
75 nye elbusser på vej i ni kommuner
Movias samlede andel af eldrevne busser på Sjælland kommer op på 41 procent fra på søndag, når ni kommuner skifter gamle busser ud med nye, grønnere og mere miljøvenlige køretøjer.
Udgivet: 08/02/2024
Sammen med alle 45 kommuner og begge regioner på Sjælland har Movia aftalt et fælles mål om, at alle Movias busser skal køre fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen skal køre på el. Det mål nærmer sig allerede nu, når der bliver sat yderligere 75 elbusser i drift.
Det skriver Movia i en pressemeddelelse.
Greve, Høje-Taastrup, Ishøj, Køge, Ringsted og Stevns Kommuner indsætter deres første elbusser, mens Frederikssund, Hillerød og Solrød kommuner sammen med Region Sjælland udbygger med yderligere busser.
De 75 nye busser giver en samlet årlig CO2-besparelse på 4.100 ton, og bidrager dermed også til at indfri Folketingets målsætning om en samlet national CO2-reduktion på 70 procent inden 2030.
Skiftet til el-busser på de fleste af de 32 buslinjer sker på søndag 11. februar. Nogle busser er kommet ud at køre lidt før og forventningen er, at de resterende elbusser løbende ruller ud på de sjællandske veje inden for de næste par måneder, skriver selskabet.
Udover at de kommende busser kører emissionsfrit er det også erfaringen, at selve køreoplevelsen forbedres for både chauffører og passagerer, da der er mindre støj i el-busserne, og de er mere behagelige at køre i.
"Vi har allerede nu gode erfaringer med elbusser, som jo ikke alene udleder mindre CO2, de er også langt mere støjsvage. Samtidig ser vi, at en stigende andel af private bilister skifter over til miljøvenlige elbiler, og det giver rigtig god mening, at den kollektive trafik også følger med og på den måde tager medansvar for vores fælles klimaindsats," siger Solrød Kommunes borgmester, Emil Blücher (LA).
I Hillerød Kommune er borgmester Kirsten Jensen ligeledes begejstret:
"Det er en virkelig dejlig nyhed. I Hillerød arbejder vi for at få endnu flere mennesker over i offentlig transport, både for miljøet og trængslens skyld. Når de nye busser er på vejene, vil 74 procent af busdriften være eldrevet. Det er godt for miljøet - og for passagererne, som får bedre busser at køre i," siger den nordsjællandske borgmester i meddelelsen.
Fakta
Kommunerne, der indfører nye elbusser på søndag er Frederikssund, Greve, Hillerød, Høje-Taastrup, Ishøj, Køge, Ringsted, Solrød og Stevns Kommuner.
Omstillingen til el på de 32 buslinjer reducerer udledning af CO2 med 4.100 tons om året (udledning af CO2 er opgjort efter "tank-til-hjul"-princippet).
Med idriftsættelsen af 75 nye elbusser vil Movia være oppe på 544 elbusser. Det svarer til 41 procent af Movias busser, der tilsammen giver en samlet årlig CO2-besparelse på 35.000 ton.
Sidst opdateret: 08/02/2024 - 11:59












































