KL: Risiko for endnu større mangel på pædagoger

Der er udsigt til, at kommunerne vil få endnu sværere ved at få besat pædagog-stillinger. Det fremgår af ny fremskrivning. 'Kommunerne skal handle nu for at forebygge stor mangel på pædagoger,' siger KL-direktør.

Udgivet: 24/02/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

De kender det desværre alt for godt i Københavns Kommune og i kommunerne omkring hovedstaden: Manglen på pædagoger. Nu tyder nye tal fra KL (Kommunernes Landsforening) på, at pædagogmanglen er kommet for at blive i lang tid - og oven i købet blive værre endnu.

At få en pædagog-stilling besat i Storkøbenhavn kan være lidt som at vinde i lotteriet. Og andelen af pædagoger blandt hele personalet i nogle daginstitutioner er i nogle tilfælde alarmerende lav. Så lav at forældreorganisationen FOLA har slået fast, at den hellere ser institutioner med meget lav pædagogandel nedlagt, end at de - i FOLA's øjne - humper sig gennem hverdagen.

Læs også:
Forældreorganisation: Luk børnehaver uden pædagoger

Desværre så tyder en fremskrivning foretaget af KL (Kommunernes Landsforening) på, at der kan gå mange år, før udbud og efterspørgsel på pædagoger bare nogenlunde matcher hinanden:

(Artiklen fortsætter efter grafikken)

KL har ud fra optag på pædagoguddannelserne lavet tre scenarier. Det mest bekymrende scenarie er, at optaget fortsætter på samme, lave niveau som i 2022. I det scenarie vil der i 2030 mangle 5.968 pædagoger - altså rundt regnet 6.000 (se grafikken ovenfor).

Hvis optaget på pædagoguddannelserne bliver større end i 2022, vil der i det bedste scenarie fortsat mangle 2.434 pædagoger i 2030.

Direktør i KL Kristian Heunicke, som bl.a. har børn, unge og uddannelse som arbejdsområde, forklarer om KL's fremskrivninger.

"Det kan gå værre eller bedre, end de scenarier vi har lavet. Men budskabet fra KL er, at kommunerne skal handle nu for at forebygge stor mangel på pædagoger," siger Kristian Heunicke og fortsætter:

"Vi står ikke på pædagog-området med udsigt til en så massiv og langvarig mangel, som vi kender det fra sosu-området. Sosu-området er helt i særklasse."

Kommunerne kan sætte ind over en bred kam

Adspurgt om hvad man i KL ser som den mest effektive måde at begrænse pædagogmanglen på, siger Kristian Heunicke:

"Det bedste vil være at få en bedre uddannelse til pædagog. Fagligt set halter pædagog-uddannelsen, hvilket vi også har set i en evaluering."

"Vi håber i KL på, at Christiansborg kommer mere på banen i forhold til at få uddannet flere pædagoger. Søgningen til pædagoguddannelsen har været vigende de senere år, så den udvikling, skal vi have vendt."

Han peger på, at kommunerne som arbejdsgivere kan gøre en række ting for at forebygge pædagogmangel. Blandt andet nedbringe sygefraværet, gøre en indsats for at fastholde seniorer og få flere op i tid.

"Manglen på pædagoger er et af de her såkaldte 'wicked problems' - (komplicerede problemer, red.), der ikke er et enkelt svar på. Derfor kommer vi til at se kommunerne tackle det ret forskelligt alt afhængigt af geografi, borgersammensætning og meget andet," siger Kristian Heunicke.

BUPL: Der mangler akut 4000 pædagoger

Formanden for pædagog-fagforbundet BUPL, Elisa Rimpler, er foruroliget over pædagogmanglen:

"Der mangler akut 4000 pædagoger, og mange steder er der kun én eller slet ingen pædagog fast på stuen, og pædagogandelen falder og falder."

"KL anslår, at der kan komme til at mangle 6000 pædagoger i 2030. Damvad (analysefirma, red.) forudser, at vi kommer til at mangle hele 14.000. Og der er grund til at frygte en negativ spiral, som end ikke de mest pessimistiske prognoser kan tage højde for," siger Elisa Rimpler.

Hvad er i BUPL's øjne de tre mest realistiske og mest effektive midler mod manglen på pædagoger?

"Kommunerne skal hurtigst muligt genoptage succesen med at uddanne erfarne medhjælpere og assistenter i daginstitutionerne til pædagoger via en merituddannelse. Det vil være mest realistisk med en medfinansiering fra Christiansborg, så det arbejder vi på bliver en del af finansloven," siger Elisa Rimpler.

Som beskrevet i NB-Kommune har KL stoppet en tiltagende tendens til, at kommuner betaler fuld løn til ufaglærte i daginstitutioner, så de kan uddanne sig til meritpædagoger. Ifølge Kristian Heunicke er der ikke hjemmel til den model i de nuværende overenskomster.

Ligesom Kristian Heunicke peger Elisa Rimpler også på pædagoguddannelsen, som en stor akilleshæl for udbuddet af pædagoger.

"Vi skal have styrket pædagoguddannelsen. Den er underfinansieret, og det er mere end et år siden, at en evaluering fastslog, at den ikke er god nok. De unge stiller høje krav til deres uddannelse, og vi bør gøre det samme, hvis vi vil have flere dygtige pædagoger," siger Elisa Rimpler.

Hun mener som fagforbundsformand også på, at "pædagogers løn og vilkår selvfølgelig skal være bedre" for at øge søgning til faget og fastholdelse i det.

"Pædagoger tjener i gennemsnit 4.000 kr. mindre om måneden end andre offentligt ansatte med en mellemlang videregående uddannelse. Det siger sig selv, at det ikke er holdbart," siger Elisa Rimpler.

- Er der nogle kommuner, som har fundet succesrige løsninger på pædagogmanglen?

"Kommunerne mærker tydeligt konsekvenserne af pædagogmanglen. Derfor arbejder mange også målrettet med at skaffe flere pædagoger, for eksempel ved at få flere op i tid gennem lokale senior - og løn og arbejdstidsaftaler," siger Elisa Rimpler og fortsætter:

"Men kommunerne kan ikke løfte opgaven alene. Det kræver politiske investeringer i opkvalificering, pædagoguddannelsen, bedre arbejdsvilkår - blandt andet gennem mere tid til faglig fordybelse - og et opgør med pædagogernes politisk skabte lønefterslæb, hvis vi for alvor skal have skovlen under problemet."

Pædagoger går senere på pension

I flere kommuner prøver man på at motivere senior-pædagoger til at blive lidt længere tid i jobbet, end de hidtil har planlagt. Det kan ske ved eksempelvis at tilbyde dem større fleksibilitet i deres vagtskemaer eller kontant belønning for at blive lidt længere. Overordnet set går det fremad med at få pædagoger til at tage en lidt længere tørn:

null
Kilde: KL
Læs også:
Kommunerne bruger færre penge på hvert barn i dagtilbud

Sidst opdateret: 24/02/2023 - 10:20

Temaer: Arbejdskraftmangel, Rekruttering

Emner: Daginstitution, Rekruttering, BUPL, Børnehaver, Vuggestuer

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]