
Hvis kommunerne ikke får regnestykket til at gå op, kan allerede indgåede budgetaftaler skulle åbnes igen. - Foto: Aalborg Kommune, Vejle Kommune, Horsens Kommune, Syddjurs Kommune, Kerteminde Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Nyborg Kommune.
Borgmestre skal lukke budgetgab – skatten bliver sværest
Kommunernes overskridelser på service og anlæg er blevet mindre siden seneste borgmestermøde, så forud for torsdagens borgmestermøde kan skatten blive det vanskeligste problem.
Udgivet: 23/09/2026
Christian Brandt Pedersen
Redaktør
Frederik Gjersen Hansen
Journalist
Jeppe Sahlholdt Christensen
Journalist
Torsdag mødes landets borgmestre for at få endeligt styr på serviceramme og anlægsloft og kommuneskatten. Og man er stadig langt fra hinanden, særligt på skatteområdet ser det svært ud.
Går forhandlingerne i hårdknude torsdag, så kan der være kommuner, hvor budgetforlig skal genåbnes.
Syv borgmestre giver her deres besyv på de udfordringer, der skal løses på morgendagens borgmestermøde.
Kommunernes overskridelser på service og anlæg er blevet mindre siden seneste borgmestermøde i starten af september, siger Syddjurs-borgmester Michael Stegger.
"Jeg har set tallene. De er faldet siden sidst," siger han.
Ved kommunernes foreløbige indmelding omkring 1. september lå de samlede budgetønsker cirka en milliard kroner over servicerammen og cirka to milliarder kroner over anlægsrammen. Siden har stort set alle kommuner forhandlet budgetterne på plads, og flere kommuner har reduceret deres indmeldinger eller flyttet udgifter til senere år.
Michael Stegger forventer, at de sidste budgetaftaler vil forbedre regnestykket yderligere.
"I forhold til anlæg og drift er jeg ikke så bekymret. De sidste tal, jeg har set, begynder at komme ret meget nedad, og jeg tænker, at de fleste kommuner i forbindelse med, at der bliver lagt de sidste budgetter, kan skubbe noget anlæg ind i 2028 og få det løst på den måde," siger han.
Vejle lægger 30 millioner på bordet
Vejle er blandt de kommuner, som siden den første indmelding har bidraget til at reducere de samlede serviceudgifter. Kommunen har besluttet at bringe en budgetbuffer på 30 millioner kroner i spil for at få den fælles serviceramme til at gå op.
"Vi har en budgetbuffer indlagt i vores system. Den har vi besluttet, at vi spiller ind som en del af det," siger borgmester Jens Ejner Christensen (V).
Beslutningen har krævet et nyt møde mellem partierne bag Vejles budgetaftale. Selv om der er tale om en teknisk ændring, kan borgmesteren ikke selv flytte beløbet.
Også Syddjurs har reduceret sit anlægsbudget undervejs. Kommunen ligger fortsat en smule over sin teknisk vejledende anlægsramme, men cirka ti millioner kroner under sit sigtepunkt på serviceområdet.
"På anlæg har vi ligget mere over og har givet os lidt på det. På service ligger vi et stykke under og har gjort det hele tiden. Jeg tror, vi ligger ti millioner under vores sigtepunkt," siger Michael Stegger.
Syddjurs har blandt andet udskudt udgifter til asfalt for at skabe plads til nødvendige anlægsprojekter.
"Jeg er helt bevidst om, at man har et behov og skal bygge skoler og så videre. Det har vi også selv. Men så justerer vi ned på nogle af de andre, som ikke er nødvendige for at løse opgaver. Eksempelvis har vi nedjusteret vores asfaltkonto i 2027 for at kunne få det hele til at hænge sammen og så lagt det ind længere ude i fremtiden. Det er også min forventning, at andre gør det," siger Michael Stegger.
Han vil ikke pege på bestemte kommuner, men undrer sig over størrelsen på nogle af overskridelserne.
"Jeg er ikke dykket ned i andres budgetforudsætninger og så videre, men jeg synes, der er nogle meget, meget store forskelle for nogle kommuner på, hvor meget de går over på drift og anlæg," siger Michael Stegger.
Lokale forklaringer står i kø
Kommunerne har ikke pligt til hver især at overholde de teknisk vejledende rammer, som KL har beregnet.
En kommune kan derfor godt ligge over sin ramme, hvis andre kommuner ligger tilsvarende under. Men de 98 kommuner skal samlet holde sig inden for de rammer, som KL og regeringen har aftalt.
Hvis regnestykket ikke går op, risikerer kommunerne at blive ramt økonomisk. Det møder kraftige reaktioner fra borgmestre i kommuner, som selv ligger inden for rammerne.
"Jeg vil blive virkelig ærgerlig, hvis vi ender med at få en fælles bod, fordi vi som samlet kommunedanmark ikke kan leve op til de aftaler, som vi selv har lavet. De aftaler, vi har lavet med KL, dem skal vi også overholde," siger Kertemindes borgmester, Michael Nielsen (K).
"Jeg kan ikke engang fylde min serviceramme ud. Så burde andre jo også godt kunne i det mindste overholde den, så vi ikke ender med at få en fælles bod," tilføjer han.
