
Det er slut med adgang for borgere til borgerservice og jobcenter i Struer Kommune om fredagen - begyndende fra i dag. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Besparelser får kommune til at lukke for borgerbesøg om fredagen
Struer Kommune lukker nu ned for både fysisk fremmøde og telefonisk kontakt om fredagen i borgerservice og jobcentret, så de to afdelingers medarbejdere i stedet kan gøre et indhug i sagsbunkerne.
Udgivet: 05/01/2024
I de fleste kommuner skal der kigges dybt i værktøjskassen for at finde steder at spare på udgifterne de kommende år.
Ændringen er en konsekvens af kommunens budgetforlig, hvor alle partier stod bag om en reducering af åbningstiden og medarbejderstaben, hvilket samlet skal spare kommunen omkring en million kroner.
"Vi skal spare og reducere åbningstiden. Det er derfor, at vi lukker om fredagen, hvor det ikke er muligt at få hjælp på kommunen. Men vi har stadig åbent fra mandag til torsdag, og det er stadig muligt at bestille tid i borgservice," siger afdelingsleder for borgerservice og ydelse i Struer Kommune Chalotte Nedergaard til avisen.
Hun fortæller, at fredag i forvejen var en stille dag med begrænset åbningstid på de to adresser, hvor de mest travle dage typisk er mandag og torsdag.
Lukningen om fredagen betyder ikke, at medarbejderne i afdelingerne går ned på en fire dages arbejdsuge, forsikrer hun:
"En anden forklaring på, at vi lukker om fredagen er at give medarbejderne mere tid til at sagsbehandle. Der er løbende kommet flere opgaver ikke mindst efter coronaen," siger Chalotte Nedergaard til Dagbladet Holstebro-Struer.
Sidst opdateret: 05/01/2024 - 13:14
Emner: Struer Kommune, Forvaltning







































