Byrådet i Solrød har midt i valgperioden vedtaget omfattende ændringer af både den politiske og administrative struktur.

Byrådet i Solrød har midt i valgperioden vedtaget omfattende ændringer af både den politiske og administrative struktur. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Vrede hos V: Byråd ryster posen - både politisk og administrativt

Efter en omkonstituering er fem politiske udvalg blevet til fire i Solrød Kommune. Med den nye styrelsesvedtægt mindskes politikernes vederlag med over 180.000 kroner, og det rammer særligt ét parti.

Udgivet: 21/12/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Besparelser på dem selv var et af de redskaber, politikerne i Solrød tog i brug ved budgetforhandlingerne for at bringe kommunens udgifter ned.

På byrådsmødet onsdag blev ændringerne ført ud i livet. To udvalg blev lagt sammen, så den østsjællandske Kommune fremover blot har tre politiske fagudvalg ud over økonomiudvalget.

Overgangen til den nye struktur krævede, at udvalgene skulle bemandes fra bunden, da lokallisten VoresSolrød havde anmodet om en ny konstituering. Partierne fik derfor lejlighed til at indmelde nye valggrupper, og med disse blev de nye udvalgsmedlemmer fundet på onsdagens byrådsmøde.

Læs også:
Nedlægger udvalg - stoleleg på vej i sjællandsk kommune

Det er endnu ikke formelt vedtaget, hvem der skal have formandsposterne i de tre tilbageværende fagudvalg. Hidtil har to udvalgsformandsposter tilhørt Venstre, mens Konservative og Liberal Alliance har haft en udvalgsformand (plus borgmester Emil Blücher i Økonomiudvalget).

Sorteper bliver Venstre, der var med til at indgå budgetaftalen og træffe beslutningen om at nedlægge udvalg. Dengang stod det ikke klart, hvordan kortene ville blive blandet.

Viceborgmester Niels Hörup (V) skriver på Facebook, at han føler sig snydt af borgmester Emil Blücher (LA), som venstremanden mener er løbet fra den oprindelige konstitueringsaftale.

"Venstre blev smidt ud, vi mistede 2 udvalgsformandsposter, mit viceborgmestervederlag halveres til det formentlig laveste i Danmarks 98 kommuner, og som kronen på kronen på værket, mister Venstre 2 udvalgsposter. Det er politisk skammeligt at løbe fra en konstitueringsaftale i et tempo, hvor selv en galophest ikke kan følge med", skriver Niels Hörup (se hele hans opdatering nederst).

Han oplyser, at Venstre - efter det stod klart, hvad omkonstitueringen ville få af konsekvenser - gik sammen med Socialdemokratiet om en valggruppe, hvilket kostede Venstre et par udvalgsposter.

Sådan spares på vederlagene

Borgmester Emil Blücher har vidst, at den nye konstituering kunne blive en svær proces, men har hele tiden fastholdt, at intentionen alene var at spare penge og skabe en mere optimal udvalgsstruktur.

”Når vi kommer til at stå på mødet, bliver vi tvunget til at tage stilling til, hvem der skal have hvilke poster. Men det (fordelingen af poster, red.) har ikke været det drivende”, har borgmester Emil Blücher tidligere fortalt NB-Kommune.

Drivkraften har derimod været ønsket om økonomien. Med den nye struktur reduceres vederlagene til udvalgsformænd til 59,5 procent af borgmestervederlaget. Hidtil har formandsvederlagene udgjort 73,5 procent. Det giver en årlig besparelse på godt 130.000 kroner. I forbindelse med budgetaftalen halverede Solrød-flertallet samtidig viceborgmesterens vederlag fra 10 til 5 procent af borgmesterens, og det sparer kommunen yderligere 46.500 kroner om året.

Det nye udvalg er en sammenlægning af Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget samt Natur-, Klima- og Planudvalget. Det får navnet Kultur- og naturudvalget. Alle fire udvalg har som noget nyt syv medlemmer.

Den styrelsesvedtægt, der blev vedtaget onsdag, indebærer også, at politikerne ikke længere kan indkalde stedfortrædere ved kortere fravær (1 måned er sat som grænsen). Herved sparer Solrød Kommune på udbetaling af diæter ved udvalgs- og byrådsmøder.

Ny administrativ model

En ny organisationsstruktur for cheflaget blev også vedtaget onsdag. Kommunen overgår til en struktur med seks fagcentre og tre tværgående centre.

"Siden organiseringen af kommunen sidst blev ændret grundlæggende, er vi blevet 25 procent flere borgere, og vi har som kommune fået nogle helt andre og mere komplekse arbejdsopgaver, end vi havde førhen. Det er derfor på rette tid at ryste posen og sikre bedre sammenhæng mellem, hvilke opgaver der skal løses, hvem der løser dem, og hvordan opgaverne løses", udtaler Emil Blücher i en meddelelse fra kommunen.

Det er målet med den nye model at kunne drive kommunen med færre chef- og lederstillinger. Med den vedtagne struktur, der træder i kraft i februar, kan byrådet - ifølge pressemeddelelsen - sætte et delvist flueben ud for endnu en beslutning fra budgetaftalen - nemlig aftalens punkt om at spare på "tværgående organisering, lokaleoptimering mv.", som det hedder. Målet er at spare 1 mio. kr. i 2024, 2 mio. kr. i 2025 og 2026 og 4 mio. kr. i 2027.

Den nye struktur medvirkede til, at byrådet tog afsked med en direktør i november, da det blev vurderet, at kommunen har brug for en anden profil. Byrådet har igangsat arbejdet med at finde en ny direktør, der skal have ansvaret for to af de nye centre - Center for By og Bæredygtighed og Center for Kultur og Fritid.

Læs også:
Byråd afskediger direktør - organisatoriske forandringer på vej

Sidst opdateret: 21/12/2023 - 12:38

Emner: Politik, Solrød Kommune, Byråd

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]