
Socialdemokratiet er sat uden for indflydelse i Slagelse fem til 2026 efter det endnu engang lykkedes borgmester Knud Vincent at samle de borgerlige partier og SF bag budgettet. - Foto: Pressefoto: Slagelse Kommune
Slagelse vedtager toårigt budget uden Socialdemokratiet
Slagelse Kommune er nu ude af den økonomiske krise, som i 2021 truede med at sende kommunen under administration. Men nedlæggelse af 110 plejehjemspladser spærrede for et bredt forlig med Socialdemokratiet.
Udgivet: 25/09/2024
Flertallet bag den store økonomiske genopretning i Slagelse Kommune har i dag offentliggjort en toårig budgetaftale, som sætter Socialdemokratiet uden for indflydelse helt frem til 2027, medmindre det politiske flertal i kommunen skifter markant ved kommunevalget i 2025.
Det vedtagne budget markerer samtidig afslutningen på en af den kommunale danmarkshistories hurtigste genopretninger med samlede besparelser på næsten en halv milliard over de seneste tre år. Det usædvanlige i Slagelse er, at det er lykkedes borgmester Knud Vincents (V) at samle et mandatmæssigt smalt, men politisk bredt, flertal bestående af de borgerlige partier og SF bag den økonomiske genopretning.
Slagelse var i flere år kendt for et meget splittet byråd og havde i starten af 2021 direkte kurs mod at blive sat under administration af Indenrigsministeriet. Med det nye budget konsoliderer kommunen en kassebeholdning på godt 3.000 kroner pr. borger, hvilket dog fortsat er i den lave ende sammenlignet med andre kommuner.
Nedlæggelse af 110 plejehjempladser fik S til at forlade forhandlingerne
Den mest kontroversielle del af budgettet er, at flertallet vil nedlægge 110 kommunale plejehjemspladser. Det har baggrund i, at kommunen har fået to nye friplejehjem med 138 pladser, som de ældre i stort omfang søger over til. Ifølge borgmesteren steg antallet af ledige kommunale pladser fra 22 pladser i slutningen af august til 35 på bare tre uger, og kommunens prognoser siger, at der vil være 80 tomme pladser inden udgangen af indeværende år.
"Det her er jo simpelthen rettidigt omhu, så vi ikke kommer til at bruge 50-80 millioner på dårlig drift og tomgangsleje," siger Knud Vincents.
Netop nedlæggelsen af plejehjemspladser er ifølge den socialdemokratiske gruppeformand Britta Huntley den eneste årsag til, at Socialdemokratiet står udenfor budgetaftalen.
"Vi ville nedlægge 40 plejehjemspladser og kunne måske have accepteret lidt mere. Vi tror ganske enkelt ikke på den del af analysen vedrørende nedlæggelsen af de mange plejehjemspladser, fordi den alene er udtryk for, at vi med vores sundhedsprofil skulle blive markant sundere og dermed ikke have brug for plejehjem. Samtidig må vi også forholde os til, at der stadig er venteliste til dele af vores nuværende plejehjemskapacitet, og at der er borgere, som gerne vil på plejehjem, men ikke bliver visiteret til det," siger hun til NB-Økonomi.
Bortset fra den store besparelse på plejehjemmene er Socialdemokratiet ifølge Britta Huntley enig i store dele af det øvrige budget - hvoraf en stor del var på bordet, inden partiet forlod forhandlingerne.
Sidst opdateret: 26/09/2024 - 09:09
Temaer: Kommuneøkonomi











































