
Direktionen i Solrød Kommune består midlertidigt kun af to mand efter byrådets beslutning onsdag. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Byråd afskediger direktør - organisatoriske forandringer på vej
Et politisk flertal i Solrød har besluttet at tage afsked med direktøren, der har haft ansvaret for kommunens dagtilbud og skoler.
Udgivet: 30/11/2023
På byrådsmødet onsdag valgte et flertal i Solrød Byråd med øjeblikkelig virkning at afskedige direktør Jesper Reming Tangbæk.
Personalesagen blev behandlet som et lukket punkt, men i en pressemeddelelse oplyser kommunen, at Liberal Alliance, Socialdemokratiet, Konservative, VoresSolrød, Havdruplisten og Dansk Folkeparti traf beslutningen, mens Venstre stemte imod.
Afskeden med Jesper Reming Tangbæk begrundes i "organisatoriske forandringer", der er på vej i Solrød Kommune, og som kræver ændringer i direktionens opgavefordeling.
"Det betyder, at der er behov for en profil, der har styrker på andre fagområder", skriver Solrød Kommune i pressemeddelelsen.
Jesper Reming Tangbæk har været ansat i Solrød Kommune i fem år og sad med ansvaret for kommunens børn og unge.
”Jesper har sat sit aftryk her i Solrød Kommune som direktør med direkte ledelse af kommunens dagtilbud og skoler, og han har bl.a. været engageret i tilblivelsen af kommunens dannelsesstrategi på 0-18 års-området, arbejdet med kvalitet og økonomien på det specialiserede børne- og ungeområde og i skabelsen af en fælles retning for Dagtilbud i Solrød” siger kommunaldirektør Nikolaj Weyser Mortensen, som takker den afgående direktør for indsatsen og ønsker ham held og lykke fremover.

Direktør Dorte Saabye overtager ansvaret for børne- og ungeområdet. Processen omkring rekruttering af en ny direktør sættes først i gang, efter byrådet i december har behandlet en sag om organisatoriske forandringer i kommunen.
På byrådsmødet førstebehandlede Solrød Kommune også en ny styrelsesvedtægt, der skal opdateres, fordi flertallet ved budgetforhandlingerne besluttede at slå to politiske udvalg sammen.
Sidst opdateret: 01/12/2023 - 17:37
Emner: Solrød Kommune, Kommunaldirektør







































