
- Foto: Esbjerg Kommune
Bibliotekslånere skylder flere millioner i landsdel
Lånerne har gæld for over 1 million kroner alene i Esbjerg Kommune. Bibliotekerne må kigge langt efter en stor del af den ældre gæld på grund af problemer med inddrivelsen.
Udgivet: 19/12/2023
I Esbjerg Kommune skylder lånere over en million kroner i bøder til kommunens biblioteker, og det er langtfra den eneste kommune, der har en høj biblioteksgæld stående ude.
Det skriver JydskeVestkysten, der har indhentet oplysninger om, hvor mange penge syd- og sønderjyderne skylder de kommunale biblioteker i landsdelen. Den samlede biblioteksgæld i otte kommuner overstiger fire millioner kroner.
Biblioteksleder Ann-Britt von Seelen fra Esbjerg Kommune Biblioteker, fortæller, at hun næsten har opgivet at få materialer og bøder til en værdi af flere hundrede tusinde kroner hjem. Konkret har kommunen en rest gammel gæld på over 800.000 kroner liggende.
"Den gamle gæld, der stadig ligger, er svær. Og så godt som umulig for os at gøre noget ved", fortæller bibliotekslederen.
Svært at få råd til at erstatte materialer
Gebyrerne er en indtægt i bibliotekernes budgetter, men fordi gælden ikke inddrives effektivt, rammes bibliotekerne økonomisk. Den primære udfordring, når det kommer til at få den ældre biblioteksgæld opkrævet, er, at mellemværendet i mange tilfælde sendes videre til inddrivelse ved Gældsstyrelsen. Men de seneste år har bunkerne hobet sig op hos Gældsstyrelsen. Det skyldes blandt andet, at styrelsen har haft svært ved at gøre op, hvilken del af gælden den lovmæssigt må opkræve af borgerne, oplyser chefkonsulent og skatteekspert i BDO Henning Boye Hansen over for JydskeVestkysten.
Det samlede udestående i Esbjerg er på 1.065.350 kroner, når gebyrer og erstatninger af både ældre og nyere gæld indregnes. De ubetalte gebyrer betyder blandt andet, at bibliotekerne må begrænse deres indkøb af materialer.
"I de tilfælde står vi jo både uden noget materiale, fordi det enten er blevet beskadiget eller slet ikke afleveret, men også uden mulighed for at købe materialerne ind igen. Eller også må vi undlade at købe noget andet. På den måde er det selvfølgelig træls, når folk ikke betaler," siger Ann-Britt von Seelen til JydskeVestkysten.
Gebyrer virker afskrækkende
I mange kommuner er bibliotekerne inden for de seneste par år overgået til et nyt system, der blandt andet har medført, at lånere ikke længere kan betale deres gebyrer fysisk på bibliotekerne. Biblioteksgæld er blevet sidestillet med anden offentlig gæld.
Regningen for en enkelt glemt bog kan overstige 700 kroner i de kommuner, som har fastsat gebyrerne og rykkere efter de højeste tilladte satser, som gælder i det offentlige. Gebyret må fastsættes til maksimalt 230 kroner for bøger, der afleveres mere end en måned for sent. De to rykkergebyrer, som kommuner sender ud, inden gælden overføres til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, kan takseres til maksimalt 250 kroner stykket.
De høje satser handler selvfølgelig om at regulere lånernes adfærd. Men risikoen for, at en enkelt forglemmelse koster så store bøder, afskrækker nogle borgere fra at låne bøger, erkender bibliotekslederen i Esbjerg Kommune.
"Bagsiden er, at nogle ikke vil låne, fordi de synes, at det risikerer at blive for dyrt. Det kan være børnefamilier eller udsatte eksempelvis. Vi hører i fald om, at nogle børn ikke må få lånerkort, fordi det vil medføre bøder, og det, synes vi selvfølgelig, er rigtig ærgerligt", siger Ann-Britt von Seelen til JydskeVestkysten.
I Esbjerg Kommune koster en forsinket aflevering 20 kroner den første uge (10 kroner for børn op til 15 år), og gebyret stiger gradvist, indtil loftet på 170 kroner rammes efter 31 dage (100 kroner for børn).
FAKTA: Det skylder biblioteksbrugerne i de syd- og sønderjyske kommuner
Nedenfor fremgår det udestående, som landsdelens biblioteksbrugere har med de respektive kommuners biblioteker. Tallene er oplyst af kommunerne og omfatter gebyrer samt erstatninger og dækker både ældre og nyere gæld.
- Esbjerg Kommune: 1.065.350 kroner
- Kolding Kommune: 728.624 kroner
- Vejen Kommune: 543.743 kroner
- Haderslev Kommune: 513.625 kroner
- Aabenraa Kommune: 385.930 kroner
- Tønder Kommune: 327.442 kroner
- Sønderborg Kommune: 255.987 kroner
- Billund Kommune: 255.085 kroner
- Varde Kommune: Modregnes via skatten
Kilde: JydskeVestkysten
I februar 2022 siden omtalte NB-Kommune en lignende undersøgelse, som TV2 Lorry havde foretaget i hovedstadsområdet. Her oversteg gælden til bibliotekerne 1 mio. kroner i Hvidovre og Frederiksberg kommuner
Sidst opdateret: 19/12/2023 - 01:10
Emner: Kultur, Biblioteker













































