Der er ikke noget, der tyder på, at en krænkelseskultur har eksisteret på Frederiksberg Rådhus, konkluderes det i advokatundersøgelse.

Der er ikke noget, der tyder på, at en krænkelseskultur har eksisteret på Frederiksberg Rådhus, konkluderes det i advokatundersøgelse. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Advokater kunne ikke påvise seksuel chikane og kulturproblem - alligevel stopper direktør

En ekstern advokatundersøgelse af påståede seksuelle krænkelser i Frederiksberg Kommune fandt ingen episoder, der kan påvises med tilstrækkelig sikkerhed. Trods konklusionen er det besluttet at stoppe samarbejdet med anklaget direktør.

Udgivet: 02/01/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Frederiksberg Kommune skal finde en ny by-, kultur- og miljødirektør, efter at det er besluttet, at Ulrik Winge, som har været hjemsendt siden september, forlader stillingen.

Afbrydelsen af samarbejdet sker, selvom advokater fra Norrbom Vinding ikke har kunnet påvise krænkende adfærd i nogle af de sager fra Frederiksberg Rådhus, som er blevet undersøgt de seneste tre måneder.

"Uagtet advokatundersøgelsens klare konklusioner er Frederiksberg Kommune og Ulrik Winge blevet enige om at afslutte samarbejdet, og Ulrik Winge er derfor stoppet som by-, kultur- og miljødirektør i Frederiksberg Kommune", meddelte kommunen før jul.

Det fremgår ikke, hvorfor en afbrydelse af samarbejdet blev udfaldet. Borgmester Michael Vindfeldt (S) bruger derimod anledningen til at rose Ulrik Winge, der stopper efter mere end 12 år som direktør.

"Ulrik Winge har i sin tid som direktør på Frederiksberg udvist enormt højt fagligt niveau og engagement i såvel byens daglige drift som udvikling. Han har mestret samarbejdet med skiftende kommunalbestyrelser med dygtighed og professionalisme. Han har en enestående forståelse for, hvorfor Frederiksberg er så særlig en by, og hvordan man fastholder og udvikler byens mange kvaliteter", udtaler borgmesteren.

Ulrik Winge kom i søgelyset, da Frederiksberg Kommunes tidligere HR-chef, Birgitte Rømer, begrundede sin opsigelse med en krænkelse af seksuel karakter.

"Årsagen er, at jeg har været udsat for krænkelse af seksuel karakter – begået af en person jeg indgik i en magtrelation med – og som jeg fortsat ville skulle samarbejde med for at kunne varetage min stilling", skrev den afgående HR-chef på LinkedIn i august.

Læs også:
HR-chef i Frederiksberg Kommune siger op efter seksuel krænkelse

En konkret episode mellem den nu forhenværende direktør og HR-chef blev håndteret i 2022. Frederiksberg Kommune oplyser, at Ulrik Winge i oktober 2022 fik en skriftlig påtale, der var udformet efter juridisk rådgivning fra KL.

Kunne ikke påvise seksuelle krænkelser

Frederiksberg Kommune har offentliggjort et resumé af advokatundersøgelsen, der blev igangsat i september 2023. Advokaterne har forholdt sig til otte tilfælde, hvor nuværende eller tidligere medarbejdere på forskellig vis har haft en oplevelse af, at der har været udvist krænkende adfærd i form af seksuel chikane på Frederiksberg Rådhus. Tre af sagerne faldt uden for kommissoriet, og i tre af de øvrige fem indberetninger var der ikke "den fornødne grad af sikkerhed for at kunne lægge til grund, at der skulle have været udvist den adfærd, som er beskrevet". I de tre omtalte episoder var beskyldningerne fremsat anonymt.

I et tilfælde var der ikke tale om konkret adfærd, som kan gøres til genstand for en bevisbedømmelse, og i den sidste sag var der ifølge advokatfirmaet ikke grundlag for at antage, at forholdet ikke skulle have været gensidigt.

Disse konklusioner betyder også, at der ikke rettes kritik mod kommunens øverste ledelse.

"Da der ikke er påvist krænkende adfærd i form af seksuel chikane, har der heller ikke været grundlag for at afdække den ledelsesmæssige håndtering af sådanne sager", skriver Norrbom Vinding.

Festkultur

Den tidligere HR-chef beskrev i sit LinkedIn-opslag kulturen i Frederiksberg Kommune som "uacceptabel". I en kommentar til advokatundersøgelsen hæfter kommunen sig ved, at advokaterne ikke har identificeret en "krænkelseskultur" på rådhuset. I undersøgelsens resumé skriver Norrbom Vinding:

"Bl.a. baseret på de gennemførte interview må det samtidig konstateres, at der på det foreliggende grundlag ikke er noget, der tyder på, at der skulle være nogen 'krænkelseskultur' på rådhuset. Hverken i dag eller tidligere.

Imidlertid er det dog samtidig indtrykket, at der før corona har været en ”festkultur” på rådhuset med mange arrangementer, der involverede alkohol for både ledere og medarbejdere, herunder en tradition for at fortsætte på de nærliggende barer eller værtshuse efter festligheder eller lange arbejdsdage på rådhuset, men at denne kultur synes at have været aftagende."

Advokatfirmaet opfordrer blandt andet kommunen til at opdatere retningslinjerne for krænkende handlinger og kigge på alkoholpolitikken.

Fakta: Fire anbefalinger til Frederiksberg Kommune

Norrbom Vinding deler disse fire anbefalinger med Frederiksberg Kommune:

• Frederiksberg Kommune bør først og fremmest sikre, at der sker en opdatering af kommunens retningslinjer for krænkende handlinger, således at det præciseres, at en tilsidesættelse af kommunens nul-tolerancepolitik kan få ansættelsesretlige konsekvenser samt en nærmere beskrivelse heraf.

• Frederiksberg Kommune bør i samme anledning – evt. under inddragelse af medarbejderorganisationen – overveje, om der bør indføres en (opdateret) alkoholpolitik, ligesom der med fordel kan indledes en dialog om forventningen til ledende medarbejderes adfærd i forbindelse med sociale arrangementer.

• Frederiksberg Kommune bør endvidere sikre, at der fortsat sker en aktiv opfølgning på kommunens trivselsmålinger og APV’er.

• Frederiksberg Kommune vil derudover med fordel løbende kunne foretage stikprøvekontrol af eventuelle konkrete krænkelsessager, der har været behandlet i kommunen, med henblik på at få bekræftet, at de pågældende sager har været behandlet korrekt og i overensstemmelse med kommunens retningslinjer, samt tillige med det for øje at afdække, om der måtte være nogle ”udviklingspotentialer”, herunder behov for (yderligere) uddannelse, oplæring af ledere etc.

Kilde: Resumé af Norrbom Vindings advokatundersøgelse af mulig seksuel chikane

Sidst opdateret: 02/01/2024 - 13:06

Emner: Arbejdsmiljø, Offentlig ledelse, Frederiksberg Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]