Amanda Heitmann er den første Venstre-oprører, som har meldt ud, at hun vil følge partilinjen.

Amanda Heitmann er den første Venstre-oprører, som har meldt ud, at hun vil følge partilinjen. - Foto: Søren Bidstrup/Berlingske/Ritzau Scanpix

Byrådsmedlem: Fortsat ubesvarede spørgsmål efter hovedbestyrelsesmøde i Venstre

Søndag var Venstres hovedbestyrelse indkaldt til et ekstraordinært møde i kølvandet på intern uro og splittelse i partiet. Her gjorde Troels Lund Poulsen det klart, at han "ikke vil lede en folketingsgruppe, der stemmer i øst og vest".

Udgivet: 26/10/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

"Indtil videre synes jeg ikke, vi fik svar på vores spørgsmål i går. Andet end at dem, der ikke kan lide lugten i bageriet, skal ud," siger Eivind Underbjerg Hansen til P1 Morgen.

Han er byrådsmedlem for Venstre i Aabenraa og er efter gårsdagens udmelding fra Troels Lund Poulsen stadig i tvivl om, hvordan fremtiden ser ud i Venstre.

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, er ellers klar til at smide folketingsmedlemmer ud af folketingsgruppen, hvis de ikke indordner sig under hans linje fremover.

Det understregede han efter et cirka tre timer langt ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde i Venstre søndag på Hotel Nyborg Strand.

Eivind Underbjerg Hansen mener ikke, at det var forkert at stemme imod partilinjen, når det kommer til gødskningsloven, fordi det faglige grundlag efterfølgende har vist sig at indeholde fejl.

Han nævner det kommende lovarbejde om et nationalt sprøjteforbud, hvor han også er uenig i det faglige grundlag, som et punkt, hvor dialogen med baglandet ikke har været god nok.

Som NB-Kommune tidligere har beskrevet, har der i de seneste uger været tvivl i Venstre om, hvor rejsen går hen.

"Hvad er det for en rejse, vi skal ud på? Hvor skal vi hen, og hvordan gør vi det?"

Sådan spurgte formand for Venstre i Region Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard, i kølvandet på Søren Gades exit fra Folketinget tidligere i oktober. Også Venstres borgmester i Struer, Marianne Bredal, havde svært ved at se, hvor rejsen fører hen.

NB-Kommune har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Preben Bang Henriksen, som i september stemte imod partilinjen, og som altså er den del af forhistorien til det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde.

Et moderne, grønt parti

Måske gav det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde ikke alle svarene, men der er ingen tvivl om, at Venstre vil være et mere moderne, grønnere parti.

Den kurs har Troels Lund Poulsen nu fået stemplet igennem med opbakning fra hovedbestyrelsen.

Ved hovedbestyrelsesmødet gjorde han det klart, at han "ikke vil lede en folketingsgruppe, der stemmer i øst og vest".

Men snart venter nye afstemninger i Folketingssalen om den grønne omstilling.

Det gælder blandt andet om den såkaldte grisefirepart samt et lovforslag om et nationalt sprøjteforbud på særligt sårbare grundvandsdannende områder.

Her kræver Troels Lund Poulsen altså, at Venstre stemmer som en enhed.

Indtil videre har kun én oprører meldt sin opbakning.

Vil følge partilinjen

Søndag aften meddelte Amanda Heitmann, som var blandt de fem folketingsmedlemmer, der i september stemte imod gødskningsloven og dermed partilinjen, at hun i fremtiden kommer til at følge partilinjen.

Det skriver hun på sin Facebook-profil.

"Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelse har talt. De beslutninger, der er truffet, tager jeg selvfølgelig til efterretning. Jeg anerkender fuldt ud, at det forpligter at være medlem af Venstres folketingsgruppe. Det betyder også, at man nogle gange skal bakke op om beslutninger, som ikke svarer fuldstændigt til ens eget synspunkt. Det ansvar tager jeg på mig," skriver hun blandt andet.

Næste udfordring for Troels Lund Poulsen bliver, udover diskussionen om de to førnævnte afstemninger, Venstres landsmøde, som i år afholdes den 14. og 15. november i Herning.

Amanda Heitmann ser frem til Venstres kommende landsmøde og diskussionen om et kommende nationalt sprøjteforbud, skriver hun på Facebook.

"For mig er det samtidig vigtigt, at vi har en god og åben intern dialog, også når holdningerne er forskellige. Det er gennem den dialog, vi finder de bedste løsninger og står stærkest som parti."

Fik du læst?

Tidligere borgmester afløser Søren Gade og vil som udgangspunkt overholde partilinje

Sidst opdateret: 26/10/2026 - 11:55

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]