
DF'eren Inge Messerschmidts (i midten) medlemsforslag om at hejse Israels flag foran Frederikssund Rådhus som en sympatierklæring blev taget af dagsordenen efter opfordring fra borgmester Tina Tving Stauning (S). Morten Messerschmidt (DF) bringer nu sagen videre til to ministre. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix - Frederikssund Kommnue
Partileder involverer to ministre i byråds afvisning af Israel-flagning foran rådhus
Morten Messerschmidt (DF) har stillet ministerspørgsmål for at kaste lys over, om byrådet i Frederikssund agerede korrekt, da et medlemsforslag fra hans mor, Inge Messerschmidt, blev taget af dagsordenen i november.
Udgivet: 04/01/2024
I november blev et medlemsforslag fra byrådsmedlem Inge Messerschmidt (DF) taget af dagsordenen på byrådsmødet i Frederikssund. Hun ønskede at hejse det israelske flag foran rådhuset, sådan som man i 2022 havde gjort med Ukraines flag, men på borgmester Tina Tving Staunings (S) anmodning vedtog et flertal ikke at behandle forslaget.
Det var ikke et kommunalt anliggende, lød argumentationen, men denne forklaring havde DF-politikeren svært ved at acceptere. Hendes søn, Morten Messerschmidt (DF), bragte inden jul flagsagen til Christiansborg ved at sende udvalgsspørgsmål til justitsminister Peter Hummelgaard (S) og indenrigsminister Sophie Løhde (V).
"Vil ministeren oplyse, hvorfor det er i overensstemmelse med kommunalfuldmagten at flage med det ukrainske flag, men ikke at flage med det israelske flag?", lyder spørgsmålet fra DF-partilederen til indenrigsministeren.
I byrådssalen i Frederikssund argumenterede Inge Messerschmidt for, at der var en lokal forbindelse, og at flagning ville have "en vis nytte for kommunens borgere".
"Det her var sådan set et ønske om at vise sympati for de jøder, der bor i Frederikssund i forhold til de grusomheder, som også herboende jøder oplever", forklarede Inge Messerschmidt, der understregede, at byrådsmedlemmerne på ingen måde skulle tage stilling til krigen i Mellemøsten.
Tina Tving Stauning havde forinden opfordret byrådsmedlemmerne til at afvise medlemsforslaget.
"Det er korrekt, at ethvert medlem af et byråd kan anmode om at få en anmodningssag behandlet på et byrådsmøde. Men det skal være et kommunalt anliggende. Derfor er det også en pligt som mødeleder og borgmester at fortælle jer, at jeg mener, vi er nødt til at afvise anmodningen i forhold til at behandle den på dagsordenen", sagde borgmesteren.
Hendes argument var, at byrådet ikke kan behandle sager, som ikke er lokale, men anses for at være udenrigspolitiske forhold. Hun forklarede også, hvorfor krigen i Gaza adskiller sig fra Ukraine, når det kommer til flagning foran rådhuse.
"Det var jo en opfordring fra regeringen med opbakning fra et bredt flertal i Folketinget. Sådan en opfordring ligger der ikke fra Folketinget eller vores regering i dag", sagde Tina Tving Stauning.
Et flertal i Frederikssund Byråd bestående af S, SF, RV, EL og SocialLiberale stemte for, at punktet ikke kunne optages på dagsordenen, mens de blå partier enten undlod at stemme eller stemte imod.
Efterfølgende har Inge Messerschmidt ønsket at få borgmesteren til at uddybe det juridiske grundlag bag indstillingen. I byrådssalen henviste Tina Tving Stauning til kommunestyrelsesloven paragraf 2 jævnfør Grundlovens paragraf 82 (se nederst). Nøglebegrebet er "kommunernes anliggender", som ikke defineres nærmere i de to paragraffer.
"Jeg er dog stadig undrende over, at der (er) forskel i forhold til det udenrigspolitiske ved at flage med det israelske flag og så det ukrainske. Hvordan kan det gøre en forskel på det udenrigspolitiske aspekt bare fordi statsministeren opfordrer? Det gør vel ingen forskel i forhold til kommunalfuldmagtsreglerne", skrev Inge Messerschmidt i december i en mail til Tina Tving Stauning om den sondring, som indenrigs- og justitsministeren nu skal forholde sig til.
Korrespondancen mellem de to Frederikssund-politikere er vedlagt af Morten Messerschmidt som bilag i spørgsmålet til Sophie Løhde.
Fakta: Lovgrundlaget om kommunernes anliggender
Kommunestyrelseslovens § 2, stk. 1. Kommunernes anliggender styres af kommunalbestyrelser, der vælges efter reglerne i lov om kommunale og regionale valg.
Grundlovens § 82: Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov.
I Albertslund Kommune, hvor et forslag om at sende en appel om våbenhvile til regeringen blev behandlet i kommunalbestyrelsen, selvom borgmester Steen Christiansen (S) frarådede det, blev det i et juridisk notat uddybet, hvordan kommunen fortolkede ovenstående paragraffer:
"Det følger af kommunestyrelseslovens § 2, stk. 1, at kommunernes anliggender styres af kommunalbestyrelser. Med anliggender forstås de opgaver som kommunen løser eller lovligt kan løse. Definitionen af "kommunernes anliggender” er fastsat i grundlovens § 82. Heraf fremgår, at ”Kommunernes ret til under statens tilsyn at styre deres anliggender ordnes ved lov”.
Ifølge det juridiske notat fra Albertslund Kommune uddybes betydningen i kommentarerne til paragraf 2 i kommunestyrelsesloven:
"Af kommentaren til KSL 1§ 2 p. 96 ff. fremgår følgende: 'Kommunernes anliggender er dermed først og fremmest afgrænset i den skrevne lovgivning. Dels således at opgaver udtrykkeligt er henlagt til kommunerne, dels således at det af lovgivningen, som tildeler andre – statslige myndigheder eller private – opgaver, modsætningsvis kan fremgå, at kommunerne ikke er beføjet til at varetage disse opgaver'."
Sidst opdateret: 04/01/2024 - 11:33
Emner: Frederikssund Kommune







































