Store kommunale forskelle ved psykiatriske diagnoser blandt udsatte unge

Hvor det i nogle kommuner er mere end 40 procent af de udsatte unge, der har en diagnose, drejer det sig i andre om færre end 25 procent.

Udgivet: 03/04/2024

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

En ny analyse fra KL fastslår, at hver tredje udsatte børn og unge mellem 0 og 17 har fået registreret en psykiatrisk diagnose i forbindelse med hospitalsbesøg. Nærmere bestemt er det 32 procent.

Sammenlignes der med ikke-udsatte børn og unge, er andelen helt nede på 4,3 procent.

Psykiatriske diagnoser dækker her over:

Autismespektrumforstyrrelser, ADHD, depression, angst og OCD, belastnings- og tilpasningsreaktioner, specifikke udviklingsforstyrrelser, tilknytningsforstyrrelser, spiseforstyrrelser, tics/tourette, adfærdsforstyrrelser, psykoser/psykotiske lidelser (herunder skizofreni) og mental retardering/psykisk udviklingshæmning.

I nogle kommuner drejer det sig om under hver fjerde af de udsatte børn og unge, der har mindst én af de udvalgte diagnoser, mens andelen med diagnoser i andre kommuner overstiger 45 procent.

Tilsvarende er der også kommunale forskelle blandt de ikke-udsatte børn og unge.

I nogle kommuner er under 3,5 procent af de ikke-udsatte børn og unge, der har mindst én af udvalgte psykiatriske diagnoser, mens det i andre kommuner er over 5,5 procent.

Som kortet viser, tegner der sig et billede af, at relativt mange børn og unge i Østjylland og Midt- og Vestsjælland får psykiatriske diagnoser, mens andelen generelt er noget lavere i Region Syddanmark, Region Nordjylland og på Lolland-Falster.

"En del af forskellene kan skyldes eventuelle regionale forskelle i praksis i forhold til udredning og behandling," noterer KL.

Fakta

KL's definition af udsatte børn og unge

Udsatte omfatter børn og unge, der i løbet af 2022 har modtaget en tidligt forebyggende indsats, støttende indsats eller været anbragt uden for hjemmet.

Diagnosestigning

Siden 2015 er der sket en stigning i antallet af børn og unge med mindst én af de udvalgte diagnoser. Det gør sig også gældende for de ikke-udsatte, viser KL's analyse.

I 2015 havde 31 pct. af de udsatte børn og unge mindst én af diagnoserne, mens det i 2022 var 36 procent. For de ikke-udsatte børn og unge er andelen med psykiatriske diagnoser steget fra 3,9 til 4,6 procent.

De fleste har ADHD eller autisme

Ser man nærmere på, hvilke diagnoser der er mest udbredte, drejer det sig særligt om ADHD og autisme. Henholdsvis 13,7 og 12,1 procent af udsatte børn og unge er diagnosticeret med ADHD eller en forstyrrelse på autismespektret.

For ikke-udsatte var andelen med diagnosticeret ADHD eller autisme henholdsvis 1,5 og 1,3 procent.

Sidst opdateret: 02/04/2024 - 13:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]