk underskud i byrådet. For ham er det afgørende, at beløbet til motorvejen har været indgået i budgetaftalerne i en håndfuld år.
"Et budgetforlig er også et byrådsmøde, og det har været på dagsordenen der, og det har været vedtaget siden budgetforliget 2019 og frem til og med nu", siger borgmesteren til Nordjyske og tilføjer, at aftalen løbende har været en del af forlig.
Borgerbevægelsen har også søgt aktindsigt i medfinansieringsaftalen hos både kommunen selv og Transportministeriet og har derigennem fundet ud af, at sådan en aftale ikke er indgået.
Sidste år blev det politisk besluttet i Aalborg, at de 600 mio. kr. ikke vil blive pristalsreguleret.
Anlægsloven, der skal muliggøre milliardprojektet, behandles for øjeblikket i Folketinget. Når anlægsloven er vedtaget, kan der indgås en formel aftale om medfinansiering, ligesom den konkrete bevilling af pengene nok skal på byrådets dagsorden.
Borgerbevægelsen skriver om sig selv, at den "kæmper med alle midler og på alle planer" imod motorvejsplanerne.
Sidst opdateret: 26/04/2024 - 08:06












































