Så gode er kommunerne til at fastholde sosu'er

Der er markant forskel på, hvor gode kommunerne er til at fastholde social- og sundhedspersonale. Kommuner som Gribskov, Horsens og Sorø måtte vinke farvel til forholdsvis mange sosu'er i 2022. Se her, hvor din kommune placerer sig.

Udgivet: 20/06/2023

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Ny rapport fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed viser, at der mellem kommunerne er stor forskel på, hvor godt man lykkes med at fastholde social- og sundhedspersonalet i ældreplejen. Mens nogle kommuner sagde farvel til mindre end en ud af syv sosu'er i 2022, så mistede andre kommuner mere end hver fjerde sosu.

Vigtigheden af at fastholde og rekruttere sosu'er blev yderligere skærpet i forrige uge, da en ny rapport viste, at der sandsynligvis vil mangle 17.000 sosu'er i 2030. Dermed vil kommunerne være nødt til at finde nye og bedre måder at fastholde sosu'er i de kommende år. Det skriver NB-Økonomi.

Læs også:
Ny fremskrivning: Der vil mangle 17.000 sosu'er i 2030

I analysen har Benchmarkingenheden set på, hvor stor en andel af social- og sundhedspersonalet i ældreplejen i hver kommune, der er stoppet i deres stilling i løbet af 2022. Samtidig har man udregnet en forventet andel på baggrund af en række rammevilkår vedrørende kommunen og de personer, der er ansat som social- og sundhedspersonale.

Herfra er der også udregnet en benchmarkingindikator, der fortæller, hvor god kommunen er til at fastholde social- og sundhedspersonalet i forhold til det, man kunne forvente ud fra rammevilkårene, hvis kommunen klarede sig som landsgennemsnittet.

I 2022 var det på landsplan 19,7 procent af al social- og sundhedspersonalet ansat i den kommunale ældrepleje, der skiftede til en ny stilling. Ser man alene på sosu-assistenter og -hjælpere, og ikke inkluderer det ufaglærte personale, så er det 16,4 procent, der forlod deres stilling i 2022. Her er det vigtigt at bemærke, at en stor del skiftede til en lignende stilling hos en privat virksomhed eller i en anden kommune.

Samtidig siger tallene ikke noget om, hvor gode kommunerne har været til at rekruttere nye sosu'er, så derfor er et højt tal ikke nødvendigvis lig med, at man har fået færre sosu'er i kommunen i løbet af 2022. Det er alene afgangen af sosu'er, som Benchmarkingenheden har kortlagt.

Ser man på benchmarkingindikatoren for sosu'er, så er det Herlev Kommune, der har klaret sig bedst, med en benchmarkingindikator på -7,2 procent. Her var den forventede afgang 25,1 procent, mens den faktiske afgang var 17,9 procent.

I modsatte ende har Gribskov Kommune den højeste afgang i forhold til forventningen. Her forlod 25, 3 procent deres stilling mod en forventet andel på 19,5 procent. Dermed har kommunen en benchmarkingindikator på 5,8.

I kortet er der inkluderet al social- og sundhedspersonalet i ældreplejen, det vil sige både uddannede sosu'er samt ufaglært social- og sundhedspersonale.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Ser man i stedet på den faktiske afgangsprocent, så er det især kommunerne rundt om hovedstaden samt en række midtjyske kommuner, der har den højeste afgangsprocent blandt sosu'er. Her ligger afgangsprocenten flere steder over 25. Det vil sige, at mere end en ud af fire stoppede i deres stilling i kommunen alene i 2022.

Omvendt er det især ø- og landkommuner, der har en lav afgangprocent. Lavest er den i Bornholms Kommune, hvor der på grund af øens geografi også er åbenlyse grunde til, at færre skifter væk fra kommunen. I alt havde kommunen i 2022 en afgangsprocent på 11,7.

Der er dog også bynære kommuner eller relativt folkerige kommuner, der har en lav afgangsprocent. Det gælder eksempelvis for Vejle, Fredericia, Taarnby og Ishøj kommuner, der alle ligger under 17 procent.

Se i kortet herunder, hvor stor en andel af det samlede social- og sundhedspersonale i ældreplejen i din kommune, der afgik fra deres stilling i 2022.

Sidst opdateret: 20/06/2023 - 13:48

Temaer: Arbejdskraftmangel, Rekruttering

Emner: Rekruttering, Fastholdelse af ansatte

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]