
Rudersdal Kommune har indført en borgerorienteret whistleblowerordning - Foto: John Adkisson/Reuters/Ritzau Scanpix
Whistleblowerordning til borgere indført efter skolesag - "en god tilbagefaldsposition"
Siden januar har borgere i nordsjællandsk kommune kunnet indberette kritisable forhold gennem en ny whistleblowerordning. Ifølge ekspert er sådan en ordning et tveægget sværd, der både rummer muligheder og kan føre til nye problemer.
Udgivet: 08/02/2024
Som borger i Rudersdal Kommune behøver det ikke at tage mere end et par klik på computeren at indberette grove fejl, forsømmelser eller ulovlige forhold i kommunen. En ny kommunal whistleblowerordning, som trådte i kraft 10. januar, er en af de få kommunale ordninger i landet, der henvender sig specifikt til borgerne.
Oprettelsen sker på bagkant af en sag, hvor en 27-årig lærervikar på Søholmskolen er sigtet for voldtægt af en mindreårig elev. Forud for sigtelsen var skoleledelsen blevet gjort opmærksom på vikarens upassende opførsel, men det førte ikke til en større undersøgelse af sagen. Efterfølgende har Kammeradvokaten kulegravet forløbet i en ekstern advokatundersøgelse, og håbet er, at man med whistleblowerordningen vil kunne undgå en lignende sag.
“Dette nye tiltag udspringer helt konkret af den ulykkelige overgrebssag, vi har haft, og det sker, fordi det var en klar anbefaling fra Kammeradvokaten, at vi gør det. Der må ikke være den mindste tvivl om, hvor man som borger skal bære sine bekymringer hen”, siger borgmester i Rudersdals Kommune Ann Sofie Orth (K) til TV2 Kosmopol.
Må ikke blive en klagekasse
Professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Michael Gøtze, der har forsket i whistleblowing, forstår godt, hvorfor man har valgt at oprette whistleblowerordningen efter sagsforløbet på Søholmskolen.
"Whistleblowing kan være en god tilbagefaldsposition. Det at brede det ud til borgerne er mere end, hvad man har pligt til, så her går kommunen meget vidt, sikkert også for at signalere, at man tager det her seriøst."
Selvom der er fordele ved at give borgere mulighed for at blæse i den metaforiske fløjte, så er det ikke helt uproblematisk. Muligheden for at være anonym er vigtig for, at en whistleblowerordning kan opfylde sit formål, men det åbner samtidig for, at man kan indsende klager uden at skulle stå på mål for indholdet, pointerer professoren:
"I og med at man kan whistleblowe anonymt, så kan man lægge alt ind, som man har lyst til at lægge ind, uden at skulle stå på mål for det. Det kræver meget disciplin", siger Michael Gøtze.
På Rudersdal Kommunes hjemmeside oplyses det, hvad der må indberettes gennem whistleblowerordningen. Man kan for eksempel læse, at portalen ikke må bruges til at indberette borgere, der ikke er kommunalt ansatte, og virksomheder uden tilknytning til kommunen. Det er heller ikke tilladt at klage over en afgørelse.
Ifølge Michael Gøtze, der har forsket i ordningerne, er det godt at have klare retningslinjer for whistleblowing, der kan hjælpe borgerne til at bruge ordningen korrekt.
“Det skal ikke blive brok, for så får kommunen meget at se til, uden at der bliver gjort noget ved problemerne”, siger Michael Gøtze til NB-Kommune.
Lærervikaren, der er sigtet for voldtægt og trusler, nægter sig skyldig. Sagen er endnu ikke kommet for byretten.
Sidst opdateret: 08/02/2024 - 12:39












































