Seks nye principper skal sætte skolerne mere fri og fremme lokal ledelse, hvis det står til syv organisationer.

Seks nye principper skal sætte skolerne mere fri og fremme lokal ledelse, hvis det står til syv organisationer. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)

Parter vil sætte folkeskolen mere fri med seks principper

Blandt andre KL og Danmarks Lærerforening har udviklet seks principper med det formål at sætte folkeskolen mere fri og fremme lokal ledelse. Nu håber de, at Folketinget vil lytte.

Udgivet: 14/06/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Folkeskolerne skal sættes mere fri fra statslige bånd og krav, og den lokale ledelse skal styrkes.

Sådan lyder det fra KL (Kommunernes Landsforening), Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, Børne- og Kulturchefforeningen, BUPL, Skole og Forældre og Danske Skoleelever.

Organisationerne, som til daglig samarbejder i partnerskabet ’Sammen om Skolen’, har fremlagt seks fælles principper for, hvordan folkeskolen bør styres og ledes.

Det er centralt i principperne, at Folketinget og staten skal give skoler og kommuner større fleksibilitet og mere frihed, skriver organisationerne i en meddelelse. Derfor fremhæver parterne også 10 eksempler på konkrete statslige regler og love, der bør fjernes eller ændres. Det handler blandt andet om at erstatte de nationale måltal, forenkle læreplanerne for fagene, nytænke tilsynsmodellen og afskaffe kravene til fagenes timetal.

"Jeg er glad for, at vi parter i ’Sammen om Skolen’ nu har udarbejdet et fælles bud på, hvordan den danske folkeskole fremadrettet bør styres og sættes fri fra statslige bånd. Men også hvordan kommunerne nogle gange skal træde et skridt tilbage," udtaler formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, borgmester Thomas Gyldal Petersen, og fortsætter:

"Det er stærkt og vigtigt, at vi på denne måde kan tale med én stemme, og jeg forventer, at der vil blive lyttet til os på Christiansborg."

De seks principper

De syv parter på folkeskoleområdet er enige om, at følgende seks principper bør gælde for folkeskolen fremover:

  1. Folkeskolen ledes, udvikles og drives lokalt og med afsæt i ledere og medarbejderes fagligheder og dømmekraft. Det sker i et forpligtende samarbejde med skolebestyrelsen og inde for dennes principper. Samtidig sker det i dialog med skolens elevråd.
  2. Den enkelte skoles kvalitet udvikles og følges i tæt samarbejde mellem skoleledelsen og skolebestyrelsen og med støtte fra forvaltningen.
  3. Skoler indgår i et kommunalt fællesskab, hvor forvaltningen understøtter ledere og medarbejdere med afsæt i den enkelte skoles behov og skaber gode rammer for samarbejdet lokalt på skolerne mellem ledelse, bestyrelse, medarbejdere og elever. Ledere, skolebestyrelser, medarbejdere og elever gør opmærksom på, hvis initiativer fra kommunalbestyrelsen ikke skaber værdi på skolerne.
  4. Kommunalbestyrelsen har ansvar for folkeskolen, herunder SFO. Den sætter retning for det lokale skolevæsen med afsæt i et tæt samarbejde med repræsentanter for elever, medarbejdere, forældre og ledere. Kommunalbestyrelsen er opmærksom på at begrænse antallet af mål og sideløbende indsatser.
  5. Staten sikrer en fælles ramme for folkeskolen med gode muligheder for at lave folkeskole og SFO, der fremmer børn og unges faglige og personlige udvikling, dannelse og trivsel med afsæt i prioriteringer og kompetencer på den enkelte skole. Staten fjerner lovgivning, som detailstyrer uden at bidrage til at skabe kvalitet på den enkelte skole.
  6. Staten følger kvaliteten i folkeskolen, herunder SFO, for at kunne understøtte skoler og kommuner med afsæt i lokale behov og med henblik på opbygning af lokal kapacitet.

Sidst opdateret: 14/06/2023 - 10:08

Emner: Skole, KL - Kommunernes Landsforening, BUPL, Skolelederforeningen

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]