Tre har meldt sig ind i kampen om, at overtage borgmesterkæden, når Kent Max Magelund går af om halvanden måned.

Tre har meldt sig ind i kampen om, at overtage borgmesterkæden, når Kent Max Magelund går af om halvanden måned. - Foto: Brøndby Kommune

Tre byrådsmedlemmer er klar til at overtage borgmesterkæde

Udvalgsformand har meldt sit kandidatur til Brøndbys borgmesterpost, når Kent Max Magelund går på pension til sommerferien. Den socialdemokratiske gruppe har tre kandidater at vælge imellem, når de senere på ugen skal udpege den nye borgmester.

Udgivet: 22/04/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Først var det viceborgmester Maja Højgaard (S), der meldte ud, at hun drømmer om at overtage Kent Max Magelunds (S) borgmesterkæde, når han går på pension til sommer. Kort efter meldte også formanden for kommunens børne- og skoleudvalg, Anette Pilmark (S), sit kandidatur.

Nu har en tredje kandidat meldt sig på banen.

Det er Michael Buch-Barnes, der er formand for idræts- og fritidsudvalget, der udfordrer de to kvinder, når den socialdemokratiske gruppe skal vælge Kent Max Magelunds afløser på et møde senere på ugen.

"Jeg har siddet her i 22 år under tre borgmestre, så hvis det skal være mig, så skal det være nu. Jeg får nok ikke en mulighed mere," siger Michael Buch-Barnes til Sjællandske Nyheder.

Fik du læst?

Brøndby skal have ny borgmester i juni: "Jeg har været heldig"

Nærvær, strand og sportsby

I forbindelse med at de tre kandidater hver især har meldt deres kandidatur, har de løftet sløret for nogle af de ting, som de ser frem til at arbejde videre med.

Til Sjællandske Nyheder fortæller Michael Buch Barnes, at han vil arbejde videre med færdiggørelsen af Sportsbyen i kommunen og kampagnen 'Bevæg dig for Livet'. Til sidst fremhæver han Fremtidens Brøndby Strand - og han er ikke ene om, at have byudviklingsprojektet på sin liste.

"Vi har så mange spændende opgaver foran os. Ikke mindst arbejdet med Fremtidens Brøndby Strand. I Brøndbyøster kommer der snart et nyt seniorbofællesskab. Senere i dag skal vi indvie vores nye grønne børnehus Tranehaven i Brøndbyvester. Alle tre projekter et gode eksempler på de ambitioner vi har, for at skabe et godt, omsorgsfuldt og bæredygtigt liv i Brøndby," skrev Maja Højgaard på Facebook, da hun meldte sit kandidatur den 3. april.

Hos Anette Pilmark var det ikke byudviklingen, der fyldte, da hun den 5. april meldte sig på banen som borgmesterkandidat.

"Det er vigtigt, at vi får en borgmester, der vil prioritere det lokale nærvær. Jeg tror meget på det her med borgerinddragelser som en rigtig god vej til at åbne dørene endnu mere til vores lokale demokrati," sagde hun til Sjællandske Nyheder.

Hvem der bliver ny borgmester i Brøndby, bliver vi klogere på senere på ugen, når Socialdemokratiets månedlige gruppemøde løber af stablen. Den nye borgmester vil officielt blive valgt på kommunalbestyrelsesmødet den 22. maj.

Fik du læst?

Viceborgmester drømmer om at overtage borgmesterkæden i vestegnskommune

De socialdemokratiske partimedlemmer i Brøndby involveres ikke i første omgang i beslutningen. Det bliver de først næste år, når spidskandidaten til KV25 skal vælges. Socialdemokratiet har absolut flertal i vestegskommunen.

Sidst opdateret: 22/04/2024 - 12:40

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]