Horsens ligger ifølge borgmester Peter Sørensen (S) inden for sine teknisk vejledende rammer, mens Nyborg ifølge borgmester Kenneth Muhs (V) ligger under på både service og anlæg.
"Det ser svært ud. Der er en opgave på torsdag i at få enderne til at mødes. Jeg håber, at vores fællesskab, som det plejer, viser sig, så man kan komme i mål. Ellers er konsekvensen, at vi efterfølgende kan blive pålagt sanktion for ikke at overholde aftalen," siger Kenneth Muhs.
Andre kommuner har overskridelser, som borgmestrene mener skyldes særlige eller sent opståede udgifter.
I Aalborg ligger budgettet cirka 50 millioner kroner over kommunens teknisk vejledende serviceramme. Ifølge borgmester Lasse Frimand Jensen (S) skyldes det en ekstraregning i forbindelse med sundhedsreformen, som kommunen først fik besked om kort før budgetforhandlingerne.
"Den garanti, vi havde fået, var, at vi skulle hive 25 millioner kroner op af kassen. Lige før vi går til forhandlingerne, viser det sig, at det er 75 millioner kroner," siger han.
"Det duer jo ikke, at vi så sent, når vi tror, vi har en garanti for, at det vil være 25 millioner, får at vide, at det bliver 75. Den er helt skæv i min verden," siger Lasse Frimand Jensen.
Aalborg ligger til gengæld under sin tekniske anlægsramme. Service og anlæg skal dog balancere hver for sig på landsplan, så et mindreforbrug på anlæg kan ikke opveje et merforbrug på service.
Faaborg-Midtfyn ligger under sin serviceramme og ændrer ikke skatten, men kommunen overskrider sin tekniske anlægsramme. Det skyldes ifølge borgmester Anstina Krogh (S), at kommunen skal bruge 15 millioner kroner på arealomlægninger i forbindelse med Grøn Trepart.
"Det er en udfordring for en kommune som vores, at 15 procent af anlægsbudgettet bliver allokeret til en opgave, vi får ovenfra. Det kan vi ikke være helt tilfredse med."
Kommunen får ifølge borgmesteren finansieringen retur, men udgiften optager stadig plads under anlægsrammen.
"Finansieringen kommer retur. Vi skal lægge pengene ud, men selve rammen bliver ikke udvidet for os," siger Anstina Krogh.
Budgetaftaler kan skulle genåbnes
Torsdagens udfordring bliver ikke alene at finde kommuner, som er villige til at reducere deres budgetter. Flere steder er budgetaftalerne allerede indgået eller budgetterne vedtaget politisk.
Erfaringen fra Vejle viser, at selv tekniske ændringer kan kræve, at partierne bag et budgetforlig mødes igen. Større reduktioner kan derfor ikke nødvendigvis aftales af borgmestrene på mødet, men skal efterfølgende behandles lokalt.
"Det er ikke nemt nødvendigvis at skulle gå tilbage til sin kommunalbestyrelse, specielt ikke hvis man har lavet et budget," siger Kenneth Muhs.
Michael Nielsen peger på, at budgetaftaler ofte hviler på et skrøbeligt politisk kompromis.
"Budgetter er ofte udtryk for en hårfin balance, hvor man har talt en masse parter sammen. Derfor er det sårbart at skulle genåbne den snak," siger han.
Peter Sørensen mener imidlertid, at kommunerne må være parate til at gå tilbage til budgetterne, hvis det bliver nødvendigt.
"Vi har fået nogle vejledende rammer udstukket længe før budgetarbejdet. Dem må vi tilbage og genbesøge, og så må alle tilbage i arbejdstøjet og overholde dem."
Vejles Jens Ejner Christensen fastholder sin optimisme fra det seneste borgmestermøde. Den bygger først og fremmest på, at kommunerne historisk næsten altid har fået regnestykket til at gå op.
"Min optimisme beroede på en historik, da vi kun har fået en sanktion én gang. Mon dog ikke, at vi også denne gang kan lykkes med at undgå det og får os arbejdet på plads med noget, hvor der spises lidt fra alle," siger borgmesteren.
Skatten kan blive den sidste knast
Selv hvis kommunerne får service- og anlægsbudgetterne til at passe, er der fortsat et tredje regnestykke. Kommunernes samlede skattestigninger skal modsvares af skattenedsættelser, hvis de vil undgå sanktioner.
Her er Michael Stegger mindre optimistisk.
"Jeg er en lille smule bekymret i forhold til skat. Det må jeg sige. Når man kan se, hvordan der meldes ind, antager jeg det for at være et faktum, at vi får en eller anden form for sanktion der. Måske ikke mange penge," siger han.
På service og anlæg forventer han derimod, at kommunerne endnu en gang finder en fælles løsning.
"Jeg har ikke været bekymret, ligesom jeg har kunnet se, at andre har været i diverse udtalelser. Jeg har en forventning om, at vi kommer i mål," siger Michael Stegger.
Sidst opdateret: 23/09/2026 - 13:17













































