
"Når børn og unge kæmper for at finde fodfæste, sætter det aftryk i klasseværelset, skolegården og hele folkeskolen som institution," skriver lærerne i deres åbne brev. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lærerne i åbent brev: Elever i mistrivsel bør indgå i økonomiforhandlinger
Repræsentanter for Danmarks Lærerforening er stærkt bekymrede for de konsekvenser, kommunernes pressede økonomi har for folkeskolen og for elever i mistrivsel. Derfor beder de i et åbent brev kommunalpolitikere om at presse på, for at de snarlige forhandlinger om kommunernes økonomi munder ud i en bedre aftale.
Udgivet: 02/05/2023
Danmarks Lærerforenings kredse i landets seks største byer er sammen med Danmarks Lærerforenings formand Gordon Ørskov Madsen gået sammen i et fælles brev til politikerne i kommuner og på Christiansborg.
I det åbne brev udtrykker kredsformændene bekymring for folkeskolens økonomi og lærernes muligheder for at løfte elever i mistrivsel. Og de beder specifikt om, at man lader deres ønsker indgå i økonomiforhandlingerne mellem staten og Kommunernes Landsforening. Forhandlinger, som begynder i morgen, onsdag.
"Ude i kommunerne er man igen i gang med voldsomme besparelser. Men det er investeringer, der er behov for i folkeskolen. Investeringer i fremtiden, i børn og unge," siger formand i Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, til DR.
Forsker: Skolebudgetterne er i bund
Nana Katrine Vaaben, der er docent på Københavns Professionshøjskole og har folkeskolen som forskningsfelt, vurderer, at det ikke er helt uden grund, at lærerne beder om flere penge til at løfte opgaverne.
"Skolerne mangler lige nu alt fra limstifter og op. Lejrskolerne er barberet væk, varmeregningerne kan ikke skrues længere ned, og huslejen er ikke til forhandling," siger Nana Katrine Vaaben til DR og fortsætter:
"Så der er til sidst kun et sted at spare, og det er på medarbejderlønninger. Det betyder færre lærere per elev, og det er virkelig ikke det, man har behov for, når vi ser den her mistrivsel blandt børn og unge."
LÆRERERNES BREV
(Her er lærernes brev:)
Kære kommunalpolitiker
Vi henvender os med dette brev til dig og dine politiske kolleger i København, Aarhus, Aalborg, Odense, Esbjerg og Randers. Det er også et brev, som vi forventer, at partiernes ordførere på Christiansborg kommer til at læse.
Som lærerkredse i landets seks største byer og Danmarks Lærerforening centralt deler vi en stærk bekymring for den danske folkeskole. Vi er særligt bekymrede i forhold til børn og unges mistrivsel. En mistrivsel der er underbygget af kommunale og landsdækkende data, der viser et stigende behov for specialpædagogiske tilbud.
Vores elevers mistrivsel har store konsekvenser, ikke blot for det enkelte barn og for den enkelte familie. Når børn og unge kæmper for at finde fodfæste, sætter det aftryk i klasseværelset, skolegården og hele folkeskolen som institution. Det er prisværdigt at forsøge at inkludere de elever, som har det svært, men når ressourcerne og de specialpædagogiske kompetencer ikke følger med, så er inklusionen dømt til at fejle.
Statsministeren rettede i sin nytårstale fokus på det psykiske helbred blandt børn og unge, og det er et tema, som jævnligt bliver behandlet i lokale og landsdækkende medier. Ordene er mange og hensigterne gode. Men det er nødvendigt at handle nu, inden det er for sent. Ellers vil vi om få år stå med en generation af danskere, som aldrig finder sig til rette i samfundet.
Vi kan i alle seks byer se, at udfordringen med elevernes mistrivsel også giver mistrivsel hos lærerne. Mange lærere giver udtryk for, at de oplever utilstrækkelighed, afmagt og moralsk stress.
Et markant flertal af de lærere, der rækker ud til os i fagforeningen for at bede om hjælp, gør det på grund af fejlslagen inklusion og manglende sammenhæng mellem opgaver og ressourcer.
Og rigtig mange ender desværre i langvarige sygemeldinger. Vi ser endda en stigning i forhold til lærere, der helt forlader folkeskolen og faget. Det leder desværre til et andet af tidens store problemer: Rekruttering og fastholdelse af fagprofessionelle medarbejdere.
Vi har samtidig en stor bekymring for, hvilke konsekvenser den kommende økonomiaftale får for vores arbejde. Der er lagt op til benhårde prioriteringer. Økonomiaftalen for i år efterlod ingen midler til det specialiserede område, og det ser heller ikke ud til, at der i den kommende aftale bliver taget højde for den øgede mistrivsel.
Der er hårdt brug for investeringer på specialområdet. I de fleste af vores kommuner har vi i indeværende år oplevet, hvordan den almene folkeskole har finansieret de stigende udgifter til det specialiserede område. Det har store konsekvenser, da det i praksis betyder, at vi ikke kan gribe børn i tide med forebyggende indsatser eller tilbyde undervisning af den kvalitet, alle elever har krav på. Der er brug for den nødvendige finansiering af hele vores skolevæsen.
Derfor vil vi opfordre jer til at presse på for en bedre økonomiaftale til kommunerne, som giver os mulighed for at handle. Her ønsker vi, at I står stærkt sammen med os. Og vi ønsker at indgå i et tæt samarbejde om prioriteringer og mulige løsninger. Vi er allerede i god dialog med jer lokalt i byerne. Med denne henvendelse vil vi gerne invitere til, at vi også samlet som de seks største byer i landet kan gå i fælles dialog om udfordringerne for vores fælles folkeskole.
Med venlig hilsen
Katrine Fylking, formand, Københavns Lærerforening
Dorthe Ryom Fisker, formand, Århus Lærerforening
Charlotte Holm, formand, Odense Lærerforening
Karsten Lynge Simonsen, formand, Aalborg Lærerforening
Leif Plauborg, formand, Randers Lærerforening
Maja Gundermann Østergaard, formand, Esbjerg Lærerforening
Gordon Ørskov Madsen, formand, Danmarks Lærerforening
Sidst opdateret: 02/05/2023 - 10:14
Temaer: Økonomiaftale
Emner: Skole, Danmarks Lærerforening











































