
De seneste fem år har direktørerne i Tønder Kommune i gennemsnit haft jobbet i knap tre år, inden de fandt andet arbejde. - Foto: Wolfgang Pehlemann (arkiv)
Forsker: Hyppige skift af kommunale ledere kan give hukommelses-besvær
Hvad betyder det for ledelsens arbejde i kommunerne, når direktører kommer og går i hastigt tempo? Det giver to forskere hver sit bud på med udgangspunkt i Tønder Kommune.
Udgivet: 12/04/2021
Først gik direktøren for teknik og miljø. Så gik direktøren for børn og skole, direktøren for pleje og omsorg og snart går også kommunaldirektøren.
Det er den virkelighed, medarbejderne i Tønder Kommune har oplevet på chefgangene den seneste tid, skriver JyskeVestkysten.
Faktisk har kommunens direktører de seneste fem år i gennemsnit blot siddet på deres post i to år og 11 måneder, skriver avisen.
Niels Opstrup, lektor på institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, siger, at det er relativt kort tid i jobbet, men han mener, at det er en generel tendens, at ansættelsesperioder på ledelses-niveau er blevet kortere i kommunerne:
“I de analyser vi har kigget på, kan vi ikke se et politisk mønster i udskiftningerne. Så den bedste forklaring er stadig, at det er noget med kompleksiteten og kravene, der stiger, plus at karrieresystemet ændrer sig, så det er mere normalt at skifte," siger Niels Opstrup til JyskeVestkysten.
Udover, at det er en forholdsvis bekostelig og tidstung affære for kommunen at sætte hyppige ansættelsesprocedurer i gang, siger Ulrik Kjær, professor på Institut for Statskundskab og Offentlig Forvaltning på Syddansk Universitet, så har det også andre konsekvenser:
“Der, hvor ulempen ligger, det er noget omkring historikken og kulturen. Man kan ende med en direktion, der ikke kender de sager, der ligger bare tre-fire år tilbage, og det vil i de fleste kommuner være et problem,” siger Ulrik Kjær til JyskeVestkysten.
Men Niels Opstrup slår fast, at det ikke nødvendigvis er dårligt med udskiftningerne i ledelsen, fordi der kan være "meget godt i at få nye ind med nye måde at gribe ting an på. Det er ikke et ideal, at der ikke er nogen udskiftning,” siger han til JyskeVestkysten.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37
Emner: Offentlig ledelse, Tønder Kommune, Forvaltning, Personale, Personalepolitik







































