
72-årige Kent Max Magelund stopper som borgmester i Brøndby Kommune om knap to måneder. "Jeg håber, at jeg har gjort en forskel og sat et aftryk i kommunen som en borgmester, der har gjort forskel for borgerne," skriver han tirsdag på Facebook. - Foto: Bjarke Maccarthy/Ritzau Scanpix
Brøndby skal have ny borgmester i juni: "Jeg har været heldig"
En af landets hurtigst voksende kommuner skal snart ledes af en ny borgmester, da Kent Max Magelund forlader politik 31. maj. Han er den fjerde S-borgmester i år, som meddeler, at han ikke genopstiller.
Udgivet: 03/04/2024
Kent Max Magelund (S) træder tilbage som borgmester og forlader kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune 31. maj. Det har han meddelt tirsdag aften.
”Efter moden overvejelse og mange år i kommunalbestyrelsen ønsker jeg nu at lade mig pensionere, mens helbredet stadig er til det,” skriver den 72-årige borgmester på Facebook.
Læreruddannede Kent Max Magelund overdrager borgmesterkæden halvandet år før kommunalvalget. Hans afløser vil få den samme affyringsrampe, som han selv nød gavn af, da han for otte år siden overtog posten fra Ib Terp cirka midtvejs i valgperioden (S).
”Jeg blev i sin tid borgmester to år før kommunalvalget i 2017, og det betød så meget for mig at få tid til at sætte mig ind i alle opgaver, som en borgmester skal sætte sig ind i. Derfor vil jeg også give den kommende borgmester god tid til at sætte sig ind alle sager – og derfor træder jeg af 1½ år før næste kommunalvalg i 2025,” skriver Kent Max Magelund.
Økonomi til mange tiltag
Han har fungeret som borgmester siden november 2015, da hans forgænger blev sygemeldt, og fire måneder senere blev han officielt valg som borgmester. Magelund ser tilbage på 8,5 år med fremgang i vestegnskommunen, der især de seneste år har oplevet en kraftig befolkningstilvækst i kølvandet på gennemførelsen af store byudviklingsprojekter.
”Jeg har været heldig at være borgmester på et rigtig godt tidspunkt, hvor konjunkturen har været gunstig, og hvor der har været økonomi til rigtig mange tiltag til gavn for vores borgere – og altid med et bredt flertal i kommunalbestyrelse – det kan vi være meget stolte over.”
Socialdemokratiet har med 11 ud af 19 pladser i byrådssalen absolut flertal i Brøndby Kommune, og partiet skal den kommende tid finde Kent Max Magelunds afløser.
Tidligere på året har hans borgmesterkolleger og partifæller Hans Stavnsager, Steen Wrist og Birgit S. Hansen fra hhv. Faaborg-Midtfyn, Fredericia og Frederikshavn kommuner annonceret, at de ikke genopstiller ved KV25. Kent Max Magelund er den eneste af de fire, som indtil videre har besluttet at træde tilbage undervejs i indeværende valgperiode og sat en dato på sidste arbejdsdag.
Læs hele hans tekst om beslutningen herunder:
Sidst opdateret: 02/04/2024 - 22:26












































