
Flytninger mellem kommuner: København afgiver flere tusinde borgere til resten af landet
Mange sjællandske kommuner nyder gavn af, at København har et stort flytteunderskud for tredje år i træk. Tilflytningsplusset er størst i Aarhus. Se udviklingen i hele landet det seneste år - og se hvordan billedet har ændret sig siden 2019.
Udgivet: 15/11/2023
I den centrale del af hovedstaden stiger indbyggertallet i Københavns og Frederiksberg Kommune, men det sker på trods af, at kommunerne de seneste tre år har haft en markant nettofraflytning, når man udelukkende kigger på flytninger internt i Danmark.
Med et flytteunderskud til andre kommuner på 4.764 personer det seneste år svarer det til, at Københavns Kommune hver dag har sagt farvel til 13 indbyggere flere, end der er flyttet til byen fra andre kommuner.
Når folketallet i Københavns Kommune alligevel stiger, skyldes det stor tilflytning fra udlandet og alderssammensætningen, der betyder, at der bliver født langt flere børn, end der er dødsfald.
At flere mennesker forlader hjertet af hovedstaden, kommer andre kommuner til gode. Ud af de 17 kommuner, hvor der de seneste 12 måneder har været en positiv nettotilflytning på mindst 300 personer, ligger de 14 på Sjælland.
Øverst på listen finder man Brøndby, Høje-Taastrup, Rødovre og Ballerup kommuner, der alle har et flytteoverskud på over 600 personer siden 1. oktober 2022. Også kommuner på lidt større afstand af København som Holbæk, Solrød, Helsingør, Gribskov, Faxe og Ringsted ligger højt på listen med et flytteplus på mellem 300 og 550 personer
På nedenstående kort er udviklingen sat i forhold til indbyggertallet.
I Jylland er nettotilflytningen højest i Aarhus - der det seneste år er landets topscorer med et plus på 2.403 personer - efterfulgt af med Silkeborg og Horsens.
Udviklingen i Aarhus Kommune skiller sig ud. De forudgående to år havde Aarhus en mindre negativ nettotilflytning, og de store udsving i flyttetallene kan hænge sammen med, at corona-pandemien påvirkede søgemønstret mod universiteterne.
Kortet herunder viser de absolutte tal for nettotilflytningen de seneste 12 måneder. Artiklen fortsætter efter kortet og tabellen.
Befolkningsudviklingen består af forskellige parametre. Antallet af fødsler og dødsfald (fødselsoverskuddet) og flyttebevægelser. Balancen mellem tilflyttere og fraflyttere internt i Danmark kaldes "nettotilflytning" hos Danmarks Statistik. Flytninger til eller fra udlandet kaldes "nettoindvandring". Kortene i denne artikel illustrerer nettotilflytning, altså internt mellem kommunerne.
Nettotilflytning er således et nulsumsspil kommunerne imellem. Når befolkningstallet i Danmark de seneste 12 måneder er steget med godt 30.000 personer, skyldes det et højt antal flytninger fra udlandet.
En liste med alle kommunernes nettotilflytning er indsat herunder. I kolonnen til højre ses gennemsnittet for de seneste tre år.
På det sidste kort er nettotilflytningen i de forgangne 12 måneder sammenlignet direkte med nettotilflytningen for fire år siden. Heraf ses, at en stor del af kommunerne på Sjælland har fået et større plus på flyttebalancen, i takt med at flyttebilernes bevægelse ud af København er taget til i styrke. Det kan også bemærkes, at universitetsbyer som Odense og i særdeleshed Aalborg på det seneste ikke har samme flytteoverskud som tidligere.
Sidst opdateret: 15/11/2023 - 12:20
Emner: Aarhus Kommune, Brøndby Kommune, Frederiksberg Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Horsens Kommune, Københavns Kommune, Rødovre Kommune, Silkeborg Kommune









































