
De fleste kommuner med et forbedringspotentiale på ældreområdet er koncentreret omkring hovedstaden. - Foto: Illustration: Cepos, på baggrund af egne beregninger
Cepos: Disse kommuner har det største forbedringspotentiale på ældreområdet
På landsplan kan kommunerne ifølge tænketank formentlig spare over fem mia. kr. om året på ældreplejen, hvis de mindst effektive kommuner lader sig inspirere af de steder i landet, hvor borgerne får mere eller bedre pleje for pengene. Se her, hvor din kommuner står på listen - og om den kan inspirere andre.
Udgivet: 05/01/2024
Kommunerne kan spare flere milliarder kroner på ældreområdet, hvis man i hele landet tager ved lære af de mest effektive kommuner. Det konkluderer tænketanken Cepos i en ny analyse, hvor ældreudgifterne sammenlignes på tværs af kommune og holdes op mod den faktiske service og kvalitet af ældreplejen.
Cepos skriver, at kommunerne med "et forsigtigt skøn samlet set frigøre mellem 5,1 og 7,1 milliarder kroner i ældreplejen årligt uden at forringe serviceniveauet, hvis alle kommuner kom på niveau med de mest effektive sammenlignelige kommuner".
Beløb i det leje svarer til 10-14 procent af kommunernes samlede udgifter til ældrepleje.
Ud af de 16 kommuner, som Cepos finder mindst produktive på ældreområdet, ligger de 14 på Sjælland. Størst forbedringspotentiale i både procent og absolutte tal - 33 pct. og 1,36 milliarder kroner - har Københavns Kommune fulgt af Lyngby-Taarbæk, Herlev, Rudersdal og Helsingør, skriver tænketanken.
"Analysen peger bl.a. på, at en stribe velstående kommuner i hovedstadsområdet ikke får nær så meget ud af pengene til ældrepleje som en række mindre formuende, men i øvrigt sammenlignelige kommuner på f.eks. Fyn. Rudersdal Kommune kunne f.eks. frigøre 157 millioner kroner årligt, hvis man fulgte Nyborgs, Nordfyns og Svendborgs måde at drive ældreområdet på. Et forbedringspotentiale på 24 procent", skriver Cepos i en pressemeddelelse.
De mest effektive kommuner, som andre kommuner hyppigst kan søge inspiration fra, er Svendborg, Nordfyn, Nyborg, Assens og Lejre (se listen nederst i artiklen).
I 27 kommuner er der ikke anført noget forbedringspotentiale. For alle andre kommuner angiver Cepos, hvilke kommuner der kunne give inspiration. Ud af analysen kan man ikke udlede, hvad byråd, direktører og ældrechefer skal gøre anderledes for at forbedre effektiviteten og opnå mere service for pengene.
”Det vil variere fra kommune til kommune, hvad der skal laves om. Fastlæggelsen af de konkrete tiltag kan kun ske ved, at kommunerne med et forbedringspotentiale besøger og henter inspiration fra de mest effektive sammenlignelige kommuner,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i Cepos,
Potentiale for at undgå sygehusbesøg
Et af parametrene er forebyggelige indlæggelser - altså indlæggelser på grund af sundhedstilstande, som man med god pleje ville have større sandsynlighed for at undgå. Cepos finder, at der i cirka tre fjerdedele i kommunerne er et potentiale for at nedbringe antallet af denne slags indlæggelser.
"Hvis kommunerne blev mere effektive, kunne de eksempelvis forhindre omkring 22.000 indlæggelser af borgere over 67 år på sygehus på grund af f.eks. et slagtilfælde, væskemangel eller forstoppelse. Det gennemsnitlige antal forebyggelige indlæggelser kunne reduceres fra 61 til 42 per 1.000 borgere over 67 år", udtaler Karsten Bo Larsen i pressemeddelelsen.
Fakta om undersøgelsen
1) Ældreudgifter per borger over 67 år - data er fra kommunernes regnskaber - i analysen har Cepos trukket tal fra hovedkonto 5.30.
2) Et indeks for plejebehov - bestående af aldersfordelingen blandt de ældre, sundhedstilstand, køn, herkomst, uddannelse, gennemsnitlig indkomst og beskæftigelsesstatus fra da borgeren var 55-59 år, parforhold, og om borgeren har børn.
... og disse fire output-parametre:
1) Plejehjemsbeboere per 67+-årig
2) Antal timer med hjemmehjælp om ugen per 67+-årig
3) Antal dage med hjemmesygepleje per 65+-årig
4) Antal +67-årige i forhold til forebyggelige indlæggelser
Forebyggelige indlæggelser er af Danmarks Statistik defineret som indlæggelser, hvor den primære diagnose er: slagtilfælde, væskemangel, forstoppelse, lungebetændelse, blærebetændelse, KOL, hjertesvigt, tarminfektion, knoglebrud, blodmangel og gigt.
Herunder ses Cepos' liste over kommunernes effektivitet på ældreområdet. De fem mindste ø-kommuner (Fanø, Læsø, Samsø, Ærø og Langeland) indgår ikke i sammenligningen. I listens øverste 27 kommuner drives ældreområdet så effektivt, at Cepos ikke anfører noget forbedringspotentiale.


Sidst opdateret: 05/01/2024 - 14:11
Emner: Ældrepleje








































