Markant forskel på udviklingen i kommunernes administrationsudgifter
Mens nogle kommuner har barberet op til syv procent af administrationsudgifterne alene i 2022, så har andre øget udgifterne med op til 9,6 procent. Se udviklingen i din kommune her.
Udgivet: 23/06/2023
På landsplan er kommunernes administrationsudgifter renset for det stigende folketal stort set det samme i 2022, som det var i 2021. I alt brugte kommunerne 58,8 milliarder kroner på administration og ledelse, svarende til 0,1 procent. Men mellem kommunerne er der markant forskel på, om udgifterne er steget eller faldet.
Det viser en ny analyse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed, hvor de har kortlagt kommunernes udgifter til administration og ledelse i 2022. Det skriver NB-Økonomi.
Hørsholm, Odsherred, Silkeborg og Sønderborg har på bare et år formået at nedbringe administrationsudgifterne med mere end fem procent. Omvendt er udgifterne i Rudersdal, Fanø, Vallensbæk, Herlev, Solrød, Samsø og Mariagerfjord steget med over fem procent alene i 2022.
Til sammenligning svarer de 700 millioner kroner, som kommunerne ifølge økonomiaftalen skal spare i 2024 til en samlet besparelse på 1,2 procent i hver kommune. Frem mod 2030 skal kommunerne spare 2,1 milliarder kroner, svarende til 3,6 procent af de samlede udgifter.
Som nedenstående kort viser, så er det i alt ni af landets kommuner, der alene i 2022 har formået at finde en besparelse svarende til den, som kommunerne samlet set skal finde frem mod 2030.
Tallene er opgjort som forskellen i udgifterne i kroner pr. indbygger i hvert af de to år, og dermed er tallene renset for udviklingen i hver kommunes folketal.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Ser man længere tilbage i tiden og kigger på udviklingen over de seneste fem år, så viser tallene, at kommunerne har øget de administrative udgifter med 2,1 procent pr. indbygger siden 2017.
Desuden Læsø Kommune, som har øget de administrative udgifter med 46,6 procent, så er det Lolland Kommune, der over de seneste fem år har haft den største stigning i administrationsudgifterne. Her er udgifterne steget med 19,8 procent.
Omvendt har Halsnæs Kommune haft det største fald i de administrative udgifter, hvor udgifterne i alt er faldet med 7,3 procent siden 2017. I alt 11 kommuner har siden 2017 sparet mere end de 3,6 procent, som kommunerne samlet set skal spare frem mod 2030.
Se i kortet herunder, hvordan de administrative udgifter har udviklet sig i din kommune siden 2017.
Opdag NB Kommunes fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 28/06/2023 - 13:53
Temaer: Benchmark
Emner: Benchmark, Administration








































