- Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Regeringen vil have flere bøger ud til landets dagtilbud

Udgivet: 12/08/2026

Del artiklen:

Regeringen vil have flere bøger ud til børn i børnehave, vuggestue og dagpleje, og til det formål afsættes der 20 millioner kroner. Det skriver Børne-, Ældre- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Landets seks centralbiblioteker, som er placeret i Gentofte, Roskilde, Odense, Vejle, Herning og Aalborg, får til opgave at købe nye bøger og "sammensætte pakker bestående af bøger og understøttende pædagogisk materiale, der fremmer læselysten hos børn i daginstitutioner og dagplejer", skriver ministeriet.

"Glæden ved bøgernes verden grundlægges allerede, når vi er helt små. Jeg har selv haft fantastiske læseoplevelser som barn, især med Harry Potters univers, og nu elsker jeg at læse "Børste" højt for min søn," siger børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) i pressemeddelelsen.

Centralbibliotekerne fungerer ifølge Kulturministeriet som såkaldte regionale læsekulturcentre. Deres formål er blandt andet at hjælpe landets folkebiblioteker, folkeskoler og andre aktører til at skabe læseglæde.

Ifølge kulturminister Zenia Stampe (R) har det "aldrig været vigtigere at fremme læselysten". Især i en tid, hvor diverse skærme fylder en del i hverdagen.

De seks centralbiblioteker skal efter planen også stå for at besøge dagtilbud, hvor fokus vil være højtlæsning for børnene samt vejledning til det pædagogiske personale.

Finansieringen er allerede fundet. Men Finansudvalget i Folketinget skal som det næste formelt godkende finansieringen af regeringens tiltag, oplyser Børne-, Ældre- og Boligministeriet.

RITZAU

Sidst opdateret: 12/08/2026 - 11:31

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]