
Syv projekter landet rundt modtager nu bidrag fra Christiansborg til kystsikring. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kystpulje: 150 mio. kroner til kystbeskyttelse er fordelt til ni kommuner
Der er godt nyt til syv kystbeskyttelsesprojekter i hele landet, der i dag har modtaget tilsagn om støtte. Midlerne går til et dige i Vadehavet og seks projekter, der reducerer risikoen for oversvømmelse og erosion. Se projekterne her.
Udgivet: 21/12/2023
Juelsminde, Køge og Esbjerg er tre af de byer, der onsdag modtog tilsagn fra Kystdirektoratet om støtte til deres kystbeskyttelsesprojekter. Der skal blandt andet bygges diger, højvandsmure, sluseporte og laves sandfodring for pengene.
Staten støtter med i alt 150 mio. kroner fra Kystpuljen, og projekterne finansierer selv de resterende mellem 50-60 pct. af anlægsudgifterne.
"Kystpuljen løser ikke hele udfordringen med oversvømmelser og erosion og dermed beskyttelsen af vores værdier langs kysterne, men den er et godt bidrag. Samtidig med puljen følger vejledning til kommunerne og digelag i, hvordan kystbeskyttelsen bedst kan udformes i forhold til lokale udfordringer, så vi opnår den bedste tilpasning til fremtidens klimaforandringer," siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i en meddelelse.
Projektet Køge Dige bliver støttet med knap 28 millioner kroner fra Kystpuljen. Midlerne skal blandt andet medfinansiere et dige, en højvandsmur og en højvandsport, som skal beskytte Køge Kommunes kystnære områder. Området er udpeget som risikoområde for oversvømmelse i oversvømmelsesloven, og projektet bliver tilpasset til de omgivelser, hvor det skal etableres. Derfor er der valgt en kombination af løsninger, der skal beskytte byen mod 100 årshændelse i år 2100, som til den tid svarer til en vandstand på ca. 2,8 meter over dagligt vande.
Kystlandskab i Solrød holdt stormfloden ude
I dagene efter stormfloden 20. og 21. oktober 2023 var der mange, der åndede lettet op i Solrød. Kommunens nye klitlandskab tog toppen af bølgerne, der slog ind mod kysten. Og samtidig holdt det stormfloden på sikker afstand af de bagvedliggende huse. Det kommer til at koste nogle penge at genetablere klitlandskabet, men tabene havde været mange gange større, hvis ikke strækningen havde kystbeskyttelse.
"Stormfloden i oktober var meget ekstrem, men eksempler som det i Solrød viser, at vi godt kan beskytte os mod fremtidens klimaforandringer. I Solrød var et klitlandskab en god løsning, andre steder skal der en bygges en sluse, et dige eller måske en højvandsmur. Regeringen har med Klimatilpasningsplan 1 lagt op til, at puljen fortsætter med 150 mio. kroner i 2024, og jeg vil gerne opfordre kommuner og digelag til at fortsætte det gode arbejde," siger Magnus Heunicke.
Klitlandskabet i Solrød blev etableret med medfinansiering fra Kystpuljen i 2021.
Se projekterne i skemaet herunder.

- Med finansloven for 2021 aftalte den daværende regering (S), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet at afsætte samlet 350 mio. kr. til at øge og forlænge den statslige pulje til kystbeskyttelsesprojekter og samtidig udvide kriterierne for relevante ansøgere.
- De 350 mio. kr. blev fordelt med yderligere 50 mio. kr. i 2021, i tillæg til de allerede afsatte 40 mio. kr. i 2021 ifm. finansloven for 2019, og 150 mio. kr. årligt i 2022 og 2023.
- I regeringens udspil til Klimatilpasningsplan 1 foreslås en række initiativer, herunder en forlængelse af kystpuljen med 150 mio. kr. i 2024.
- Ansøgningsrunden for 2023 udløb den 2. oktober 2023, og der er indkommet 18 ansøgninger. Der er samlet søgt til anlægsomkostninger for ca. 1,1 mia. kr. 7 ansøgninger har opnået tilsagn om tilskud.
Sidst opdateret: 20/12/2023 - 19:07
Emner: Klima









































