Roskilde Kommune har nedlagt forbud mod opstilling af elløbehjul på kommunale veje.

Roskilde Kommune har nedlagt forbud mod opstilling af elløbehjul på kommunale veje. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Vil fjerne parkerede elløbehjul fra det offentlige rum: Truer med bøder

Udlejer får ikke tilladelse til at placere elløbehjul på kommunale arealer i domkirkeby. Fremover vil kommunen fjerne løbehjul på firmaets regning, hvis de står, hvor de ikke må.

Udgivet: 16/01/2024

Del artiklen:

Af Luna Skovhus, NB-Kommune

På overfladen opfylder elløbehjul mange positive kriterier, som kommuner typisk går ind for: grøn mobilitet, deleøkonomi og en mere fleksibel transportform for borgere og turister.

Men i praksis skaber de tohjulede transportmidler problemer i mange byer.

Seneste eksempel på, at kommunalpolitikerne vender tommelfingeren nedad, finder man i Roskilde. Her afgjorde Plan- og teknikudvalget i sidste uge, at det ikke skal være tilladt at udleje elløbehjul fra kommunale vejområder. Beslutningen kommer efter et forløb, der tog sin begyndelse i december 2022, hvor den islandske udlejningsvirksomhed Hopp blev gjort opmærksom på, at den ikke havde tilladelse til at udleje elløbehjul fra kommunens veje.

Måneden efter opstillede virksomheden alligevel 100 løbehjul, der efter en henstilling fra kommunen blev fjernet fra Algade, Skomagergade og Stændertorvet. Kommunen var blevet gjort opmærksomme på, at løbehjulene kunne være til gene for funktionsnedsatte og cykellister. 

Udlejningen foregår nu kun fra private arealer. Henstillingen har dog ikke forhindret Hopps brugere i at efterlade, i nogle tilfælde smide, løbehjulene i gadebilledet. På billeder fremlagt i Roskilde Byråd kan man således se løbehjul, der er efterladt hen over en cykelsti.

Hopp forsøgte at imødegå udfordringen med de ulovligt parkerede løbehjul ved at ansætte en medarbejder til at flytte dem. Kommunen mener ikke, at det har været en tilstrækkelig løsning på problematikken.

Flere gebyrer

Med inspiration fra Vejle Kommune har forvaltningen i Roskilde udarbejdet nogle vilkår, som skulle danne ramme om en aftale med Hopp. Roskilde Kommune kunne imidlertid ikke komme i kontakt med Hopp efterfølgende. Den manglende kontakt fik administrationen til at anbefale, at der ikke gives tilladelse til udlejning.

Forbuddet vil betyde, at kommunen fremover kan fjerne el-løbehjul fra kommunale arealer på udbyderens regning. Flytter Roskilde Kommune løbehjul fra bybilledet, kan udlejningsvirksomhederne hente dem på materielgården - mod yderligere betaling

De Konservative og Liberal Alliance stemte i udvalget imod forvaltningens indstilling, da de mener, at beslutningen alene burde omhandle den konkrete virksomhed, Hopp.

Ifølge Hopps hjemmeside opererer virksomheden i 62 forskellige byer fordelt på 17 lande. I Danmark er virksomheden, foruden i Roskilde, kun aktiv i Herlev. I oktober 2023 oplyste Herlev Kommune til Herlevbladet, at de ikke har givet virksomheder tilladelse til opstilling af elløbehjul.

"Hvis virksomheder ønsker at bruge veje, stier eller andre af kommunens arealer til denne type løbehjul, cykler eller lignende vil det kræve en tilladelse fra eller aftale med Herlev Kommune. Både politiet og Herlev Kommune kan fjerne løbehjul, der er til gene for fremkommeligheden i det offentlige rum", skrev en teamleder i Center for Teknik og Miljø til Herlev Bladet.

I andre byer har man forsøgt sig med forskellige initiativer for at få nedbragt antallet af elløbehjul, der bliver smidt tilfældigt og uhensigtsmæssigt i gadebilledet. Københavns Kommune har lavet en parkeringsforbudszone i indre by, mens man i Odense har stillet krav om opstilling af stativer til løbehjulene.

Fik du læst?

Krav til løbehjul skræmmer firmaer væk

Sidst opdateret: 03/02/2025 - 10:08

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]