
Statsminister Mette Frederiksen (S) droppede at tale om ældreloven i sin nytårstale, hvilket ellers var planen. - Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Statsminister kritiseres for ikke at omtale ældrelov i nytårstale
Mette Frederiksen ville have røbet detaljer om kommende ældrelov, men det lavede dronningen om på. Statsministeren burde dog ikke have skrevet reformen ud af talen, lyder det fra oppositionspartierne på Christiansborg.
Udgivet: 02/01/2024
Hvad er argumentet for, at statsministeren i sin nytårstale ikke kunne bruge et minut mere til at præsentere den ældrelov, der var blevet lovet?
Sådan lyder kritikken fra flere partier på Christiansborg efter statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale i går mandag. Statsministeren havde forinden via sociale medier proklameret, at den længe ventede ældrelov ville blive præsenteret i nytårstalen.
"Jeg kommer til at løfte lidt af sløret for den længe ventede ældrereform, som regeringen fremlægger i det nye år," skrev hun på Instagram inden jul.
Men på grund af Dronning Margrethes overraskende melding i sin nytårstale dagen forinden om, at hun abdicerer 14. januar og overlader tronen til kronprins Frederik, blev omtalen af den kommende ældrelov parkeret, talen blev omskrevet, og i stedet prioriterede Mette Frederiksen på at omtale mere økonomisk hjælp til fertilitetsbehandling:
"Min nytårstale i aften bliver en helt anden, end jeg oprindeligt havde tænkt. Jeg ville have fortalt om regeringens kommende ældrereform. En reform, der handler om pleje og omsorg. Og om meget mere selvbestemmelse til vores ældre og gamle.
"Hvor du, der er oppe i årene, i langt højere grad selv skal kunne præge din hverdag og den hjælp, du får. Og hvor de medarbejdere, der kommer hos dig, skal være kendte ansigter."
"Jeg ville i det hele taget have talt om den nære velfærd. Om sundhedsvæsenet. Alt det må vi fortælle mere om senere," sagde Mette Frederiksen i sin nytårstale.
Det falder Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, for brystet. Han kalder det "påfaldende", at statsministeren udsatte stort set al snak om den varslede ældrelov, der har været to år undervejs. Til TV2 siger han, at det er et udtryk for, at regeringen "nøler og ikke rigtig ved, hvilken retning den vil i", siger han:
"Hvad er argumentet for, at man ikke kunne have brugt et minut mere? Det er jo ikke sådan, at statsministeren har taletidsbegrænsning," siger Morten Messerschmidt til TV2.
Også Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, undrer sig:
"Vi er stort set alle sammen bekymrede for at ende vores dage på et plejehjem. Vi har en ældreminister, som har siddet i et år, og ingen har hørt noget til hende. Nu bliver den her plan for ældreområdet udskudt igen. Det er simpelthen under al kritik," siger Pernille Vermund til TV2.
Også på venstrefløjen hos SF og Enhedslisten er man skuffede over den manglende omtale af ældreloven. Politisk ordfører Pelle Dragsted fra Enhedslisten undrer sig over, at ældreområdet var blevet vejet for let til talen, når "alle sammen (jo er, red.) optaget af, at vores ældre medborgere skal behandles bedre, end de bliver i dag," siger han til TV2:
"Jeg bliver ked af det, når jeg hører de mange eksempler på ældre på vores plejehjem eller i hjemmeplejen, som simpelthen ikke får den hjælp, som de har fortjent og burde have krav på."
Sidst opdateret: 02/01/2024 - 13:11












































