
Nina Eg Hansen tiltræder formelt som kommunaldirektør i Frederiksberg Kommune 1. november. - Foto: Frederiksberg Kommune
Frederiksberg har fået ny kommunaldirektør
En enig kommunalbestyrelse rekrutterede mandag Frederiksberg Kommunes nye kommunaldirektør fra egne rækker.
Udgivet: 31/10/2023
På et kommunalbestyrelsesmøde mandag, hvor ansættelsen af en ny kommunaldirektør var det eneste punkt, udpegede en enig gruppe Frederiksberg-politikere Nina Eg Hansen som ny kommunaldirektør.
Nina Eg Hansen har været konstitueret kommunaldirektør siden august og var inden da børne- og ungedirektør i Frederiksberg Kommune gennem tre år.
I en nyhed på kommunens hjemmeside fortæller Nina Eg Hansen, at hun glæder sig til at fortsætte samarbejdet med enklavekommunens engagerede ledere, medarbejdere og politikere.
”Jeg har det som de fleste: Når man bor eller arbejder i Frederiksberg Kommune, så kommer man til at holde meget af byen. Her er høje ambitioner og fælles retning. Vi vil være en grøn by i alle ordets betydninger, selvom vi er en storby, og vi vil videreudvikle vores fagligt stærke velfærdsinstitutioner, selvom økonomien er stram i disse år. Jeg er derfor glad for og stolt over at blive betroet stillingen som kommunaldirektør”, siger hun.
Stillingen som øverste administrative leder for 7.000 ansatte i landets syvendestørste kommune målt på indbyggertal har været ledig, fordi forhenværende kommunaldirektør Stig Henneberg i sommer blev udpeget som departementschef i Økonomiministeriet.
Borgmester: Driftssikker topleder
Ifølge Frederiksberg Kommune var der et stærkt ansøgerfelt til stillingen. Det oplyses, at ansættelsesudvalget især har lagt vægt på, at Nina Eg Hansen har stor erfaring med kommunal drift, og at hun som leder har skabt stærke resultater i en række forskellige offentlige organisationer.
Som konstitueret kommunaldirektør deltog Nina Eg Hansen i arbejdet med den opsigtsvækkende budgetaftale for 2024, der indeholder en historisk skattestigning på 1,1 pct.
"Med Nina som kommunaldirektør får vi en erfaren og driftssikker topleder, som har et stærkt fokus på de mennesker det hele handler om, og som er garant for tårnhøj faglighed. Nina har allerede været et kæmpe aktiv for hele kommunen og vores by. Både i hendes år som børne- og ungedirektør, men også i forbindelse med efterårets budgetproces, der endte med, at en samlet kommunalbestyrelse tog fælles ansvar i en udfordrende tid. Jeg ser frem til det fortsatte samarbejde”, siger borgmester Michael Vindfeldt.
Nina Eg Hansen, der privat er gift med tidligere finansminister Bjarne Corydon, tiltræder formelt som kommunaldirektør i Frederiksberg Kommune 1. november 2023.
CV for Nina Eg Hansen:
- August 2023 – nu: Konstitueret kommunaldirektør i Frederiksberg Kommune
- 2020 – 2023: Børne- og ungedirektør, Frederiksberg Kommune
- 2016 – 2020: Administrerende direktør, Socialforvaltningen, Københavns Kommune
- 2012-2016: Afdelingschef i Social- og Indenrigsministeriet
- 2010-2012: Børne- og kulturdirektør, Ringsted Kommune
Uddannet Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1999.
Kilde: Frederiksberg Kommune
Sidst opdateret: 31/10/2023 - 10:00







































