Der bliver talt meget om det, men hvad er bæredygtig ledelse? Det kan du høre de her fire lederes bud på. Og se vinder-definitionen.

Der bliver talt meget om det, men hvad er bæredygtig ledelse? Det kan du høre de her fire lederes bud på. Og se vinder-definitionen. - Foto: Iver Houmark Andersen/NB-Kommune

Bæredygtig ledelse er: 'Giv mere end du tager'

Begrebet bæredygtig ledelse hitter. Men hvad betyder det? Det giver kommunaldirektører og andre med indsigt i ledelse svaret på her. Og en vinder-definition bliver kåret.

Udgivet: 15/06/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

'Bæredygtig ledelse' er et kært barn i de her år. Faktisk så kært at det bliver brugt ofte på rådhusene - og på mange andre arbejdspladser. Der er imidlertid den hage ved bæredygtig ledelse, at det ikke har nogen entydig definition, og dermed kan man lægge hvad som helst i begrebet efter forgodtbefindende.

På den baggrund havde Kommunaldirektørforeningen (KOMDIR) inviteret indsigtsfulde folk til på Folkemødet på Bornholm at udarbejde en definition. Seks debattører fordelt på to hold fik hver fem minutter til at give deres udlægning af bæredygtig ledelse. Og undervejs blev der grint, heppet, hujet - og tænkt efter. Og til sidst i denne artikel får du så den definition, som vinderholdet kom frem til.

null
Forhenværende kommunaldirektør Frank E. Andersen.

Tro, håb og kærlighed

Forhenværende kommunaldirektør i Gentofte og Slagelse Frank E. Andersen talte om, at bæredygtig ledelse skal rumme tro, håb og kærlighed.

"Hvis bæredygtig ledelse handler om at aflevere noget til næste generation, så ser det trist ud. Vi kan bare tale om de henved 50.000 unge, som hverken er i uddannelse eller job. Eller den voksende ulighed i sundhed," sagde Frank E. Andersen og fortsatte:

"Jeg vil bruge tro, håb og kærlighed til at komme med min definition af bæredygtig ledelse:

  • Håb handler om som leder at sætte en tydelig retning. At man prøver at skabe håb ved at engagere sig.
  • Tro handler om at holde fingrene væk – og det gælder både kommunaldirektører og kommunalbestyrelser. Altså at tro på at medarbejderne godt kan selv. At tro på at vi kan selv.
  • Kærlighed skal forstås som at ville hinanden og sig selv."

Erfarne Frank E. Andersen kom også med en interessant iagttagelse:

"Jeg har mødt mange direktører i kommunerne. Og det er skræmmende så mange, der bygger deres identitet på deres funktion. Og ikke den person de er. Bæredygtig ledelse handler om, at du som leder skal ramme en balance mellem det ydre og det indre."

null
Forhenværende kommunaldirektør Christine Brochdorf.

Bæredygtighed i arbejdslivet

Forhenværende kommunaldirektør i Egedal Kommune Christine Brochdorf havde også brugt tid før debatten på at reflektere over bæredygtig ledelse og sagde:

"For mig handler begrebet meget om bæredygtighed på arbejdspladsen. Altså at der skal være balance i arbejdslivet. Det har vi jo ikke nu. Der er i Danmark over en million fraværsdage om året. Og 500.000 besøg hos lægerne om året er stress-relaterede."

"Vækst og velstand er ikke alt. Og jeg er overbevist om, at det vil vi komme tale meget mere om i de kommende år. At social bæredygtighed har stor betydning."

Christine Brochdorf var kommunaldirektør i Egedal Kommune fra 2018 til i år og fik den fjer i hatten, at kommunen blev kåret til landet bedste arbejdsplads.

"Vi burde lave livscyklus-analyser hver gang, vi bygger nye bygninger. Altså hvordan indretter man bygninger, så de kan give den fleksibilitet som forskellige typer af medarbejdere og generationer af medarbejdere har brug for?" spurgte Christine Brochdorf og fortsatte:

"Vi skal være mere optaget af, at det ikke kun er elite-idrætsfolk, som har brug for restitution. At ledere og medarbejdere rent faktisk holder pause, når de har pause."

"Min definition på bæredygtig ledelse er, at man skal huske altid at give mere, end man tager."

null
Rektor ved Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann.

'Vi må vedkende os hykleriet'

Leder af hundredvis af ansatte som rektor ved Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann talte meget entydigt ledelse ind på klimasporet.

"For mig er den grønne omstilling det mest presserende. Og her er der tre ledelses-komponenter, som er vigtige," sagde Stefen Hermann og fortsatte:

"Uanset hvor frelste eller ikke frelste vi er, så lad os blive enige om, at ingen kan undslå sig et ansvar, når det kommer til grøn omstilling. Og lad os acceptere, at vi er en del af hykleriet. Altså at der nok lige er nogle på arbejdspladsen, der har fløjet til et møde, eller har drukket kaffe af papkrus."

"Vi skal som ledere turde at vise en retning og prioritering. Det er vi megadårlige til i den offentlige sektor (og det er også, fordi politikerne heller ikke kan finde ud af det)."

"Vi skal oparbejde nogle sociale logikker, som handler om, at vi skal kunne nøjes. At moderation og beskedenhed er vigtigt."

null
Forperson for Ungdommens Røde Kors Jonas Wiederholt Larsen.

Gør ingen skade på klimaet eller fællesskaber

Blandt debattørerne var også forpersonen for Ungdoms Røde Kors, Jonas Wiederholt Larsen. Han er ung, men har allerede gjort sig vigtige erfaringer med ledelse som leder af 3.000 frivillige og formand for et professionelt sekretariat.

"Ledelse har altid handlet om at skabe resultater. Og det gør det stadigvæk. Den store forskel er dog, at man stadig skal skabe resultater, men det er vel at mærke, uden at det har omkostninger for vores omgivelser. Altså uden at det går ud over miljø, klima og fællesskaber," sagde Jonas W. Larsen.

Og så kom han med en vurdering, der har været gældende længe:

"Bæredygtig ledelse handler for mig om at skabe stærke relationer. For på et eller andet tidspunkt kommer man til at træffe nogle hårde beslutninger, hvor man får testet sine relationer af."

"Når man er leder på en børnelejr, så kan det være svært at sige til et lejrbarn, at ’nu skal du i seng’. Det kan gå helt galt. Men hvis man i løbet af dagen har fået opbygget en god relation til børnene, så kan det faktisk være helt fredsommeligt."

Og vinderen blev...

Efter seks intensive præsentationer fik hver af de to hold under folkemøde-arrangementet mulighed for at skrive en definition på bæredygtig ledelse.

Et forslag fra holdet med Eik Møller, kommunaldirektør i Ballerup og formand for Kommunaldirektørforeningen, i spidsen lød:

"Retning skal holde for næste generation på alle parametre og for alle."

Men det var holdet med kommunaldirektør i Hørsholm Kommune, Pernille Halberg Salamon, i spidsen, som vandt med denne definition:

"Giv mere end du tager."

Sidst opdateret: 16/06/2023 - 08:54

Emner: Kommunaldirektør, KOMDIR - Kommunaldirektørforeningen i Danmark

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]