Ringsteds borgmester Klaus Hansen betegner det som et chok, at Danish Crown lukker sit slagteri i Ringsted.

Ringsteds borgmester Klaus Hansen betegner det som et chok, at Danish Crown lukker sit slagteri i Ringsted. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Borgmester i chok over slagterilukning: Vi var slet ikke forberedte på det

Det kom mildest talt som lyn fra en klar himmel for politikerne i Ringsted Kommune torsdag morgen, at slagteriet Danish Crown lukker slagteriet i Ringsted. 1.200 stillinger nedlægges. Udover de menneskelige omkostninger kan det også få økonomiske konsekvenser, lyder det.

Udgivet: 18/04/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

I en pressemeddelelse torsdag morgen skriver Danish Crown, at knap 1200 stillinger nedlægges i Ringsted, når virksomhedens slagteri lukker til september.

Det er en besked, som naturligvis også berører politikerne i byrådet dybt. Hverken de eller forvaltningen var advaret om, at kommunens største arbejdsplads lukkede før i morges, hvor de kunne læse det i avisen eller høre det i radioen.

Borgmester Klaus Hansen (V) siger, at slagteriet som kommunens største arbejdsplads er en stor del af byens og kommunens dna.

"Jeg er fuldstændig chokeret ligesom alle andre. Det her kom som et lyn fra klar himmel, og vi var slet ikke forberedte på det," siger han til Ekstra Bladet og fortsætter:

"Det her er et kæmpestort chok. Det er det for alle i hele byen. For slagteriet er så stor en del af vores dna, og de er vores største private arbejdsplads, siger han.

"Vores ansvar at gøre alt hvad vi kan gennem vores jobcenter for at få dem videre. Men jeg er nødt til at sige, at det er så nyt, at hele vores organisation er i chok. Vi har behov for at sætte os sammen og drøfte det her," fortæller Klaus Hansen til Ekstra Bladet.

Mazlum Øz (V) er personligt berørt på flere planer. Han har familie, venner og naboer, der arbejder på slagteriet, han er formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget, og så er han jobkonsulent:

"Vi har ikke prøvet noget i denne størrelsesorden her i byen, men vi skal nok klare den. Hvis vi står sammen. Jobcentret sender et hold ud, som hjælper de berørte ude på selve slagteriet, for der er mange, der har arbejdet i 30-40 år derude."

"De har aldrig prøvet at stå uden arbejde, så ledighed kommer som et chok for dem, og de skal have al den hjælp, vi kan bidrage med. Rådgivning og vejledning og hvad vi ellers kan hjælpe dem med," siger Mazlum Øz til Sjællandske Nyheder.

Ville gerne have haft besked inden

2. viceborgmester Andreas Karlsen (K) er tilsvarende overrasket over nyheden.

"Uanset om man er blå eller rød politiker, så er det her en ærgerlig dag for Ringsted. Det er kommunens største arbejdsplads, og derfor er det en ærgerlig pressemeddelelse at få ud af det blå," siger han til Radio4.

Det er ifølge Andreas Karlsen umuligt, at lukning ikke vil føre til en påvirkning af kommunens økonomi.

"Med 1.200 arbejdspladser i en lille kommune som Ringsted så var det jo en institution. Der er også noget selvforståelse i det, og så kommer vi ikke udenom, at det her vil påvirke vores økonomi."

På grund af slagteriets betydning for byen og kommunen havde Andreas Karlsen gerne set, at virksomheden havde orienteret byrådet i Ringsted forud for lukningen af slagteriet.

"Det kunne jeg godt have ønsket mig, men det er der ikke noget at gøre ved nu. Nu handler det om at komme i arbejdstøjet, og medarbejderne på vores jobcenter vil gøre alt hvad de kan for at varetage den her opgave. Men det er en trist dag, og det er naivt at tro, at vi kan løse det hele med et trylleslag," siger Andreas Karlsen til Radio4.

Ifølge Danish Crown betyder lukningen til gengæld, at der vil blive skabt 300 nye stillinger i Horsens, Herning, Vejen og Blans ved Sønderborg, lyder det.

Det er næsten på dagen et år siden, at koncernen også lukkede slagteriet i Sæby i Frederikshavn Kommune, hvor omkring 800 medarbejdere mistede jobbet. Læs mere om reaktionerne fra Nordjylland dengang via linket herunder.

Fik du læst?

Mister 800 arbejdspladser: Borgmester er vred og skuffet

Sidst opdateret: 18/04/2024 - 11:15

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]