
"Så længe opfordringen til at holde børnene hjemme gælder, er der et klart argument for at tilbagebetale," mener FOLA's formand, Signe Nielsen. - Foto: Forældrenes Landsorganisation
Formand: Forældrene fortjener at blive kompenseret
Så længe regeringen anbefaler, at børn holdes hjemme, bør kommunerne kompensere de forældre, der agerer børnehavepædagoger uden at få noget for det. Det mener Forældrenes Landsorganisation.
Udgivet: 17/02/2021
Med undtagelse af en håndfuld kommuner i hovedstadsområdet, er der ikke udsigt til, at forældre, som følger regeringens anbefaling og holder deres børn hjemme fra dagtilbuddene, kan blive kompenseret for den tabte børnepasning.
Det viser en rundspørge, som NB-Kommune har lavet med de ansvarshavende udvalgsformænd fra 14 kommuner uden for Region Hovedstaden, hvoraf ingen giver udtryk for, at en kompensationsordning er i støbeskeen.
Og det vækker harme i Forældrenes Landsorganisation (FOLA), der repræsenterer forældre med børn i institutioner:
"Selvom smittetrykket er faldet, er personalet i dagtilbuddene fortsat enormt presset. Det kan gøre det svært at holde børnene opdelt i små grupper, som er en nødvendighed for at holde smitten nede. Derfor er det en god idé at kompensere forældre for at holde deres børn hjemme, så institutionerne kan opretholde de små grupper på trods af arbejdspresset," siger FOLA's formand, Signe Nielsen, til NB-Kommune.
Signe Nielsen lægger derudover vægt på, at det for de hjemmegående forældre kan betyde meget at få de 2.500-4.300 kr. tilbage, som en institutionsplads koster, da pengene kan bruges til at gøre hverdagen med små børn i hjemmet lettere.
I NB-Kommunes rundspørge peger flere udvalgsformænd på, at institutionerne stadig holder åbent, og at det derfor i sidste ende er op til forældrene selv, om de ønsker at følge den nationale anbefaling og holde børnene hjemme. Dette argument køber Signe Nielsen dog ikke:
"Selvfølgelig er det op til forældrene selv. Men staten kom ikke desto mindre med en opfordring om at holde børnene hjemme, som ikke er blevet trukket tilbage. Og så længe den opfordring gælder, er der et klart argument for at tilbagebetale," siger hun.
De eneste, der ikke har fået en hjælpepakke, er forældrene
De adspurgte udvalgsformænd lægger derudover vægt på, at kompensationen er urealistisk, da den skal finansieres på kommunalt plan. Forældrene bør derfor vise samfundssind, lyder det blandt andet fra Lars Vigsø (S), der er formand for Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget i Middelfart Kommune. Han påpeger, at han ikke selv kunne drømme om at kræve kompensation fra sin idrætsforening, selvom han ikke har brugt den under nedlukningen.
Heller ikke dette argument køber FOLA's formand:
"Det her handler ikke om en frivillig forening. Vi har betalt hjælpepakker til rigtig mange, og de eneste, der ikke har fået en hjælpepakke, er forældrene. De har leget børnehavepædagoger gennem næsten et år uden at få noget for det. Jeg synes, det er usmageligt at sammenligne det med det frivillige foreningsliv," siger Signe Nielsen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Børnehaver, Vuggestuer








































