
Det kan blive særdeles dyrt for lånere på bibliotekerne, hvis de glemmer at få afleveret i tide. Derfor overvejer Københavns Kommune en ny gratismodel. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Skal det være gratis at glemme afleveringsfristen på biblioteket? Så meget kan det koste
Efter inspiration fra Glostrup overvejer københavnske politikere at droppe biblioteksgebyrerne. Det er dog en dyr omgang. Når rykkergebyrerne inkluderes, er der tale om tocifrede millionindtægter, som kommunen vil miste.
Udgivet: 18/04/2024
SF i København ønsker at droppe biblioteksgebyrerne og har fremsat et forslag om at få belyst mulighederne for at afskaffe gebyrer ved for sen aflevering af lånte materialer på kommunens biblioteker.
At sløjfe gebyrerne er dog ikke en gratis omgang for kommunen. Ifølge motiveringen af medlemsforslaget, der skal behandles af Borgerrepræsentationen torsdag aften, har forvaltningen budgetteret med indtægter for 7,4 mio. kr. fra biblioteksgebyrer i 2024.
Men her stopper det ikke, for københavnerne betaler endnu mere for deres glemte bøger. NB-Kommune har bedt om at få oplyst, hvor store beløb Københavns Kommune opkrævede hos lånerne i 2023.
I perioden 1. januar-18. december har kommunen udsendt biblioteksgebyrer for 6.869.250 kr. og erstatningskrav for 1.779.952 kr. Dertil kommer rykkergebyrer for i alt 4.635.750 kroner, der udsendes, hvis man ikke reagerer på de første henvendelser.
Sammenlagt udsendte kommunen altså gebyrer og erstatninger relateret til bibliotekerne for over 13 millioner kroner sidste år.
Københavns Kommunes biblioteksgebyrer
Selve biblioteksgebyret starter med at koste 20 kroner for voksne og 10 kroner for børn. Efter otte dage øges det til hhv. 120 og 55 kroner, og det stiger yderligere, når der er gået 30 dage til 230 / 120 kroner.
For voksne følger et rykkergebyr 250 kroner, og man kan modtage to rykkergebyrer. Den samlede udgift til en enkelt bog, der er blevet forlagt, kan i løbet af tre måneder nå op på 730 kroner.
Hvis rykkerne ikke har en effekt, bliver biblioteksgælden videresendt til Gældsstyrelsen. I København blev 5.238 biblioteksgebyrer og 723 sager om erstatninger sendt til Gældsstyrelsen i 2023 (indtil 18. december), oplyser Økonomiforvaltningen til NB-Kommune.
Gældsstyrelsen har mulighed for at inddrive biblioteksgælden på flere måder - for eksempel i forbindelse med forårets tilbagebetaling af overskydende skat.
Ved udgangen af november 2023 havde Københavns Kommune et samlet udestående for biblioteksgebyrer og erstatninger på 2,5 millioner kroner. Rykkergebyrerne er dog ikke indregnet i dette beløb.
I SF's forslag udtrykkes en forventning om, at der er udgifter forbundet med indkrævningen af biblioteksgebyrerne, der kan modsvare dele af det store indtægtstab, hvis gebyret fjernes.
"I dag skal et barn betale 10 kr., hvis han eller hun har overskredet sin lånetid med under 7 dage. For at betale sit biblioteksgebyr, så skal barnet bruge et MitID login. Hvis barnet ikke har MitID, så fremsendes et girokort til barnet. I et sådant eksempel vil det koste mere at indkræve gebyret, end hvad gebyret i sig selv er værd," skriver SF i forslaget.
Inspirationen til at droppe sanktionerne mod lånerene er hentet i Glostrup, der i 2022 som et forsøg fjernede gebyrerne. Forsøgsordningen i Glostrup blev gjort permanent af Kultur- og Fritidsudvalget i oktober 2023.
"Jeg er glad for, at Glostrup Kommune bliver den første kommune i landet, der fjerner alle økonomiske forhindringer for, at børn kan blive dygtige læsere, og hvor forældrene går foran med det gode eksempel," sagde Dan Kornbek Christiansen (K), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Glostrup Kommune, i den anledning til Sjællandske Nyheder.
Erfaringerne fra Glostrup er, at der er kommet mere end ti procent flere lånere til, og at udlånstallet er steget med godt otte procent.
Ifølge kommunen har flere tidligere brugere af biblioteket desuden tilkendegivet, at de vil låne bøger og andre materialer på biblioteket igen, da der ikke er risiko for at skulle betale et gebyr ved en for sen aflevering. Det gælder især børnefamilier.
Udviklingen skal dog ses i sammenhæng med, at antallet af udlån generelt var stigende i 2023.
I Glostrup er lånerne ikke opkrævet gebyr ved for sen aflevering. Biblioteket har dog fortsat sendt varsling om, at materialerne snart skal afleveres samt en hjemkaldelse ved for sen aflevering.
Stor opmærksomhed
Flere kommuner er interesserede i Glostrups eksperiment.
"Forsøget har skabt stor opmærksomhed på landsplan, og Glostrup bibliotek er blandt andet blevet kontaktet af Vejle, Skanderborg, Gentofte m.fl., som vil høre mere om forsøget. Mange biblioteker afventer resultaterne af evalueringen, da Glostrup Bibliotek er eneste bibliotek i landet, der har gennemført forsøg med gebyrfrit bibliotek for alle brugere," står der i referatet udvalgsmødet, hvor ordningen blev gjort permanent.
Her blev det oplyst, at Københavns Kommunes biblioteker har inviteret Glostrup, Aarhus og Gentofte med i et større analysearbejde om gebyropkrævning.
Også biblioteker i Jylland har erfaret, at gebyrniveauet, der har været stigende de senere år, begrænser folks lyst til at bruge bibliotekerne.
"Bagsiden er, at nogle ikke vil låne, fordi de synes, at det risikerer at blive for dyrt. Det kan være børnefamilier eller udsatte eksempelvis. Vi hører i fald om, at nogle børn ikke må få lånerkort, fordi det vil medføre bøder, og det, synes vi selvfølgelig, er rigtig ærgerligt", har biblioteksleder i Esbjerg Ann-Britt von Seelen fortalt JydskeVestkysten.
Det samlede udestående i Esbjerg blev i efteråret 2023 opgjort til 1.065.350 kroner, når gebyrer og erstatninger af både ældre og nyere gæld indregnes.
Sidst opdateret: 06/02/2025 - 11:16
Emner: Kultur













































