Forbudszoner for elløbehjul fortsætter i København, hvor der også nu er debat om henstillede udlejningscykler.

Forbudszoner for elløbehjul fortsætter i København, hvor der også nu er debat om henstillede udlejningscykler. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)

Forbudszoner for elløbehjul fortsætter: Udlejere truer med at forlade København

En forbudszone for elløbehjul i København fortsætter, og det får to virksomheder bag udlejning af løbehjulene til at true med at forlade hovedstaden. To andre har allerede opsagt deres aftale med kommunen.

Udgivet: 26/06/2023

Del artiklen:

Efter længere tids debat om elløbehjul i det danske bybillede tog Københavns Kommune i 2020 konsekvensen. Løbehjulene blev bandlyst i indre by og brokvarterne, hvor de ikke længere må parkeres på offentligt areal.

Løsningen har betydet, at kommunen generelt får meget få klager over udlejningsløbehjul, og at løbehjulene næsten ikke ses i forbudszonen. På den baggrund bakker Teknik- og Miljøudvalget op om et forslag om at fortsætte ordningen med forbudszonen.

Det fremgår af referatet fra udvalgsmødet.

Operatørerne bag udlejningsløbehjulene havde forud for mødet udarbejdet en model med 59 såkaldte parkeringshubs - områder inden for forbudszonen, i stedet for de nuværende 30, hvor løbehjulene må parkeres.

Ifølge virksomhederne udgør forslaget et absolut minimumskrav, hvis de skal fortsætte med at udbyde muligheden for udlejningsløbehjul i København. Men forslaget blev ikke imødekommet.

Virksomhederne Tier og Bolt har allerede opsagt deres aftaler med Københavns Kommune, mens Voi og Lime nu truer med at gøre det samme.

Den nuværende model har løst en række problemer. Løbehjulene ligger ikke længere smidt på gader og stræder og giver udfordringer for især svagtseende og fysisk handicappede borgere.

Til gengæld har en rapport fra Rambøll tidligere vist, at løbehjulene kan nedbringe biltrafik og øge brugen af offentlig transport.

Udlejningscykler skaber også debat

Det er ikke kun elløbehjul, der skaber debat i København. Mange steder er løbehjulene skiftet ud med udlejningscykler, som der til forskel fra løbehjulene ikke er sat loft over antallet af, ligesom der heller ikke er truffet beslutning om en forbudszone.

Cyklerne er imidlertid henvist til parkering i cykelstativer og lignende. De sidste par år er der kommet flere cykler og operatører til.

"Oplevelsen er, at udlejningscyklerne - til forskel for løbehjulene – bliver efterladt vilkårlige steder, og at nogle udlejningsoperatører ikke gør tilstrækkeligt for at sikre, at brugerne af udlejningscykler kun kan afslutte turen i cykelstativer," fremgår det af referatet fra udvalgsmødet.

Den nuværende aftale mellem operatørerne og Københavns Kommune imødekommer ikke i tilstrækkelig grad denne problemstilling, da den ikke stiller nærmere krav til, hvordan operatørerne bør sikre en korrekt afslutning ved cykelleje.

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler derfor, at aftalerne præciseres, så forvaltningen stiller konkrete krav om, at udlejningscyklerne kun må udlejes fra og afleveres i cykelstativer, samt hvordan operatørerne bør sikre dette.

Fortsættelsen af ordningen med forbudszonen skal nu endelig godkendes af Borgerrepræsentationen, som også skal tage stilling til nye skærpelser for udlejningscykler.

Sidst opdateret: 26/06/2023 - 10:57

Emner: Transport, Københavns Kommune, Turisme

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]