Lolland Kommune nægter at give op. Efter at have tabt en principiel sag i Landsretten om, hvem der skal betale for to dømte grønlænderes nye kriminalitet i Danmark, tager kommunen nu kampen op i Højesteret.

Der er nemlig tale om en principiel sag, der har store konsekvenser for alle landets kommuner, der i forvejen er økonomisk pressede.

Kort fortalt drejer sagen sig om tre grønlandske borgere med udviklingshæmning, der blev dømt og derfor placeret i Danmark. Det er helt efter bogen, da der i Rigsfællesskabet er en fast aftale om, at en borger kan blive sendt på en institution i Danmark i de situationer, hvor institutionerne i de øvrige dele af Rigsfællesskabet ikke kan håndtere borgen.

Problemet opstår, når borgerne begår ny kriminalitet. Så sker der nemlig det, at den nye dom overskrider den grønlandske dom. Det betyder i praksis, at den kommune, som borgeren opholder sig i, både bliver handleforpligtet og økonomisk forpligtet overfor borgeren.

Derfor har den grønlandske kommune Sermersooq stævnet Lolland og Randers kommuner og sendt en regning til Slagelse Kommune.

Det, der gør sagen principiel, er, at alle kommuner i princippet vil kunne blive ramt, hvis en anbragt borger begår ny kriminalitet under et ophold på en institution, der tilfældigvis befinder sig i den pågældende kommune.

For det er den kommune, hvor borgeren opholder sig, når den nye dom bliver afsagt, der bliver betalingskommunen. Ikke den kommune hvor borgeren har begået kriminalitet.

Det gør en kommune som Lolland særligt udsat, da institutionen Kofoedsminde ligger netop her. Det er en landsdækkende specialinstitution for voksne, domsanbragte udviklingshæmmede.

Lolland nægter at betale

I Lolland Kommune mener man, at det er Sermersooq, der har betalingsforpligtigelsen for de to af borgerne, der er anbragt i Lolland Kommune. Og derfor tager kommunen kampen op.

For Thomas de Richelieu, der er direktør i kommunen, er der to elementer på spil.

"Det ene handler om betalingsforpligtigelsen, der tilfalder den tilfældige kommune, hvor borgeren opholder sig. Vi mener, at de mellemkommunale regler, der glæder mellem danske kommuner - og faktisk også mellem grønlandske kommuner - også må gælde i Rigsfællesskabet, og dermed mellem Grønland og Danmark," siger han til NB-Social og fortsætter:

"Ellers udsætter det de kommuner, der har en institution liggende, for en helt urimelig risiko, de ikke kan påvirke. Og det giver Grønland incitament til at eksportere sociale problemer til Danmark."

Det andet element drejer sig om retssikkerheden for de dømte grønlændere, der med Thomas de Richelieus ord efterlades i et retstomt område og blandt andet ikke har mulighed for at få besøg af familien.

Landsretten så dog anderledes på sagen og gav ikke kommunen medhold. For med dommen i Danmark blev de to grønlandske borgeres foranstaltning ophævet. Det betyder, at den strafferetlige hjemmel for anbringelserne herefter alene var den danske dom.

Fra Lolland Kommunes side lyder vurderingen, at Landsretten glemmer den socialretlige foranstaltning, der sker om følge af borgernes funktionsnedsættelse.

Sagen er nemlig den, at ifølge kommunen ville situationen slet ikke være opstået, havde borgerne ikke haft de pågældende funktionsnedsættelser, fordi borgerne så ikke ville være blevet anbragt i Danmark, da Grønland ikke har egnede institutioner.

Derfor har sagen fundet vej til Højesteret, der mandag 8. januar havde en offentlig høring. Højesteret har meddelt, at der vil falde dom tirsdag 16. januar klokken 12.