
"Det er en kæmpe hovedpine for Troels Lund Poulsen, og spørgsmålet er, om han overhovedet kan få det her under kontrol igen," skriver Hans Redder i en analyse på TV 2. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Internt opgør under opsejling i Venstre: "De laver en massakre på landdistrikterne"
Flere folketingsmedlemmer og borgmestre går direkte imod partilinjen i Venstre på lovforslaget om kvælstof. "Kæmpe hovedpine" for formand, Troels Lund Poulsen.
Udgivet: 28/08/2026
I næste uge kommer Venstre på Christiansborg til at stemme for en ny gødskningslov, der handler om kvælstof for landbruget.
Men flere folketingsmedlemmer og borgmestre går imod partilinjen.
Først var det Venstre-profilen Søren Gade, som i en intern e-mail til baglandet i Vestjylland orienterer, at han kommer til at stemme imod partilinjen på det omdiskuterede lovforslag om kvælstof torsdag i næste uge. Det skriver TV Midtvest.
"Jeg havde ikke regnet med, det var kommet ud. Men når du spørger, så kan jeg ikke løbe fra de holdninger, jeg har," siger Folketingets formand til TV Midtvest.
Og i dag, fredag, gik endnu et folketingsmedlem fra Venstres gruppe direkte imod partilinjen.
Det drejer sig om Amanda Heitmann, som på Facebook skriver, at hun ikke kommer til at stemme for den nye kvælstofregulering.
"Jeg er valgt til at få politikken til at passe til virkeligheden, bruge min egen dømmekraft og være en stærk stemme for Fyn og øerne. Derfor kommer jeg ikke til at stemme for den nye kvælstofregulering," skriver hun blandt andet i opslaget.
Borgmestre frygter kollaps af grøn trepart
Det er ikke kun i Folketinget, at den nye lov har vakt debat. Flere borgmestre i jyske kommuner frygter, at arbejdet med den grønne trepart kan være spildt, hvis loven bliver stemt igennem.
Marianne Bredal, der er Venstre-borgmester i Struer Kommune, frygter, at aftalen sætter en stopper for den grønne trepart, hvis ikke den udskydes et år. Det siger hun til Danmarks Radio.
"Vi har et Folketing og en regering, der taler om Danmark i balance. Samtidig laver de en massakre på landdistrikterne – det er mig helt ubegribeligt," siger hun til DR.
Niels Jørgen Pedersen, der er Venstre-borgmester i Thisted Kommune, har heller ikke meget til overs for aftalen.
"Hvis det var mig, ville jeg også stemme imod. I respekt for mit bagland og i respekt for den aftale (den grønne trepart red.), der er indgået," siger han til TV 2.
Regulært internt oprør
Det ligner efterhånden et regulært oprør internt i Venstre.
Sådan lyder Hans Redders analyse i TV 2, efter at to folketingsmedlemmer og flere borgmestre er gået direkte og offensivt imod partilinjen.
"Det er en kæmpe hovedpine for Troels Lund Poulsen, og spørgsmålet er, om han overhovedet kan få det her under kontrol igen," skriver Hans Redder i analysen.
Til Danmarks Radio siger tidligere folketingsmedlem for Venstre Jan E. Jørgensen, at han ikke har meget til overs for den udmelding, der er kommet fra folketingsprofilen Søren Gade.
"Det er ærgerligt. Vi har lige haft et katastrofalt folketingsvalg i København, hvor vi røg helt ud. Det som Søren Gade gør, bærer ved til det bål, at Venstre er et landbrugsparti og et jydeparti, og det er vi ikke. Vi er meget mere end det. Så det er rigtigt uheldigt, det Søren er ude at sige," siger Jan E. Jørgensen til DR.
Sidst opdateret: 28/08/2026 - 12:22












































