"Der må ikke være tvivl om, at økonomien er der til, at vi kan lave de rigtige løsninger og ikke bare de billigste løsninger," siger lærernes formand Gordon Ørskov Madsen i kritik af ny politisk aftale om skoletilbud til flygtningebørn.

"Der må ikke være tvivl om, at økonomien er der til, at vi kan lave de rigtige løsninger og ikke bare de billigste løsninger," siger lærernes formand Gordon Ørskov Madsen i kritik af ny politisk aftale om skoletilbud til flygtningebørn. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)

Lærerne frygter at kommunerne giver flygtningebørn discounttilbud

Ny politisk aftale om dag- og skoletilbud til ukrainske flygtningebørn giver for stor usikkerhed for kommunerne om økonomien. Det kan føre til, at kommunerne vælger de billigste frem for de bedste tilbud til børnene fra Ukraine, lyder det fra foreninger for lærere og skoleledere.

Udgivet: 25/04/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Folketingets partier har netop præsenteret en ny aftale for, hvilke rammer, der gælder, når skolerne skal tage imod de ukrainske flygtningebørn. Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen anerkender behovet for den lokale fleksibilitet, aftalen lægger op til, men understreger samtidig, at det kommer til at kræve ressourcer, uanset hvilke løsninger, der skal i spil.

"Der findes ikke én løsning, vi kan trække ned over alle kommuner. Derfor er det vigtigt, at kommunerne og skolerne får den nødvendige fleksibilitet, så man lokalt kan finde den løsning, der fungerer bedst. Men det er samtidig helt afgørende, at det bliver den bedste løsning, og ikke bare den billigste," siger formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, i en pressemeddelelse.

Læs også:
Ukrainske børn i Danmark kan blive undervist på deres modersmål

Både Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen mener, at det er vigtigt, økonomien er der med det samme, så opgaven med at få de ukrainske børn ud i folkeskolen, kan blive løst.

Lige nu lægger regeringen op til, at økonomien skal drøftes i forbindelse med økonomiforhandlingerne mellem staten og kommunerne, der afsluttes til juni, men det er for sent, mener de to formænd.

Lærerne og skoleledernes foreninger mener, at er der usikkerhed omkring økonomien, vil kommuner og skoler her og nu være nødsaget til at finde de billigste løsninger, frem for de løsninger, der er bedst for eleverne.

"Skolerne har dårlige erfaringer med at bruge penge, de ikke har. Under corona-pandemien fik man at vide, at man bare skulle give los og bruge penge på eksempelvis ekstra rengøring, og så ville man få pengene refunderet bagefter. Men nogle steder er man blevet fanget med håret i postkassen og har ikke fået pengene," fortæller formanden for Skolelederforeningen Claus Hjortdal i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Det er klart, at ingen har lyst til at bruge ekstra ressourcer, hvis man er det mindste i tvivl om kompensationen følger med. Derfor skal der følge penge med fra begyndelsen, så vi kan få etableret de modtagerklasser eller støtteordninger, der er behov for."

Samme toner anslår Gordon Ørskov Madsen og siger:

"Er der først usikkerhed om økonomien, så er det meget svært at sætte de løsninger, der er behov for, i gang. Derfor må der ikke være tvivl om, at økonomien er der til, at vi kan lave de rigtige løsninger og ikke bare de billigste løsninger. Det får både lærere og elever noget ud af."

Solnedgangsklausul flyttet frem

I lovudkastet til den nye aftale var der lagt op til, at der skulle være en solnedgangsklausul i 2024. Her er det lykkes at få overbevist politikerne om, at der er for længe til den iværksættes. Derfor vil man allerede i slutningen af dette år vurdere, om loven stadig skal gælde.

"Ingen ved hvor længe krigen varer. Men der er også grænser for, hvor længe vi kan tillade de muligheder, som loven giver, som for eksempel digital undervisning på ukrainsk. Derfor er det både fornuftigt og nødvendigt, at loven bliver vurderet i efteråret," siger Gordon Ørskov Madsen.

Sidst opdateret: 25/04/2022 - 11:21

Emner: Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]