
Det er ikke usædvanligt, at kolonihaveejere i forbindelse med de nærgående kontroller, selv erkender, at de bor ulovligt i kolonihaven. Men kommunen understreger, at der er er mange kolonihaveejere, der overholder reglerne til punkt og prikke. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kommune afslører kolonihave-snyd i massevis: Mange er 'ganske velhavende'
Med hjælp fra politi og vagter rykker Ballerup Kommune ud på uanmeldte kontrolbesøg i kolonihaverne i julemåneden, hvor det er forbudt at bo i kolonihaven. Kontrollerne, der har sparet kommunen millioner af kroner, afslører desuden snyd med f.eks. overførselsindkomster.
Udgivet: 21/12/2023
I Ballerup Kommunes 3.000 kolonihaver foregår der mere snyd, end kommunens kontrollanter havde regner med, da de begyndte kontrolrunderne.
Kommunens indsats har ifølge kommunen givet indblik i alvorlige tilstande i mange kolonihavehuse. Det skriver Sjællandske Nyheder.
"En ting er, at man har et hus, der er lidt for stort, eller at man bor nogle dage i huset, hvor man ikke skal bo der. Det må man ikke, men det er ikke det værste. Kernen i vores indsats har hele tiden været at komme ulovlig beboelse til livs, og det er det stadig," siger Steen Pedersen, centerchef for by, erhverv og miljø i Ballerup Kommune. Han fortsætter:
"Vi har afsluttet 149 sager igennem årene. I 41 procent af tilfældene er der opstået sager i kølvandet, hvor vi kan dokumentere skattesnyd, uberettigede ydelser og den slags. Det er meget, og det overrasker os," siger Steen Pedersen.
Ifølge indsatsens resultater er der eksempler på sager om snyd med skat, befordringsfradrag, fleksløntilskud, kontanthjælp, ressourceforløbsydelse, SU, sygedagpenge, tilskud til enlige forsørgere og børnetilskud.
De mange sager ryster formand for Klima- og Miljøudvalget, Hella Tiedemann (S).
"Jeg er rigtig vred over det her. Der er mange kolonihavebeboere, som overholder reglerne, og som bare nyder deres kolonihaver. Det skal de have lov til i fred, siger Hella Tiedemann til Sjællandske Nyheder og fortsætter:
"Men samtidig er der, tilsyneladende mange, der snyder. Fortællingen er ofte, at det er udsatte borgere, der forfølges af kommunen, men vi undersøger tingene og kan se, at det ikke er fattige folk. Faktisk er ret mange af dem, der snyder på den ene eller anden måde, ganske velhavende. Det er nok de færreste udsatte borgere, der har overskuddet og ressourcerne til at snyde så meget og så systematisk," siger udvalgsformanden.
Indsatsen har ifølge Steen Pedersen sparet Ballerup Kommune for otte millioner kroner siden 2019, og det beløb, regner man med, vil stige, efterhånden som sagerne afsluttes.
"Så vi fortsætter, også selvom det ikke er populært alle steder," siger centerchef Steen Pedersen.
I flere tilfælde sidste år er medarbejdere blevet filmet og truet, når de har været i haveforeningerne til kontrol.
Af den grund gør Ballerup Kommune sig umage for ikke at afsløre navne på de medarbejdere, der deltager i kontrollerne, så de ikke risikerer at blive hængt ud og chikaneret eksempelvis på hjemmesider og sociale medier.
Men de vrede kolonihaveejere får ikke Ballerup Kommune til at skrue ned for tilsynsbesøgene. Kontrollanterne går i nogle sager skridtet videre og gennemfører såkaldt 'uvarslede indendørs tilsyn,' skriver Politiken.
På de besøg beder de kommunale medarbejdere, med politiets bistand, om at komme ind i kolonihavehusene for at tjekke, om der er tegn på helårsbeboelse.
Sidst opdateret: 20/12/2023 - 11:46
Emner: Ballerup Kommune







































