Aftalerne i den grønne trepart indebærer en gennemgribende omlægning af Danmarks areal og en række initiativer for at beskytte miljøet og reducere klimabelastningen. (Arkivfoto)

Aftalerne i den grønne trepart indebærer en gennemgribende omlægning af Danmarks areal og en række initiativer for at beskytte miljøet og reducere klimabelastningen. (Arkivfoto) - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fynsk landbrug kræver afklaring og vil sætte trepart på pause

Landbruget på Fyn efterlyser svar på nye krav, før det vil fortsætte arbejdet med treparten.

Udgivet: 28/08/2026

Del artiklen:

Landbruget på Fyn vil sætte stop for arbejdet med den grønne trepart - den politiske aftale, som skal sikre mere natur, renere vand og en bæredygtig omstilling af netop landbruget.

I en fælles henvendelse til de fynske borgmestre og formændene for de lokale treparter skriver landbrugets repræsentanter, at de mangler afklaring om de nye regler for sprøjteforbud og kvælstofregulering, og hvordan deres økonomier vil se ud under de krav.

Det skriver Fyens Stiftstidende, som har talt med Kerteminde Kommunes byrådsmedlem Anne Fiber (K), der i sit hverv som formand for den lokale trepart Storebælt har modtaget henvendelsen.

"De har dybest set sagt: 'Vi kan ikke mere. Vi skal have en eller anden form for afklaring, før vi også klør på i forhold til den grønne trepart'", siger Anne Fiber til avisen.

Aftalerne i den grønne trepart blev indgået af en række partier og en stribe organisationer - blandt andet Dansk Industri, Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer - for at sikre, at "aftalen både tager hensyn til naturen, klimaet og de erhverv, der er berørt af forandringerne".

"Brug for en timeout"

I henvendelsen, som Fyens Stiftstidende har set, lyder det fra landbrugets repræsentanter, at de "nye og usikre rammevilkår gør det vanskeligt at realisere aftalens mål i praksis".

"Derfor er der brug for en timeout i arbejdet med øjeblikkelig virkning. Arbejdet i treparterne kan genoptages, når der igen er klare rammevilkår for erhvervet," citerer avisen.

Udmeldingen kommer ifølge Fyens Stiftstidende før et allerede planlagt møde mellem formændene for de lokale treparter og ministeren for Natur og Dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S).

Her skal formændene for de lokale treparter hilse på ministeren, herunder Anne Fiber, der er formand for den lokale trepart Storebælt.

"Jeg tror, det udvikler sig til en eller anden form for krisemøde," siger hun til Fyens Stiftstidende.

Både Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening kritiserede i sommer aftalen om kvælstofregulering, som indbefatter en kompensationspulje på 1,2 milliarder kroner.

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, som selv er landmand, sagde i sommer, at der med den nye aftale vil gå endnu længere tid, før den enkelte landmand ved, hvordan reguleringen vil påvirke bedriften.

RITZAU

Fik du læst?

Internt opgør under opsejling i Venstre: "De laver en massakre på landdistrikterne"

Sidst opdateret: 28/08/2026 - 12:19

Temaer: Grøn trepart

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]