
En målrettet indsats og fokus på lederne i kommunerne. Sådan lyder opskriften fra nogle kommuner på at nedbringe sygefraværet. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (modelfoto)
Nogle kommuner har succes med at nedbringe sygefravær
Kommunerne Lolland og Greve kan bryste sig af succes med at nedbringe sygefraværet. En systematisk indsats og fokus på ledernes rolle giver bonus, lyder det fra kommunerne.
Udgivet: 12/04/2021
"Vi har gennem mange år haft et stort fokus på at arbejde struktureret og systematisk med at skabe et bedre arbejdsmiljø. Både psykisk og fysisk."
Sådan siger Lolland Kommunes borgmester Holger Schou Rasmussen (S), når han forklarer, hvorfor Lolland Kommune er i top i Region Sjælland, når det gælder om at få et lavere sygefravær, end det man kan forvente.
I 2019 havde Lolland Kommune et sygefravær på 11,9 dag pr. medarbejder, mens det forventede tal var 13,1. Kommunens sygefravær er derfor 91,1% af det forventede. Det viser en ny benchmark-undersøgelse fra Indenrigs- og Boligministeriet.
Det gode resultat i benchmark-undersøgelsen hænger ifølge Holger Schou Rasmussen sammen med en række initiativer.
”Der er for eksempel oprettet et stort antal handleplaner, udviklet bedre analyser og ledelsesinformation, og et væld af initiativer er sat i værk, der på både kort og længere sigt skal være med til at skabe større trivsel og arbejdsglæde," siger Holger Schou Rasmussen i en pressemeddelelse.
Lolland Kommune har blandt andet sat fokus på dialog og på at udvikle en systematisk samtalemodel, der kan sikre, at alle perspektiver bliver belyst:
”Sygefravær er sjældent et isoleret problem. Det er derfor vigtigt, at vi forstår at tænke hele vejen rundt, og ikke kun forholder os til sygefravær, men også til vores arbejdsmiljø, kultur, værdier, redskaber og politikker på området”, forklarer Holger Schou Rasmussen.
Efter en periode med stigende fraværstal valgte Lolland Kommune i 2015 at sætte målrettet ind, og i 2016 fik kommunen en plads som nummer 12 på det statiske kontor KRL’s liste over det laveste sygefravær i de danske kommuner.
Greve har også succes
Bruger man andre tal end dem fra benchmark-undersøgelsen, så træder Greve Kommune frem. Således er kommunen den i Region Sjælland, der siden 2016 har forbedret sygefraværet mest. Samtidig har kommunen aktuelt det næstlaveste sygefravær af alle 17 sjællandske kommuner – kun overgået af Lejre Kommune - skriver A4 Arbejdsmiljø.
"I 2018 besluttede vi, at der skulle ske ændringer i forhold til sygefraværet. Vi har opkvalificeret vores ledere til at kunne håndtere sygefraværet bedre. De har fået værktøjer til at holde sygefraværssamtaler, og hvordan de kan blive bedre til at spotte tegn hos den sygemeldte, der kan blive til en langtidssygemelding," forklarer kommunaldirektør i Greve Claus Thykjær til A4 Arbejdsmiljø.Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37
Emner: Arbejdsmiljø, Sygefravær, Greve Kommune, Lolland Kommune, Personale, Personalepolitik







































