Johan Brink Jensen har repræsenteret Socialdemokratiet i byrådet på Fanø i 22 år, men nu er det slut. Her ses han med daværende partiformand og statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Johan Brink Jensen har repræsenteret Socialdemokratiet i byrådet på Fanø i 22 år, men nu er det slut. Her ses han med daværende partiformand og statsminister Helle Thorning-Schmidt. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)

Efter speget spil om formandspost: Fanø-veteran bliver løsgænger

Johan Brink Jensen, der i oktober var med til at bryde konstitueringsaftale for at undgå overdragelse af sin formandspost midt i valgperioden, forlader Socialdemokratiet.

Udgivet: 05/01/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Efter 22 år i Fanø Byråd for Socialdemokratiet har Johan Brink Jensen valgt at melde sig ud af partiet og fortsætte som løsgænger. Beslutningen er offentliggjort, efter at lokalforeningen i ugerne op til jul og dagene efter nytår har gjort flere forgæves forsøg på at overbevise veteranen om at blive, skriver JydskeVestkysten.

Johan Brink Jensen begrunder sit farvel til partiet med faldende opbakning på de indre linjer.

"Den gode opbakning, der har været til min ledelse af bestyrelsesarbejdet samt det politiske arbejde på Fanø, som i øvrigt har givet medlemsfremgang de seneste to år, har været vigende det seneste halve år. Det tager jeg nu konsekvensen af. Mit socialdemokratiske sindelag er der ikke ændret på. Derfor vil jeg ønske partiet og vælgerforeningen på Fanø alt det bedste fremover", skriver Johan Brink Jensen i en pressemeddelelse ifølge JydskeVestkysten.

I byrådet repræsenteres Socialdemokratiet nu kun af partihopperen Mille Renée, der tidligere i valgperioden forlod borgmesterpartiet Radikale Venstre.

I 14 år har Johan Brink Jensen været formand for kommunens Social- og Sundhedsudvalg. Egentlig var det meningen, at han ved årsskiftet skulle afgive formandsposten til Radikale Venstres Melissa Gilroy. Men denne aftale fra konstitueringsforhandlingerne annullerede S og V i slutningen af oktober, efter Radikale Venstre trak støtten til et byggeprojekt i klitlandskabet.

”Da vi lavede konstitueringsaftalen, var dette blevet aftalt, fordi vi gerne vil en glidende overgang til et yngre byråd. Det var vi enige om, var en god ide. Det synes man åbenbart ikke mere”, sagde borgmester Frank Jensen (RV) ved den lejlighed.

Læs også:
S og V river konstitueringsaftale i stykker efter afvisning af Bjarke Ingels-projekt

Som løsgænger står Johan Brink Jensen altså til at fortsætte som udvalgsformand, men hvis der er flertal i udvalget for en anden formand, kan han blive væltet - sådan som det for nylig foregik i Mariagerfjord Kommune.

Læs også:
Borgmesterparti fjerner endnu en formand - en tredje afstemning er på vej

Socialdemokratiet står ikke stærkt på Fanø. De seneste tre valg har kun givet ét mandat i ø-kommunens byråd, som består af 11 medlemmer.

Siden kommunalreformen i 2006 har borgmesterposten tilhørt Venstre, Alternativet og Radikale Venstre. Inden da havde Fanø konservative borgmestre igennem årtier.

FAKTA - Fanø Byråd

Fanø Byråd har 11 medlemmer. Mandaterne er fordelt på denne måde:

Radikale Venstre: 3

Det Konservative Folkeparti: 3

Venstre: 2

Socialdemokratiet: 1

Enhedslisten: 1

Løsgænger Johan Brink Jensen: 1

Sidst opdateret: 05/01/2024 - 12:14

Emner: Fanø Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]