Ledere af PPR er frustrerede: Tiden går med at løse individuelle opgaver
Ni ud af ti PPR-ledere (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) oplever en stor stigning i individuelle udredninger af børn og unge. Det tager tiden fra de forebyggende og fællesskabsorienterede opgaver.
Udgivet: 26/06/2023
Undersøgelsen viser, at flere og flere familier kommer i kontakt med kommunens PPR, da de mener, at deres barn har behov for særlig støtte i skolen.
Den efterspørgsel er også noget, PPR-lederne kan mærke. Ni ud af ti oplever, at skolerne har fået et markant større - 62 procent - eller lidt større - 30 procent - behov for individuel udredning de seneste tre år.
I kontrast til den udvikling er de individuelle udredninger noget, PPR-lederne mener, medarbejderne burde bruge mindre tid på til fordel for rådgivning af lærere og pædagoger om gode læringsmiljøer.
74 procent af PPR-lederne giver udtryk for, at PPR bør nedprioritere ressourcerne brugt på individuel udredning. Heraf vil 43 procent gerne opprioritere rådgivning af lærere og pædagoger om specifikke børn. Faktisk mener hele 95 procent af PPR-lederne, at PPR bør opprioritere de ressourcer, PPR lægger i at rådgive, yde supervision og sparring til lærere og pædagoger om, hvordan de kan arbejde kvalificeret med læringsmiljøerne omkring børnene.
”Vi er vidne til, at PPR befinder sig i en negativ selvforstærkende spiral, hvor stigningen i antallet af henvendelser til PPR om udredninger og rådgivning om blandt andet specialundervisning betyder, at PPR må bruge mere tid på enkeltelever," siger Chantal Pohl Nielsen, der er chefkonsulent hos EVA, i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Det levner mindre tid til, at PPR kan hjælpe lærere, pædagoger og skoleledelser med at skabe de gode, inkluderende læringsfællesskaber, som kan bidrage til at forebygge, at elever mistrives. Resultatet er endnu flere elever i mistrivsel og flere henvendelser om enkeltelever til PPR.”
Det bruger PPR-medarbejderne deres tid på
I undersøgelsen kan man læse nærmere om, hvordan PPR-lederne vurderer, PPR-medarbejderne bruger deres tid. Det ser således ud:
(Artiklen fortsætter under figuren)
Det bekræfter billedet af, at langt størstedelen af tiden går med individ-orienterede og kompensatoriske opgaver.
(Bemærk: Rådgivning af forældre kan både fokusere på barnet og klassefællesskabet. Den kategori indeholder således begge elementer.)
Ser man nærmere på, hvad de individ-orienterede og kompensatoriske opgaver dækker over, bliver det tydeligt, at langt størstedelen af dem handler om individuelle udredninger og rådgivning omkring specifikke børn.
Modsat handler de fleste af de fællesskabsorienterede opgaver om rådgivning af det pædagogiske personale om læringsmiljøer.
(Artiklen forsætter under tabellen)
Tidspres gør det svært at forebygge
Undersøgelsen viser også, at samarbejdet mellem PPR og skolerne er præget af mangel på tid. Samtidigt peges der på, at lærerne og pædagogerne mangler specialpædagogiske kompetencer.
Hele 57 procent af skolelederne og 85 procent af PPR-lederne oplever, at lærere og pædagoger har utilstrækkelige specialpædagogiske kompetencer. Det betyder blandt andet, at de mangler konkrete kompetencer og greb til at sikre en undervisning, hvor der er gode deltagelsesmuligheder for elever med særlige behov i klassen.
Skulle skolerne få ekstra ressourcer til at forebygge mistrivsel og styrke læringsfælleskaberne, peger de fleste skoleledere på, at de ville bruge dem til to-voksenordninger i undervisningen.
Men derefter vil de fleste skoleledere bruges ressourcerne på specialpædagogisk efteruddannelse af lærerne samt, at PPR kan samarbejde direkte med lærere og pædagoger om undervisningen.
”Skolerne ønsker, at særligt psykologerne fra PPR i langt højere grad kommer tættere på undervisningen og er med til klæde lærerne på til den rolle, de har at spille for at skabe inkluderende læringsfællesskaber,” siger Chantal Pohl Nielsen.
Læs undersøgelsen her.Fakta: Hvad er PPR?
PPR står for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Kommunerne er forpligtet til at yde PPR i forbindelse med afgørelser om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til børn. Det fastslår folkeskoleloven.
Det er også med det afsæt, at kommunerne træffer afgørelser om, hvorvidt børn i førskolealderen skal tilbydes specialpædagogisk bistand.
I praksis løser PPR også en række andre opgaver, som kommunerne er forpligtet til at løse, men som ikke er lovbundne for PPR.
I mange kommuner dækker PPR over hele 0 til 18 årsområdet. PPR befinder sig i en snitflade mellem dagtilbuds-, skole-, social-, familie- og sundhedsområdet. På den måde samarbejder PPR med en række aktører i regionerne og kommunerne. Særligt med skoler og dagtilbud, som PPR yder rådgivning til.
Sådan har EVA gjort
Undersøgelsen belyser samarbejdet mellem PPR og grundskoleområdet og baserer sig på flere kilder:
- En spørgeskemaundersøgelse blandt 61 PPR-ledere.
- En spørgeskemaundersøgelse blandt 966 skoleledere på almene folkeskoler og på fri- og privatskoler
- Interview med ledere og medarbejdere i PPR-enheder i otte casekommuner og interview med ledere, lærere, pædagoger samt elever og deres forældre fra en folkeskole i de otte kommuner. Ledere fra fem regionale børne- og ungepsykiatrienheder er også blevet interviewet.
Sidst opdateret: 26/06/2023 - 09:55







































