
Et øjebliksbillede af muligheder for leje af boliger i Ribe i november - udenfor sæsonen - på Airbnb. - Foto: Screendump fra Airbnb
Nu vil kommunen vide, om bopælspligten overholdes i domkirkeby
Politikerne i Esbjerg byråd vil nu sætte ind over for de mange boliger i Ribe, der er til leje på udlejningsportaler. Lokalråd og politikere er bekymrede for, om ejerne overholder bopælspligten og efterlader en spøgelsesby uden for sommeren.
Udgivet: 17/11/2023
Det er godt med mange gæster og turister i byerne, for det skaber liv og god økonomi for handelslivet... om sommeren vel at mærke. Hvad med i resten af årets måneder - står byen så hen som en spøgelsesby?
Det er lokalrådet i Ribe bekymret for. Her frygter man, at store dele af boligmassen i Ribes middelalderby er ved at udvikle sig til sæsonpræget turistudlejning. Mistanken er, at private boligejere spekulerer i at sæsonudleje til turister, mens de selv bor andre steder. Det tapper bymidten for liv uden for turistsæsonen og forvandler i værste fald Ribe til en feriekoloni, der står tom om vinteren. Det skriver JydskeVestkysten.
Lokalrådet har derfor henvendt sig til byrådet i Esbjerg, og her har man set på sagen: I hvert fald har op mod 200 boliger i Ribe stået tomme i flere end 90 dage, hvoraf cirka 100 af dem er beliggende i Ribes ældre bykerne. De 59 af boligerne i Ribe har stået tomme i flere end fem år. Det viser kommunens undersøgelse.
Nu har Esbjerg Kommune derfor i første omgang besluttet at forhøre sig hos hver enkelt af de 198 boligejere, der har stået tomme i over 90 dage, og hvor der derfor kan være mistanke om sæsonudlejning. Det siger formand for plan- og byudviklingsudvalget i Esbjerg Kommune, Henning Ravn (V):
"Der er bopælspligt, og den skal overholdes. Vi har nu besluttet at skrive ud til alle dem, der ejer tomme boliger i Ribe. For det er i Ribe, at der kan være et problem. Folk kan have mange lovlige grunde til at have en tom bolig stående i noget tid, men nu skriver vi til dem og får forhåbentlig nogle gode svar tilbage, siger Henning Ravn til JydskeVestkysten.
Han tilføjer, at det er forholdsvis nemt for myndighederne at krydstjekke med de oplysninger, boligejerne kommer med, hvis der laves søgninger på udlejning.
"Selvfølgelig er Ribe en turistby, og der mangler hotelkapacitet. Derfor er det jo helt fint, hvis private har lidt overnatning til turister i deres hus, hvis de har ekstra plads, men bopælspligten skal overholdes," gentager Henning Ravn.
Det er ikke kun i Ribe, at man oplever sæsonudlejning og mulig omgåelse af bopælspligten. Blandt andet i Hasle på Bornholm, hvor et selskab fra Hellerup ved København i sidste uge fik en bøde på 40.000 kroner for brud på bopælspligten. I flere vandkantskommuner som nordsjællandske kystbyer som Liseleje (Halsnæs Kommune), Tisvildeleje (Gribskov Kommune) og Hornbæk (Helsingør Kommune) er problematikken den samme.
Sidst opdateret: 20/11/2023 - 08:31
Emner: Esbjerg Kommune, Byudvikling








































