
Kommuner og Finansministeriet møder kritik fra Akademikerne, fordi lokale lønforhandlinger ikke bliver udnyttet i tilstrækkelig grad pga. manglende finansiering fra Finansministeriet. På billedet ses fra venstre finansminister Nicolai Wammen (S), indenrigsminister Sophie Løhde (V) og formand for KLs løn- og personaleudvalg Michael Ziegler (K) til præsentation af de seneste trepartsforhandlinger den 4. december 2023. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kritik: Finansministeriet har svigtet lokale lønforhandlinger i kommunerne i årevis
Finansministeriet lønregulerer ikke lokale lønforhandlinger. Kommunerne skal derfor selv finansiere, hvis man giver løn ud over det overenskomstaftalte som led i fastholdelse og rekruttering. Det møder nu kritik fra Akademikerne.
Udgivet: 15/12/2023
Det kan blive dyrt, hvis en kommune vælger at prioritere rekruttering eller fastholdelse ved at give lønstigninger ud over det aftalte i overenskomstforhandlingerne. Finansministeriet regner nemlig ikke den slags ekstra lønstigninger med i den årlige PL-regulering.
Kommunerne skal med andre ord selv finansiere de lokale lønforhandlinger. Både kommuner og Finansministeriet får nu kritik fra Akademikerne, der er hovedorganisation for akademiske og faglige organisationer, fordi lokale lønforhandlinger ikke anvendes efter hensigten.
Det skriver NB-Økonomi.
"Det et problem, at man i praksis har en model, der ikke fungerer optimalt," siger Martin Laurberg, cheføkonom hos Akademikerne.
"Hvis en institution har brug for at tiltrække nogle medarbejdere eller belønne nogle ansatte, som de synes, gør det særligt godt, så er det vanskeligt for kommunerne, hvis der ikke er et budget til det."
Cheføkonomen oplyser, at det er et generelt problem, hvis kommuner og regioner ikke anvender den mulighed, der er med de ekstra lokale lønforhandlinger. Akademikerne kan nemlig få op mod 20 procent mere i løn, hvis de skifter fra den offentlige til den private sektor. Derfor kan det blive svært at holde på dygtige medarbejdere.
Men andre faggrupper som sosu'er, pædagoger og lærere har heller ikke kunnet få del i de ekstra lokale løntillæg, hvis kommunerne ikke har haft økonomisk incitament til at belønne dem, fordi man ikke fik finansiering fra Finansministeriet.
Finansministeriet dækker ikke reststigningen
Lokale lønforhandlinger uden for overenskomsten er én del af det, som man i fagtermer kalder "reststigningen". Det er reststigningen, som Finansministeriet ikke lønregulerer, når de opgør P/L-reguleringen.
Det skriver Finansministeriet til NB-Økonomi:
"Reststigningen, som er den lønudvikling, der forventer at ske på arbejdspladserne i perioden i form af fx anciennitetsstigninger, lokale lønforhandlinger mv., indgår ikke i den kommunale og regionale lønopregning. Det betyder, at arbejdspladserne skal finansiere de lønforbedringer, som reststigningen dækker over inden for egne rammer."
Nu er du jo økonom, kommunerne reagerer vel bare på et incitament, hvor de ikke får finansiering. Burde Finansministeriet indregne lokal løn og reststigningen i deres P/L-opgørelser, så kommunerne ikke selv skal finansiere det?
"Ja, det synes jeg vil være fornuftigt. Også fordi staten ikke får en besparelse ud af at lade være. Jeg plæderer ikke for en kæmpe udvidelse af de offentlige lønninger. Men det vil være fornuftigt at sikre en finansiering af det system, man har valgt, så det også kan fungere i praksis," siger Martin Laurberg.
Martin Laurberg mener ikke, at der er noget besparelsespotentiale for staten i, at den ekstra lokale løn ikke finansieres.
"Hvis pengene ikke tilfalder lønmodtagerne som lokal løn, så betyder det bare, at de deles ud via reguleringsordningen året efter. Det er et system, der går i nul. Så konsekvensen er ikke, at lønmodtagerne ikke får pengene samlet set. Konsekvensen er, at man har en lokal lønmodel, der ikke fungerer," understreger han.
Akademikerne ser håb forude via ny trepartsforhandling
I den seneste trepartsforhandling, der netop er overstået i starten af december, blev det aftalt at øge brugen af lokal løndannelse.
“Overenskomstparterne er enige om at øge brugen af lokal løndannelse og give mulighed for at styrke ledelses- og rekrutteringsmulighederne lokalt. I forlængelse heraf forpligter overenskomstparterne sig i kommuner og regioner fra og med næstkommende overenskomstforhandling efter 2024 at øge brugen af bæredygtig og fleksibel løndannelse, herunder lokalløn, rekrutteringspuljer og organisationspuljer,” står der i aftalen.
Det giver fornyet håb hos Akademikerne.
"Det vil ikke nødvendigvis få så stor betydning ved de kommende overenskomstforhandlinger her i 2024. Men efter overenskomstforhandlingerne skal der nedsættes et udvalg, som skal arbejde med at modernisere og udvikle den offentlige lønmodel. I det arbejde skal man prøve at få en aflønningspraksis, der i højere grad afspejler de ting, der står i aftalen," siger Martin Laurberg og tilføjer:
"Jeg har da en forhåbning om, at der i det arbejde kan laves en lønmodel, der er bedre end den model, vi har i dag."
Cheføkonomen mener, at det vil et kræve et eftersyn af den lokale lønmodel i kommunerne.
"Vores indtryk er, at den ikke fungerer så godt. Det er også mit indtryk, at andre faggrupper mener det," siger Martin Laurberg.
Sidst opdateret: 15/12/2023 - 09:30
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Økonomi












































