Otte kommuner har halvdelen af udgifterne ved oversvømmelser
De fleste kommuner kan rammes af stormfloder og oversvømmelser i et fladt kystnært land som Danmark. Der er dog stor forskel på kommunernes udgifterne til skader, skriver NB-Økonomi på baggrund af rapport fra Miljøøkonomisk Råd. Se, hvor meget det vil koste i din kommune.
Udgivet: 14/12/2023
Om 100 år vil 84 kommuner have risiko for oversvømmelse ved stormflod, men halvdelen af skaderne vil være i otte kommuner. Det skyldes både, at nogle egne af landet er mere udsatte, men også at der er flere værdier i nogle kommuner i form af bebyggelse, infrastruktur mv.
Det viser en opgørelse, NB-Økonomi har lavet på baggrund af Miljøøkonomisk Råds 2023-rapport, som netop er kommet.
Oversvømmelser på sogneniveau
I kortet nedenfor kan du se hvilke sogne, der vil blive oversvømmet, og hvad skaderne beløber sig til pr. km2. Det er de kystnære områder, samt områderne ved Limfjorden, der især vil opleve oversvømmelser.
De forventede årlige skader afhænger af vanddybden og områdets værdier. Det er derfor ikke alle oversvømmede områder, som har store forventede årlige skader. Skaden er således relativt lille, hvis der sker oversvømmelser i områder, hvor der ikke er større værdier i form af bygninger nær vandet. Eksempler herpå er Arninge Sogn (Lolland Kommune) og Vust Sogn (Fjerritslev Kommune).
I havnebyerne er de forventede årlige skader særligt høje. Det skyldes, at der her er både bygninger og infrastruktur med høje værdier. Der ses blandt andet relativt høje forventede årlige skader ved de kystnære dele af Aarhus, Thyborøn, Horsens, Vejle, Kolding, Aabenraa og København. For eksempel opgøres de forventede årlige skader til godt 13 mio. kr. pr. år pr. km2 i Risskov Sogn i Aarhus og til 8,7 mio. kr. pr. år pr. km2 i Dragør Sogn i hovedstadsområdet.
Kommuneniveau
I kortet nedenfor har vi omregnet fra sogne- til kommuneniveau. Her kan du se, hvor store årlige skader der forventes i din kommune ved et klima som i 2123, og med bygninger, infrastruktur og kyst-/klimasikring som i dag.
De samlede udgifter løber op i ca. ti mia. kr., og otte kommuner bærer omtrent halvdelen af de samlede udgifter som følge af oversvømmelser. Det er København, Hvidovre, Tårnby, Kalundborg, Guldborgsund, Esbjerg, Vejle og Aarhus.
14 kommuner er slet ikke berørt af oversvømmelser, og i 23 kommuner er der afledte skader for mindre end en mio. kr.
De otte kommuner, der bærer halvdelen af udgifterne, er forholdsvis store og udgør tilsammen ca. en fjerdedel af Danmarks befolkning. I kortet nedenfor kan du se de årlige skader i forhold til antallet af indbyggere i de enkelte kommuner.
Belastningen flytter sig så fra de store byer til yderkommuner som Lemvig, Odsherred, Lolland og Kalundborg. I hovedstadsområdet er det fortsat Tårnby og Hvidovre, men også Dragør, der har høje udgifter til skader.
Øget byggeri i kystzonen vil alt andet lige øge de forventede årlige skader. Der er i perioden 2009-21 bygget godt 8.000 flere bygninger med private boliger i områder, der under de fremtidige temperaturstigninger vil være i risiko for oversvømmelse, relativt til områder, som ikke vil være i risiko for oversvømmelse. Dermed er værdierne i kommende risikoområder øget i de seneste år.
Sådan har vi gjort
I Miljøøkonomisk Råds rapport er oversvømmelser og skader opgjort på sogneniveau. NB-Økonomi har samlet skadesudgifterne på kommuneniveau vha. en korrespondancetabel mellem sogne og kommuner. Vi har derefter omregnet udgiften pr. km2 på sogneniveau til den samlede udgift på kommuneniveau.
De miljøøkonomiske vismænd tager udgangspunkt i en temperaturstigning på 2,7 procent og konsekvenserne for et Danmark, som det ser ud i dag. Det vil sige med den bebyggelse, infrastruktur og kystsikring, som findes nu.
Sidst opdateret: 14/12/2023 - 11:36
Temaer: Klima
Emner: Klima













































