Både affald og strandingsgods er velkomment i strandkasserne, som tilses og suppleres efter behov. Her er det konsulent i Jammerbugt Kommune, Bettina Brøndum Andersen og strandfoged Andreas Mogensen Rasmussen, som præsenterer.

Både affald og strandingsgods er velkomment i strandkasserne, som tilses og suppleres efter behov. Her er det konsulent i Jammerbugt Kommune, Bettina Brøndum Andersen og strandfoged Andreas Mogensen Rasmussen, som præsenterer. - Foto: Jammerbugt Kommune

Container-uheld: Oprydning fortsætter til lands og vands

Jammerbugt Kommune tømmer strandkasserne dagligt og takker fortsat for en hjælpende hånd med opsamling af eventuelt affald rundt om på stranden. På havet arbejdes der for en kortlægning under overfladen.

Udgivet: 04/01/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Strandfogeder, en maskinstation og Jammerbugt Kommunes Vej og Park afdeling melder om endnu en dag med afsluttet strandrensning og p.t. rent strandområde efterstormen Pia fik revet i alt 46 containere ud i havet fra et Mærsk-containerskib. Heraf har fire altså nået strandkanterne i det nordvestjyske.

Det kan dog ikke afvises, at der kan gemme sig små stykker affald eller emballage rundt om i

klitterne og længere inde i landet. Forventningen er desuden, at der i den kommende tid løbende

vil skylle mere indhold fra de tabte containere i land.

Derfor opfordrer kommunen borgerne til at tage en tørn eller blot medbringe en affaldspose på gåturen, og komme af med affaldet i de såkaldte strandkasser, som kommunen i disse dage tømmer dagligt og supplerer med ekstra beholdere på deres spot, hvis der er behov for det.

Der er 17 strandkasser fra Bulbjerg Strand til Nr. Lyngby Strand, og de er fortrinsvist placeret ved nedkørsler til stranden. Det indsamlede affald bliver sorteret eller destrueret efter gældende regler. Al hjælp er stadig meget velkommen, lyder det fra konsulent i Jammerbugt Kommune afdeling for plan og miljø, Bettina Brøndum Andersen i en meddelelse:

”Vi knokler selv for at komme i mål med oprensningen og sætter stor pris på enhver hjælp. Alt hvad der havner i strandkasserne, forsvinder fra naturen, så jo mere jo bedre. Forhåbentlig kan vi

hurtigt få et helt rent strandområde igen”.

I havet har Mærsk siden 25. december haft et bjærgningsfartøj i området, som nu er kaldt hjem,

idet undersøgelser viser, at flydende containere for længst ville være skyllet i land.

Størstedelen af de 42 containere, som ikke er fundet på land, står altså sandsynligvis på

havbunden. For at finde dem, har Mærsk hyret eksperter fra et hollandsk firma to

såkaldte survey-fartøjer, som kan scanne havbunden. Fartøjerne er netop ankommet. Arbejdet

med at scanne havbunden er dog følsomt for vejr og vind, og snestormen som er varslet i denne

uge, kan forsinke arbejdet.

De to survey-skibe vil scanne det område, hvor containerne faldt i vandet og det område, hvor

blandt andre fiskerne fra Thorupstrand arbejder. Området for uheldet vil det tage cirka to uger at få et overblik i, og i området for fiskeri vil tage endnu længere tid at finkæmme, oplyser Mærsk.

Miljøminister, Magnus Heunicke (S) planlægger at mødes med Mærsk med krav om en køreplan for eventuelle lignende tilfælde i fremtiden.

”Vi kan ikke have, at næste gang, der skyller noget op, at vi så igen skal gå og håbe på, at lokale tager en tørn,” siger han til DR.

Borgmester Mogens Christen Gade hilser initiativet velkommen, men roser i samme åndedrag Mærsk for deres tilgang til at rette op på de skader, der er sket i denne omgang.

De løbende møder, der er aftalt mellem strandfogederne, Mærsk og Jammerbugt Kommune, fra nu af og til oprydningen er endeligt afsluttet skal følge op på de indgåede aftaler, som går på, at Mærsk står med ansvaret for oprydningen i havet, langs kysten og i klitterne samt betalingen for den, ligesom virksomheden går ind i en kompensation for de tab, som fiskerne lider.

Sidst opdateret: 04/01/2024 - 12:08

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]