
119 af 234 byrådspolitikere i Syd- og Sønderjylland har mærket symptomer på stress. - Foto: Billundonline
Rundspørge: Hver tredje byrådspolitiker overvejer at droppe politik
43 procent af de syd- og sønderjyske byrådspolitikere svarer i en ny rundspørge, at de har overvejet ikke at genopstille i politik, fordi hverdagen er for presset.
Udgivet: 14/12/2023
"Nogle dage tænker jeg, om det er det værd".
Sådan lyder det blandt andet fra Ulrich Kristensen (V), der er politiker i Billund Kommune. Han er en af de 101 byrådspolitikere i Syd- og Sønderjylland, der har overvejet ikke at genopstille i politik.
En politiker fra Tønder Kommune skriver om sine erfaringer:
"Jeg havde undervurderet, hvor meget tid der også går på diverse råd og bestyrelser, man som kommunalpolitiker deltager i/er medlem af," lyder et svar fra en politiker i Tønder Kommune.
En politiker i Horsens Kommune skriver:
"Man har aldrig fri. Læser konstant artikler, skimmer sin mail, man skal læse lokalaviserne og læserbreve, spørgsmål fra borgerne."
Rasmus Tue Petersen, der er seniorforsker på VIVE og forsker i politisk adfærd og demokrati, er overrasket over, hvor mange byrådspolitikere i Syd- og Sønderjylland, der overvejer ikke at genopstille.
"Det kommer bag på mig, at der er så mange, der overvejer at lade være med at stille op. Det er et voldsomt tal," siger han til TV SYD.
Har aldrig fri
Næsten alle respondenterne, 200 ud af 234, svarer, at de har arbejde ud over det politiske, og at de to roller er svære at få til at hænge sammen.
119 af respondenterne svarer derudover, at de i løbet af deres politisk arbejde har oplevet symptomer på stress. Flere angiver en øget forventning om, at de er til rådighed hele tiden som en faktor, der presser hverdagen.
Andre svarer, at sociale medier dræner lysten til at være en offentlig person. Og samtidig oplever nogle en helt anderledes kultur blandt kollegerne.

"Knivene sidder løst, og information bliver lækket til pressen, selv om det er sagt i fortrolighed. Det er ubehageligt," siger Jørn Chemnitz (SF), byrådsmedlem i Kolding, til TV SYD.
Fra Rasmus Tue Petersen fra VIVE lyder det, at det kan blive et demokratisk problem, hvis vilkårene er for svære, og at politikerne derfor ikke vil genopstille.
Sidst opdateret: 15/12/2023 - 09:11
Emner: Politik, Arbejdsmiljø, Byrådsarbejde







































