
Borgmestre Pernille Beckmann og Birgit S. Hansen har oplevet, hvordan tonen på de sociale medier er blevet grovere over tid. - Foto: Greve Kommune & Frederikshavn Kommune
Borgmestre: Udeluk folk bag tilsvininger og slå ring om kritiserede politikere
Tonen på de sociale medier bliver hårdere, og de traditionelle medier svigter i kommentarfelterne. Sådan lyder det fra to borgmestre, der har været på modtagersiden af online-kritik. Her kommer de med deres ønsker til, hvordan man skal komme problemet til livs.
Udgivet: 02/04/2024
Da det kommunalpolitiske topmøde løb af staben ugen før påske, var både tonen på de sociale medier og mediernes opførsel over for lokalpolitikerne på dagsordenen. Emnet blev berørt i finansminister Nicolai Wammens (S) regeringstale, og også statsminister Mette Frederiksen (S) tog emnet op.
I et opslag på Instagram udtrykte hun bekymring for, at den i stigende grad grove tone på sociale medier kan få flere til at trække sig fra den demokratiske samtale.
Umuligt at glæde sig
Bekymringen for demokratiet deler hun med Greves borgmester Pernille Beckmann (V), der i februar oplevede at få smidt en sten gennem ruden til sit hjem - et eksempel statsministeren bragte op i sit instagram-opslag.
"Jeg har været på sociale medier i stort set al den tid, jeg har været i politik, og jeg synes, at det har taget en udvikling, som er bekymrende for demokratiet. Meget bekymrende. Dels er man blevet faktaresistent i forhold til, hvad der egentlig er op og ned i det, man læser, og dels oplever jeg, at tonen er blevet utrolig hård," siger hun til NB-Kommune.
I sin egen kommune oplever Pernille Beckmann, hvordan byrådsmedlemmer ikke har lyst til at gå på sociale medier for at glæde sig over noget. Man er simpelthen blevet vant til, at der sidder nogen klar bag skærmen til at hakke ned.
Hendes ønskeliste er klar: Der skal modereres bedre, og så skal brugere melde sig til med Mit-ID, så det bliver sværere at gemme sig bag skærmen, hvis man tilsviner politikere.
"Og så vil jeg egentlig også håbe, at man også slår hårdere ned på det, så de borgere eller brugere, der gør det, bliver udelukket fra de sociale medier," afslutter hun.
Bedre til at tage hånd om hinanden
En anden borgmester, der var nævnt ved navn i statsministerens opslag, er Frederikshavns Birgit S. Hansen, der i marts til manges overraskelse meddelte, at hun ikke ønsker at genopstille som borgmester - en post, hun har bestredet i et årti. Årsagen var blandt andet den grove tone på sociale medier.
"Jeg oplever tiltagende skældsord og en tiltagende skinger tone. Nogen kalder det trolde. Det er næsten blevet helt legitimt. Det er ikke alene netaviser og tråde på Facebook, det er altså også publicistiske mediers tråde på de sociale medier, hvor jeg nogle gange tænker 'wow, hvorfor vil de lade det her stå?'," siger Birgit S. Hansen til NB-Kommune.
Foruden bedre moderationer af mediernes kommentarfelter, efterlyser hun også, at man internt i byrådene bliver bedre til at passe på hinanden.
"Jeg efterlyser helt konkret, at vi politikere, og sikkert også andre grupper, der er på de her medier, hjælper hinanden. Altså, at der nogen, der slår ring, hvis vi er ude i en shitstorm, hvor man bliver kaldt alt muligt. At der er nogen, der siger fra, og at der er nogen, der hjælper," siger hun og fortæller, at hun oplever at få opkald fra folk, der har set grimme kommentarer om hende, men som samtidig ikke er villige til at sige fra over for det, de ser.
Ekstrabladsjournalistik og fasttømrede vinkler
Det er ikke kun på de sociale medier, at der kan være problemer, mener de to borgmestre. Også de traditionelle medier bør se sig selv efter i sømmene.
Birgit S. Hansen genkender stadig den journalistiske integritet i netmedierne, men mener at deres tråde på sociale medier og debatsektion savner en kritisk redaktørlinje.
"Jeg har set i Nordjyske ved den forhenværende chefredaktør, at man kunne få lov at sige, at 'Mette Mink' ikke er god for Danmark, punktum. Der kunne jeg godt undre mig over, at det var et debatindlæg, selvom der nu er kommet en anden redaktionel linje med den nye chefredaktør," siger hun og fortæller, at hun generelt oplever en negativ udvikling både i den skrevne presse og på TV-kanalerne, hvor hun har den opfattelse, at der til tider kommer henvendelser, hvor agendaen er lagt på forhånd.
"Jeg kan høre det på nogle af de spørgsmål, de stiller mig. Nogle gange må jeg gå tilbage og udfordre journalisten lidt og sige: 'Du lyder, som om du allerede har en diskurs her. Det er som om, at du allerede har besluttet, at det er min skyld, eller hvad mit motiv er'," forklarer Birgit S. Hansen.
I Greve fortæller Pernille Beckmann, at hun oplever en stigning i det, man i hendes byråd opfatter som 'ekstrabladsjournalistik'.
"Jeg oplever en kæmpe forskel på medierne, men når man sådan summerer det op, er det meget få medier, som interesserer sig for at få belyst sandheden," siger hun.
Det er ikke altid, hun oplever at kunne genkende sin kommune i de historier, der bliver fremlagt i medierne.
"Nogle gange bliver kommunerne gjort tavse, når børnesager for eksempel ender på forsiden af medierne. Vi har selvfølgelig forståelse for, at forældre har behov for at gå til medierne, men kommunens synspunkt på sagerne bliver aldrig en del af historien, for vi kan og må ikke udtale os".
At gøre en forskel giver blod på tanden
Ved næste kommunalvalg siger Birgit S. Hansen farvel og tak til Frederikshavn Byråd efter 24 år på pinden.
Pernille Beckmann genopstiller. Hun har reflekteret over, hvilken indvirkning tonen på de sociale medier og de traditionelle mediers adfærd, har på hendes lyst til at fortsætte i politik. Modsat Birgit S. Hansen er hun dog kommet frem til, at det ikke påvirker hendes lyst til at fortsætte på borgmesterposten.
"Jeg synes, at jeg gør en forskel, hver gang jeg gør noget. Men jeg er blevet rigtig ærgerlig over, at man taler sin kommune ned. Alt hvad vi laver i kommunen, bliver på en eller anden måde ikke godt nok, eller også vil man have mere af noget andet," siger hun til NB-Kommune og understreger, at hun synes, de laver mange gode tiltag i kommunen på trods af kritikken.
"Det er om ikke at tage det på sig og huske, at man gør en forskel, hver gang man går på arbejde i politik."
Sidst opdateret: 02/04/2024 - 12:38












































