"Jeg savner i den grad politikere, som træder i karakter, og enten laver de nødvendige prioriteringer og står ved dem - enten ved at investere i ældreplejen eller åbent fortælle befolkningen, at der mangler penge og at det vil få konsekvenser".

Udtalelsen kunne lige så godt være udtalt af KL-formand Martin Damm (V) eller næstformand Jacob Bundsgaard (S) i forbindelse med økonomiforhandlingerne.

Men den nye melding kommer fra FOA, som er Danmarks tredjestørste fagforbund, som blandt andet har mange sosu'er som medlem. Det er sektorformand i Social- og Sundhed, Tanja Nielsen, der har udtalt sig i en pressemeddelelse udsendt af FOA.

De nye toner er interessante, fordi den viser, at KL og medarbejderne nu står på samme side i et pres mod regeringen. Hvor kommunerne har tilgangen, at det ikke kan være rigtigt, at det er regeringen, som ikke vil give penge, men det er kommunalpolitikerne, der skal stå på mål for besparelserne overfor borgerne, så har FOA tilgangen, at det ikke kan være rigtigt, at det er den enkelte medarbejder, der skal stå på mål for nedskæringerne.

"Det er simpelthen ikke fair, at det er dem (medarbejderne, red.), der skal have den ene verbale frustration efter den anden. De er jo ramt af, at de ikke føler, at de kan udføre deres arbejde fagligt og ordentligt. Og de er ramt af, at der står nogle borgere, som ikke kan få den hjælp, som de faktisk er berettiget til," siger Tanja Nielsen til NB-Økonomi.

Sektorformanden fra FOA forklarer, at de pårørende læsser deres frustrationer af på sosu-personalet. Derfor må regeringen handle, hvis ikke de vil tilføre penge til ældreplejen.

"Jeg synes, at man simpelthen er nødt til at løfte sig op i helikopteren og som regering at tage tøjlerne i hånden og sige: "Jamen hvad er det så, der skal ske, hvis ikke de kan få løst de her udfordringer," siger hun.

Finansministerens måde at skære demografikagen på er misvisende

Finansminister Nicolai Wammen (S) har gentagende gange sagt, at man giver penge til ældreområdet, når der heldigvis kommer flere ældre. Det gentager han igen og igen.

Kommunerne mener omvendt, at fordi regeringen ikke giver penge til handicapområdet og hele inflationstabet, så skal demografipengene smøres ud på andre områder end kun børn og ældre. Pengene kommer jo fra samme kommunekasse er ræsonnementet.

Men den præmis køber Wammen ikke. Han mener at opdrift på det specialiserede socialområde er i én kasse for sig, inflationen i en anden kasse for sig, og demografien i en tredje kasse for sig, hvor regeringen har tilføjet penge til sidste kasse år efter år.

Er det så misvisende den måde, regeringen gør det på nu?

"Ja, reelt set er det jo. Hvis man bliver ved med at skyde i skoen, at vi følger jo bare demografien, men hvad er det så, at pengene bliver brugt til?" spørger Tanja Nielsen.

Det er netop hér, hvor Tanja Nielsen ønsker mere ærlighed ind fra regeringens side. For ellers bliver det medarbejderne, der skal stå og foretage de konkrete besparelser hos borgeren og stå på mål for dem.

"Det er ikke medarbejderne, der skal stå derude og klippe en hæl af - hakke en tå, hver eneste gang, de kommer ud hos en borger. Det må man simpelthen træffe en beslutning om. Det er den ene ting. Den anden ting, det er, hvis man snakker og snakker omkring de forbedringer, der skal ske på ældreområdet," siger Tanja Nielsen, som dermed adresserer det skæve forventningspres om bedre velfærd, der samtidig med besparelser kommer ud til borgerne.

Tanja Nielsen er optaget af, at regeringen må få sat gang i initiativer, der skal håndtere manglen på medarbejdere i ældreplejen. For selv hvis der kom flere penge, så er der ikke nok personale til det. I mellemtiden må regeringen være helt ærlig om, at velfærdsniveauet er faldende.