Der kommer hverken israelske eller palæstinensiske flag op foran rådhusene i Frederikssund eller Høje-Taastrup, sådan som henholdsvis Dansk Folkeparti og Radikale Venstre ønskede. Begge steder blev forslagene pillet af dagsordenen.

Der kommer hverken israelske eller palæstinensiske flag op foran rådhusene i Frederikssund eller Høje-Taastrup, sådan som henholdsvis Dansk Folkeparti og Radikale Venstre ønskede. Begge steder blev forslagene pillet af dagsordenen. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix; Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix; Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

På dagsordenen eller ej? Kommuner har håndteret forslag om Gaza og Israel forskelligt

Fire sjællandske byråd har i november behandlet medlemsforslag om markeringer af krigen i Mellemøsten - med vidt forskellige udfald.

Udgivet: 05/12/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

De forfærdelige blodsudgydelser i Israel og Palæstina har engageret mange danskere - også kommunalpolitikere, der har forsøgt at trække krigen ind i byrådssalene. Forslag om udenrigspolitiske markeringer knyttet til konflikten i Mellemøsten er blevet håndteret forskelligt i kommunerne, viser NB-Kommunes gennemgang.

I Albertslund Kommune trodsede et politisk flertal 14. november borgmesterens indstilling og anbefalingen i et juridisk notat om at fjerne et punkt fra dagsordenen. Derfor sendte Steen Christiansen (S) i sidste uge et brev fra kommunalbestyrelsen i Albertslund til statsministeren med en opfordring om at skifte politisk kurs "og tilslutte sig FN's opfordring til våbenhvile".

Læs også:
Borgmester har modvilligt sendt appel til statsministeren

En tilsvarende juridisk vurdering, som Albertslund-politikerne modtog, fik Høje-Taastrups byråd til at pille to medlemsforslag af dagsordenen - om flagning med det palæstinensiske flag foran rådhuset og boykot af israelske varer. Emil Viskum fra Enhedslisten, der havde stillet et af forslagene sammen med SF, var utilfreds med, at Høje-Taastrup Kommunes indkøbspolitik og flagning foran rådhuset af borgmester Michael Ziegler (K) og kommunens jurister blev kategoriseret som udenrigspolitik.

"Byrådet bør se bort fra notatet og ikke ødelægge den demokratiske debat, som er grundpillen i vores folkestyre, og som er sat helt lovligt på dagsordenen", sagde Emil Viskum (EL), forgæves, under debatten.

Et delforslag om at finde en venskabsby i Palæstina kunne godt optages på dagsordenen i Høje-Taastrup, besluttede flertallet, som oversendte denne idé til næste års budgetforhandlinger,

Læs også:
Ekspert efter Gaza-appel i byråd: Ikke utænkeligt med bøder til politikerne

Israelske farver til afstemning

Også markeringer til fordel for Israel har fundet vej til mødesalene. I København debatterede Borgerrepræsentationen 2. november et forslag fra De Konservative og Dansk Folkeparti om at oplyse Københavns Rådhus i de blå/hvide israelske farver. Trods den udenrigspolitiske forbindelse blev der ikke stemt om, hvorvidt forslaget skulle fjernes fra dagsordenen.

Rådhuset blev dog aldrig oplyst i israelske farver, da K, V og DF ikke kunne mønstre et flertal. Heller ikke Socialdemokratiets ændringsforslag om at oplyse rådhusfacaden med en fredsdue "for at vise sympati med ofre og deres pårørende efter Hamas uhyrlige terrorangreb" gennemførtes. idet Enhedslisten, De Radikale, SF, Alternativet og Liberal Alliance stemte imod alle markeringer på rådhusfacaden.

En uge efter byrådsmøderne i Albertslund og Høje-Taastrup foreslog Dansk Folkepartis medlem i Frederikssund, Inge Messerschmidt, at hejse Israels flag foran rådhuset. Idéen var at sidestille det israelske flag med det ukrainske og vise "vores støtte med Israel, som vi gjorde med Ukraine", lød det i forslaget. Her blev forslaget afvist ved mødets indledning. Flertallet i Frederikssund Byråd bestående af S, SF, RV, EL og SocialLiberale besluttede nemlig, at punktet ikke kunne optages på dagsordenen, da det "vedrører et udenrigspolitisk forhold".

Ikke kommunalbestyrelsens opgave

Hvis kommunerne lægger sig på linje med regeringens politik, har kommunerne et handlerum. Blandt andet derfor har det været i orden at hejse det ukrainske flag ved landets rådhuse.

I den kommunale styrelseslov nævnes udenrigspolitik ikke direkte, men i noterne, der anviser eksempler på fortolkningen af paragrafferne, fremgår det ifølge den juridiske vurdering fra Albertslund Kommune, at:

"Det er ikke en kommunalbestyrelses opgave at beskæftige sig med udenrigspolitiske forhold eller at fremkomme med meningstilkendegivelser om rigspolitiske forhold eller at fremkomme med meningstilkendegivelser om forhold, der ikke vedrører kommunens eller kommunalbestyrelsens beføjelser….. Kommunalbestyrelsens afgørelse om, hvor vidt et spørgsmål hører under kommunalbestyrelsens kompetence, kan forelægges tilsynsmyndigheden eller indbringes for domstolene, der træffer endelig afgørelse i spørgsmålet".

Der er præcedens fra tidligere sager, og grænserne er ikke altid lige klare. For eksempel vurderede Økonomi- og Indenrigsministeriet i 2014, at Aarhus Kommune havde lov til at boykotte varer fra de besatte områder på Vestbredden, da Israel her overtræder internationale konventioner og FN-resolutioner.

"Henset til, at kommunerne på dette område handler i overensstemmelse med den udenrigspolitiske tilkendegivelse, Folketinget er fremkommet med" vurderede ministeriet, at "kommuner ikke er afskåret fra i deres indkøbspolitik at fastsætte, at de ikke indkøber varer fra besatte områder på Vestbredden," fremgår det af et svar fra daværende indenrigsminister Morten Østergaard (RV). Vareboykotten blev dog aldrig formelt besluttet i Aarhus.

Sidst opdateret: 05/12/2023 - 11:28

Emner: Albertslund Kommune, Frederikssund Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Københavns Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]