
800 ansatte hos Danish Crown i Sæby mister deres arbejde. Borgmester i Frederikshavn Birgit S. Hansen er rystet og "vred". - Foto: Danish Crown
Mister 800 arbejdspladser: Borgmester er vred og skuffet
800 ansatte hos Danish Crown står til at miste deres job som følge af en planlagt lukning af koncernens slagteri i Sæby i Frederikshavn Kommune. 'Det er en uforståelig beslutning,' lyder det fra kommunens borgmester.
Udgivet: 20/04/2023
Det er en katastrofal melding, der nåede borgmesterkontoret i Frederikshavn, da Danish Crown i formiddag (torsdag) kunne meddele, at slagteriet i Sæby skal lukkes, og 800 ansatte mister deres job. Slagteriet har været aktivt i over 100 år.
Lukningen skyldes ifølge Danish Crown, at antallet af grise til slagtning i Danmark er faldet med mere end ti procent det seneste år.
Borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen (S) siger til Nordjyske, at hun er rørt over situationen, der fører til, at Sæby mister en stor del af sin identitet:
"Det er ubegribeligt, og det er frygteligt for de mennesker, der mister deres job. Der er både par og familier, der arbejder derude, og der arbejder jo folk fra hele regionen. Det er dem, jeg tænker allermest på," siger Birgit S. Hansen til Nordjyske og fortsætter:
"Det er en uforståelig beslutning, og lukningen er et kæmpe tab for borgerne, for byen og for hele Nordjylland. Jeg er både vred, skuffet og ked af, at Sæby trak det korteste strå i Danish Crowns omstrukturering."
Borgmesteren vil nu sammen med andre andre kommuner i regionen støtte op om de medarbejdere, der står til at miste deres job, og finde nye muligheder til dem.
Hos Danish Crown håber produktionsdirektør i Danish Crown Per Laursen, at en del af de nu afskedigede medarbejdere i Sæby vil takke ja til en stilling et andet sted:
"Mange af vores medarbejdere vil stå med en følelse af, at de har fået rykket tæppet væk under deres arbejdsliv," siger Per Laursen til Ritzau og fortsætter:
"Derfor tager vi allerede i dag kontakt til Fødevareforbundet NNF, Frederikshavn Kommune og Region Nordjylland, så vi i fællesskab kan gøre mest muligt for at hjælpe dem."
Sidst opdateret: 20/04/2023 - 11:16
Emner: Frederikshavn Kommune, Byudvikling







































